I forbindelse med FarsøFesten var jeg på byfestpladsen søndag eftermiddag, hvor jeg krydsede et par af fortidens spor. Et par spor, som endda har relationer til hinanden.

Det gamle Hvalpsundband Bounty, som spiller den dag i dag under navnet The Real Bounty havde netop stillet grejet op i teltet, hvor de skulle spille.

Trommeskindet på stortrommen er prydet af et 60’er agtigt motiv, hvor kærlighed og psykedeliske farver går hånd i hånd, om man så må sige. Fra Henning “Bager”, som spiller med i Bounty ved jeg, at det motiv fik gruppen i sin tid lavet af trommeslageren i Blackbirds, Claus Lilholt, som er uddannet grafiker. Det stod vi og sludrede om, da en mand med runde briller kom hen og snakkede. Og ja, der stod Claus Lilholt så midt i byfestteltet i Farsø. Sjovt. Det blev til en lille sludder og et billede af den gamle Blackbird, som i dag bor i København.

Om aftenen luskede jeg en tur ned i teltet for at lytte lidt til The Real Bounty.

På billedet herunder kan man se Claus og ane trommeskindet i baggrunden. Manden på scenen spillede søndag eftermiddag og har ikke noget med The Real Bounty at gøre.

 

Onsdag aften stillede i omegnen af 1400 løbere op til den 24. udgave af Farsøløbet - et 6,3 kilometer langt motionløb rundt i Farsø. Jeg løb ikke selv med, men hoppede derimod på cyklen og kørte rundt til udvalgte steder for at fotografere begivenheden.

 

Mine to sønner var med sammen med størstedelen af elever og medarbejdere på Farsø Skole, som bruger løbet som et led i skolens kampagne for trivsel, sundhed og læring.

 

Det er et imponerende syn, når de mange løbere sendes af sted op gennem Nørregade i samlet flok, men snart efter er der god spredning på feltet. De hurtige kommer snart langt foran, hvor de i et kværnende tempo og med det ene øje på pulsuret har kurs mod målet. Dette års vinder satte ny rekord hos herrene, hvor Thiljs Nijhuis løb i tiden 18,55 - 17 sekunder bedre end den gamle, som blev sat for 11 år siden. Vinderen er dog også med på det danske landshold på 5000 meter, så forudsætningerne for en ny rekord var da også til stede.

 

Løbet er også starten på 5 dages byfest her i Farsø, hvor FarsøFesten løber af stabelen med centrum på sportspladsen. Tidligere blev festen holdt i søanlægget, men problemer med vand førte for nogle år siden til en flytning, som man siden har bibeholdt.

 

Lørdag aften blev tilbragt i Nibe, hvor vi var inviteret til gourmetaften.

Anledningen var, at vores gode venner, Ib og Anette, havde vundet en konkurrence i SuperBest. Præmien var en middag for 20 personer. Samlet værdi 50.000 kr!

Maden blev kreeret af den københavnske kok Jesper Witt Paustian, som simpelthen kommer ud med sit mobile køkken og 2 medarbejdere, som så sørger for at alt klapper. Borde, bordpynt, mad, vin. Det er tænkt på alt, og der er kræset om den gode mad.

Jeg har før prøvet gourmet, som har været noget med meget små portioner på ret så store tallerkener. Også her var der tale om forholdsvis små portioner, men af en passende størrelse, når man tager i betragtning, hvor mange retter vi skulle igennem. Og så var der taget udgangspunkt i kendte råvarer, som så var tilberedt med kreativitet og finesse. Meget fint og meget lækkert.

Til indledning var der to gange snacks: sojamandler og knækbrød med rygeost. Og så gik vi ellers i gang: Hummer bisque suppe med stegt hummer og skovsyre, lamme terrine med danske krebs og masser af frisk dild, stegt multe med brunet smør og danske ærter, okse tykstegsfilet med syltet perleløg og nye porrer, blå is med piskefløde og passion, hindbær med hvid chokoladecreme og knas, tærte med brombær og lakrids, chokoladekage med rå syltet bær. Dertil en række lækre vine, som var fint afstemt med den mad, de blev serveret til. Til slut stempelkaffe og cognac.

Tak for mad!

Dette Randersbaserede band huserede på kroer, gymnasier o.l. i 1970’erne og 80’erne. Lassen Stefansen fra Blackbirds kom med, da solsortene havde sunget deres sidste sang i 1977.

Ozon var et showband med rødder i god gammel rock’nroll, som den blev spillet i 1950’erne. Det hele blev tilsat en gang farvestrålende og humørfyldt show, hvor bandmedlemmerne kastede sig rundt på scenen iført guitarer, saxofoner, hjelme og meget andet. Her var fest og ballade, men alt sammen med kærlighed til den musik, der blev spillet.

Jeg har fra Ove Pedersen fået forskellige foldere og fankort med Ozon. Her kan man også se, at Ozon optrådte med forskellige shows, så man kunne få den stemning, man gerne ville have. Personligt husker jeg bandet fra Hotel Farsø og idrætshallen i Aalsterup, hvor jeg mener, at der blev leveret gedigen dansemusik med rod i 60’erne og så suppleret med en afdeling med deres crazy 1950’er show.

Det blev også til et par pladeindspilninger fra gruppen, som dog ikke formåede at overføre energien fra scenen til vinyl. Faktisk var gruppen ved at få et hit - som dansktopband. Men her stoppede festen vist også...

I dag er de to Ozon-makkere Lassen Stefansen og Karl Pedersen aktive i deres fælles fritidsband Pocobell, hvor den gode guitarlyd og de flotte melodier er i højsædet.

 

Vi havde da aldrig set noget lignende - en hård sport, hvor der bliver givet og taget, og hvor reglerne er forholdsvis enkle. Vi fik at vide, at denne form for fodbold kunne sammenlignes med gælisk fodbold, som spilles i Irland. Nu har jeg så været i Irland og set irsk TV, hvor man forleden viste kvartfinaler i årets pokalturnering om den irske titel. Og jeg kan godt se lighederne mellem Aussie Rules og Gælisk Fodbold.

 

I gælisk fodbold spiller man på en bane, som vist er lidt større end en almindelige fodboldbane. Målene er til dels de samme som i fodbold - blot er det almindelige fodboldmål forsynet med to lange stolper, akkurat som man ser i rugby. Man kan score ved at sende bolden, som ligner en almindelig fodbold, ind mellem de to høje stolper - det giver et point. Scorer man i selve målet, som er vogtet af en målmand, giver det 3 point. Bolden må sparkes eller slås hen til en medspiller - ikke bare fremad banen men i alle retninger. Spillerne må løbe fire skridt med bolden og skal så drible ved at slå bolden ned i græsset, eller kaste den ned på foden og så sparke den tilbage i hånden. Det er stort set det - forsvarsspillerne må gerne tackle på kroppen, men tacklinger bagfra og farlige tacklinger er ikke tilladt. Spillet er meget tempofyldt og der er masser af action, fysiske nærkampe, hurtige løb og masser af afslutninger. Konditionsmæssigt ville mange danske fodboldspillere have svært ved at følge med her, og en del ville vist også pylre noget over de tacklinger, der bliver sat ind. Spillerne er, så vidt jeg ved, glade amatører eller halvprofessionelle, som har et civilt arbejde ved siden af fodbolden.

 

Et andet spil blandt de gæliske er Hurling, som ligner fodbolden en del. Banen og målene er de samme, men her spilles der dog med en stav, så spillet nærmere bliver en blanding af fodbold, rugby og hockey. Her går det om muligt endnu hurtigere og hårdere til end i gælisk fodbold.....

 

Det nationale centrum for disse gæliske sportsgrene er Croke Park i Dublin, som efter den irske frigørelse fra England i 1920'erne fik en fremtrædende plads i den nationale bevidsthed. Derfor var der også store diskussioner, da man for nogle år siden skulle tage stilling til, om der måtte spilles fodbold (soccer) og rugby på Croke Park, medens det normale stadion til den slags blev ombygget. Tilladelsen blev givet, og det førte bl.a. til, at England og Irland spillede landskamp i rugby på denne arena - noget som en del irere bestemt ikke brød sig om, bl.a. fordi engelske soldater i 1920 dræbte 14 irere netop på Croke Park!

Den irske rockstjerne Phil Lynott døde i januar 1986. Han blev kun 36 år. Et hårdt liv med opslidende turneer, drugs og rock'n roll satte sine spor på helbredet, som til sidst ikke kunne mere.

I Irland er Lynott stadig omgærdet af respekt og beundring. At vokse op som farvet i 1960'ernes Irland har givetvis hærdet Lynott, som dog hurtigt fik skabt sig et navn som rockmusiker. Ikke mindst som følge af hårdt arbejde, men også som følge af et stort musikalsk talent, hvor han formåede at skrive flotte sange og gode melodier, uanset om det var hård rock eller følsomme ballader. Hans første band hed Black Eagles, senere kom han med i Skid Row sammen med bl.a. Gary More og til slut dannede han Thin Lizzy, som han slog igennem med - dog først efter nogle år, hvor der ikke var balance i de økonomiske regnskaber. Men den traditionelle irske klassiker "Whiskey In The Jar" blev vendepunktet, som gav gruppen deres første hit, og selv om de senere var knap så glade for det folkesangsagtige nummer i blød rockstil, så var det omtvisteligt det, som fik karrieren sat på skinner.

Oprindeligt var Thin Lizzy en trio med Lynott på bas, Eric Bell på guitar og Brian Downey på trommer. Efter gennembruddet blev gruppen reorganiseret og fik to leadguitarister, som skabte den klassiske Lizzy-sound, der bl.a. kan høres på hits som "Jailbreak" og "The Boys Are Back In Town". Gennem årene blev der skiftet ud blandt guitaristerne, Scott Gorham og Brian Robertson er måske den bedste konstellation, men Gary More har også været inde over i flere omgange, mest i livesamenhænge. Han er dog også med på studiealbummet "Black Rose".

Lizzy blev opløst i 1983, hvor Lynott valgte at gå solo, som også navnet på hans første fra 1980 album indikerer: "Solo In Soho". Han forsøgte at starte et nyt band, Grand Slam, men det slog ikke rigtigt igennem, og en desillisiuneret Lynott fik et stadig mere skrantende helbred. I julen 1985 blev han indlagt på hospitalet og den 4. januar 1986 døde han i England.

Her 25 år efter hans død kunne jeg i Dublin se en mindeudstilling med fotos, guitarer, tøj, plader og meget andet. Thin Lizzy er også gendannet med Scort Gorham og Brian Downey fra den oprindelige gruppe og har bl.a. optrådt på Jelling Festivalen her i Danmark.

Og i Irland bliver Lynott omtalt med respekt, medens en anden rockstjerne fra den grønne ø, Bono, bliver behandlet med en blanding af kærlighed og sarkasme. Bonos indsats for at skabe en bedre verden for verdens fattige bliver ikke taget lige alvorligt af alle. Mange mener, at han har sat sig op på en piedestal som en anden Jesus. Det fremkalder historier som, den vi hørte på en rundtur i Dublin, hvor guiden kunne fortælle, at Bono formentlig har en lejlighed i det ekslusive Docklands-kvarter. Her optog U2 for mange år siden deres første plader i mere ydmyge rammer (foto herover).

- Hvis Bono skal på arbejde i studiet kører han ikke på arbejde, nej han går da bare på vandet over til studiet, lød kommentaren fra guiden, som også spurgte os, om vi vidste, hvad der var forskellen på Bono og Jesus. Det gjorde vi naturligvis ikke, så vi fik straks forklaringen: Jesus troede aldrig, at han var Bono!

Vi har brugt et par dage på "Feddet" familiens sommerhus ved Risgårde.

Morten havde en klassekammerat, Maria, med herud, og de fik en del tid til at gå med at fange rejer, hundestejler og krabber nede i fjorden. Men ikke nok med det - de kom også hjem med fangsten, som de kogte og tilberedte, så vi alle kunne smage friskfangede Limfjordsrejer. En udsøgt delikatesse, som vi nød, hvorimod jeg ikke havde den store lyst til at smage de kogte snegle, som de også diskede op med. Ja, på det punkt er jeg godt nok en kylling...

Det der med at fange mad i fjorden er bestemt ikke noget nyt herude på Feddet. Min far og mine bedstefædre var ivrige fiskere, som elskede at glibe efter ål, og min farmor var tit ude med et net for at fange rejer. Blandt de mange billeder i min mor gamle album har jeg fundet disse to fotos, som dels viser min far og min farfar i aktion med glib og krøje, medens min farmor har smøget kjolen op er gået på rejejagt.

Farvebilledet er så anno 2011, hvor Morten og Maria er i gang med at studere dagens fangst.

Familien har netop tilbragt en uge i Irland, hvor der blev tid til at besøge såvel Dublin som den vestlige del af landet omkring Galway. En spændende uge, som helt sikkert har givet stof til et par historier her på bloggen - ikke mindst da Irland har fostret kendte rockmusikere som Van Morrison, Bob Geldorf, Rory Gallagher, Phil Lynott og Bono.

 

Foruden musikken, pubberne, øllet og et venligt og snakkesageligt sindelag hos befolkningen, er den grønne ø også kendt for flotte landskaber med gamle slotte og kirker, grønne marker med stengærder så langt øjet rækker og får i titusindevis.

 

Et af de naturområder, som irerne selv fremhæver er de imponerende Cliffs Of Moher syd for Galway. Klipperne rejser sig 200 meter lodret op fra Atlanterhavet og udgør et imponerende syn i al slags vejr. Vi var heldige at være der i solskin, hvilket gav os mulighed for at se klipperne til begge sider i deres fulde udstrækning, som udgør næsten 8 kilometer. Klipperne er nomineret som en af kandidaterne til Verdens 7 Naturvidundere.

 

Vores tur til vest foregik i en lejet bil - en Ford Mondeo med manuelt gear. At køre i venstre side af vejen, kan man faktisk hurtigt vænne sig til. Derimod havde jeg noget sværere ved at vænne mig til at skifte gear med venstre hånd - det lå ligesom ikke naturligt for mig, men det begyndte dog at fungere. En anden gang vil jeg dog nok foretrække en bil med automatgear, selv om det er lidt dyrere.

 

Specielt i den vestlige del kunne man ofte føle sig henført til en Barneby-film, når man bevægede sig rundt i smukke og smalle gader i de irske byer og landsbyer. De karakteristiske små forretninger med en dør og et enkelt udstillingsvindue er sjove og charmerende, ikke mindst på grund af deres varierede udbud af varer. Men det er sikkert kun et spørgsmål om tid, inden der også her kun er kønsløse kædebutikker, som ligner alle andre.