Uriah and the Heeps…..

Lørdag aften blev det til et glædeligt gensyn og genlyt med det engelske rockband Uriah Heep, som var et af de bands, som satte sit præg på min musiksmag i de tidlige 70’ere - og det har holdt lige siden.

 

Uriah Heep bliver måske regnet for heavy metal, men det er de ikke i mine ører. De spillede den hårde rock, som også Deep Purple og Black Sabbath gjorde det. Betonrock kaldte vi det, og det var rockmusik med trommer, bas, guitar, en karismatisk forsange og for nogel gruppers vedkommenbde også et keyboard med hammondorgel som den dominerende lyd - senere kom der også synthesizere ind over.

Efter de 2-3 første LP’er fandt Uriah Heep sin klassiske besætning med David Byron på vokal, Ken Hensley orgel, Mick Box guitar, Lee Kerslake trommer og Gary Thain på bas. Af disse 5 er det kun Mick Box, som lever i dag og fører bandet videre i samme spor, som det startede. Uriah Heep startede i 2020 på deres 50 års jubilæumsturne, som altså stadig er i gang, da corona jo udsatte flere shows.

Noget af det, der kendetegner Uriah Heep er, at de har lavet flere numre med akustisk islæt, og derfor var det lækkert, at de første tre kvarter på Værket i Randers var helliget en akustisk afdeling, inden der efter pausen blev sat strøm på og skruet op for volumenknapperne. I begge sæt fik vi et tværsnit gennem gruppens flotte karriere med hovedvægt på de albums, som udkom fra 1970 til 1975: Easy Livin’, Gypsy, Sunrise, Lady In Black, Come Away Melinda, Free Me, Traveller In Time, The Wizzard og ikke mindst den flotte July Morning.

Begejstringen var til at tage at føle på i en udsolgt sal, hvor generation +60 var i overtal, men hvor vi også så flere unge, som med deres Uriah Heep t-shirts viste, at interessen for den slags rock ikke er helt død endnu.

Forud for koncerten var der videohilsner fra andre store rockbands som Deep Purple, Thin Lizzy, Nazareth, Kiss og Status Quo. Ian Anderson fra Jethro Tull sendte med vanlig humor en hilsen, hvor han først spillede Happy Birthday op tværfløjte for derefter at ønske tillykke med de 50 til popbandet, han kiggede på en seddel og sagde Uriah and The Heeps….

Som afslutning kørte der igen en video med fotos af de mange medlemmer, som har været med i bandet - den nuværende konstellation er i øvrigt den, der med afstand har holdt sammen i flest år.

Som sædvanlig undrede jeg mig over, at folk gider sidde og optage med deres telefoner under det meste af koncerten - jeg nøjedes med at nappe nogle få sekunder af det sidste ekstranummer, så jeg kunne dele det med mine bloglæsere.