Ian Anderson

• Sæt-liste
  10-10-2011
  Fandt en hjemmeside, som udover sætlisten også har link til Youtube-versioner af sangene.   Se sæt-listen fra Randers HER.
  Læs mere...
  
  
  
• Ian Anderson i Randers
  09-10-2011
  Lørdag aften tilbragte jeg på det fremragende koncertsted Værket i Randers. Her stod Ian Anderson fra det legendariske engelske band Jethro Tull på scenen med en række udvalgte musikere - heriblandt den ungarske strygerkvartet Sturcz Quartet. Koncerten var annonceret som Ian Anderson med band, men den kunne lige så godt være annonceret som Jethro Tull, da Ian Anderson er indbegrebet af bandet, hvor han bl.a. spiller tværfløjte. Enkelte vil måske mene, at guitarist Martin Barre også burde være med - det er han da også, men kun lejlighedsvis. I Randers blev guitaren dog passet af den unge tysker Florian Ophale, som trækker veksler på såvel heavy rock som klassisk musik i sit spil, men som i øvrigt har en lyd, der er umiskendelig Jetrho Tull - ikke mindst i klassikeren Thick As A brick, som vi fik et kvarters udpluk af. Den ungarske strygerkvartet kom ind midt i første sæt og lagde en fin bund til en række sange fra såvel før som nu af Ian Anderon. Ikke mindst “Up To Me” og”Wond'ring” Aloud fra Aqalung blev spillet med en lyd, som lå meget tæt på originalen fra den 40 år gamle plade. Koncertens andet sæt blev indledt med føromtalte uddrag af “Thick As A Brick”, som udkom på plade i 1972 og består af et enkelt nummer, der fylder begge pladesider. I Randers blev det til en fremragende version, hvor jeg specielt hæftede mig ved en trommeslager, som ikke bare slog på trommer men derimod spillede på trommer. Fra første række, hvor jeg sad, var det simpelthen imponerende at følge hans udfoldelser med stikkerne i dette nummer, som er præget af hyppige rytmeskift. Trommerne stod klart og flot fremme i lydbilledet. Rent fysisk var trommeslageren da også placeret forrrest på scenen, hvilket er ganske atypisk for et rockband. Placeringen skyldes nok, at man skulle have plads til strygerkvartetten på den position, hvor trommerne normalt står. Andet sæts højepunkt var i mine ører “Budapest” - et langt, melodiøst rocknummer med gode soloer på såvel guitar og fløjte. Når man hører studieversionen, kan man godt forledes til at tro, at det er Mark Knopfler, synes jeg. Næste år drager Ian Anderson på jubilæumsturné, hvor albummet Thick As A Brick er i fokus med 40 år på bagen. Skulle han lægge vejen forbi Danmark, er jeg nok på plads foran scenen igen. Manden og hans band har bestemt ikke mistet energien, selv om stemmen hos Ian Anderson er ved at være præget af mange års brug.  
  Læs mere...
  
  
  
• Stemmen er væk - det er musikken ikke
  27-11-2012
  Lørdag aftens koncert med Ian Anderson og Jethro Tull i København blev en speciel oplevelse. Gruppen er på turne med den 40 år gamle Thick As A Brick, som i sin tid udkom på LP-plade og fyldte begge pladesider med en samlet spilletid på 43 minutter. Med pladen fulgte et omslag udformet som en 16 siders avis med historier, kryds og tværs og sågar en anmeldelse af pladen. Efter den stille akustiske start med Ian Anderson på guitar og vokal tog det komplekst opbyggede værk sin begyndelse med masser af lyd på orglet og med et velspillende band, som var særdeles tro mod den originale lyd fra pladen. Man bemærkede dog hurtigt, at der var hjælp på den vokale side, hvor Ian Andersons blev suppleret af unge Ryan O’Donnell, som tidligere har gjort sig som Shakespeare-skuespiller. Et fornuftigt valg, da det var ganske tydeligt, at Andersons stemme efter mange års brug, og vist også en operation for en del år siden, er ved at være væk. Til gengæld kunne vi så få passager med såvel fløjte som vokal, når Ian Anderson ikke skulle synge nogle af stykkerne i sættet. Teatralsk show har altid været en del af Tull-koncerterne. Således også her, hvor mimik og optræden på scenen blev suppleret med videofilm, som med jævne mellemrum kom frem på storskærmen bag gruppen. Sekvenserne relaterede bl.a. til den tidligere omtalte avis, St. Cleve Chronicle”, som nu var blevet til en lille lokal TV-station. Man skal nok kende lidt til det oprindelige cover, for at få fuldt udbytte af dette show, som formentlig ganske bevidst var produceret i en lidt primitiv form for at illudere en lille tv-station. Til gengæld var der en fantastisk timing, når man viste forindspillere klip med musikerne i aktion - nærmest synkront med musikerne på scenen! Punktet, hvor man i LP-versionen skal vende pladen blev udnyttet til at give musikerne et kort break, medens der blev lavet lidt show på scenen. Et show med alvorligt budskab om at lade sig kontrollere for kræftsygdomme før det er for sent. Andet sæt bestod af Ian Andersons seneste udspil Thick As A Brick II, som udkom tidligere på året. Et forsøg på at følge op på historierne fra den 40 år gamle udgivelse. Hvordan ville livet se ud for den nu 50-årige (fiktive) Gerald Bostock, som på det oprindelige cover var krediteret som forfatter til det digt musikken er skrevet omkring. Kendere var helt sikkert klar over, at det var sådan koncerten var opbygget, hvorimod der sikkert sad en del og ventede på Tull-klassikere fra andre albums - Aqualung, Heavy Horses, Budapest og lignende. De kom naturligvis ikke - kun Locomotive Breath som ekstranummer. På rækken bag os, sad der en flok, som troede de skulle til rockkoncert, at dømme efter deres konstante sludren og grinen under det meste af koncerten. Alt i alt synes jeg, det var en god koncert - men jeg vidste jo også, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke, at der var ny sanger med, men under omstændighederne var det godt, og det virkede fint. Om det holder til fremtidige Tull-koncerter med numre fra hele bagkataloget, har jeg min tvivl om. Men til netop denne komplekse koncert virkede det. Med hensyn til snakkehovederne kunne jeg i Gaffa læse en anmeldelse fra Struer, hvor det også havde været et problem. Jeg har tidligere oplevet koncerter, hvor en del af publikummet er sponsorer eller honoratiores, som kommer, fordi der er en event i byen, men som ikke har sat sig ind, hvad det er. Sådanne mennesker kan totalt ødelægge en oplevelse for andre, hvis de ikke koncentrerer sig om at være publikum men i stedet smalltalker, griner og forstyrrer- specielt til koncerter med stille og akustiske numre. Er det rå rock, bliver sådanne typer overdøvet og ofte forlader de stedet, fordi de bliver blæst ud. Det seneste oplevede jeg til en Toto-koncert i Frederikshavn, hvor de fine fruer hurtigt var ude i forhallen, da der blev skruet op for lyden.... Jeg har været til en del Tull-koncerter gennem de senere år. Alle har været gode oplevelser - også den sidste, som jeg også tror blev den sidste. Inderst inde har jeg en fornemmelse af, at 65-årige Ian Anderson tager konsekvensen og stopper det krævende turnéliv, når den igangværende tour er slut. Han har næppe brug for pengene, medmindre hans skotske gener vil det. I stedet kan han hygge sig med at lave albums, hvor han kan indspille sange, som passer til stemmens niveau. Den progressive rockkoncert med overtoner af folkemusik og klassik musik lørdag blev søndag afløst af svedig rock med irske rødder, da vi nappede Thin Lizzy på Skråen i Aalborg. Mere om det i næste blog. Fotos i denne blog: http://www.j-tull.com/
  Læs mere...