Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses
HER
-0-
Nytårsmarch
02-01-2011
Efter en uge med god mad og almindelig afslapning skulle der motion til på årets første dag.
Vi drog til Lounshalvøen ved Hvalpsund, hvor Hjerteforeningen og den lokale Lions Club i Farsø hvert år arrangerer nytårsmarch i naturskønne omgivelser.
Også i år gjorde landskabet sig utrolig smukt i skarp vintersol og med en vinterdækket Limfjord som kulisse. Dog var stierne lumske at bevæge sig rundt på efter nytårsnattens regn og tø. Sneen var væk, men mellem græstuerne gemte der sig frosne vandpytter, som især på op- og nedturene i det kuperede terræn gjorde turen lidt besværlig - og farlig: Det måtte en kvinde konstatere på den hårde måde, da hun desværre faldt og kom så meget til skade, at hun måtte hentes af Falck. Og her har der ventet redderne en større opgave, da kvinden lå på et sted, hvor man ikke bare lige kunne komme frem med en bil. Vi så ikke, hvordan de klarede opgaven, men håber da, at alt gik godt.
Efter halvanden times god motion ventede de lokale Lionsfolk ved startstedet med dejlig varm suppe, som vi nød, inden turen gik forbi færgehavnen og hjem mod Farsø.
Godt nytår til alle bloggens læsere.
Tordenkalven
01-01-2011
På årets sidste dag brugte jeg et par timer på det lokale værtshus “Tordenkalven” - ikke et sted, jeg kommer så ofte mere, men absolut et sted, jeg har frekventeret en del gennem årene.
“Tordenkalven” eller “Kal’en”, som den også kaldes, er et traditionelt værtshus med rustikt interiør en lang bar og et ganske stort stampublikum. Sådan har det været, siden værtshuset blev startet først i 1970’erne. Dengang i en pavillon bag Farsø Hotel, den rigtige “Tordenkalv”. I dag ligger værtshuset i hotellets hovedbygning ud mod hovedgaden.
Navnet stammer naturligvis fra Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, hvor historien om krøblingen “Tordenkalven” er en af de mest populære. Som ung var Christen Christian Larsen en stærk mand, som forstod sig på at tøjle store heste. En dag gik det dog galt på herregården Lundbæk ved Nibe med det resultat, at han blev stærk forkrøblet og sidenhen måtte ernære sig som skrothandler, visesanger og lokal historiefortæller på egnen.
Mit ærinde på den lokale bodega var i øvrigt at møde gamle herboende Farsø-drenge, som har gjort det til en tradition at mødes og får en nytårsøl sammen over et slag terninger. Også her efter den traditionelle Farsø-model, hvor der rafles tænkeboks i første halvleg og 7’ere i anden halvleg og en evt. tredje halvleg: Viborgturen. Lige præcis den kombination af flere spil og de særlige regler, der spilles efter, har jeg kun oplevet i Farsø.
Efter et par times hyggelig raslen med bægrene og en par kolde pils, var det tid atter at finde hjemover og gøre klar til aftenens nytårsmiddag. Det skal dog pointeres, at det var fruen, som insisterede på, at jeg burde runde Tordenkalven igen i år.....
Og lur mig om ikke en kommende blog vil beskæftige sig med byens andet klassiske værtshus: Storm T, som ikke findes mere.
--0--
Glemte perler
30-12-2010
Jeg skrev forleden om bokssættene med Dansk Rock Historie. Nu har jeg været omkring det elektroniske bibliotek for at låne nogle af de numre, som ikke er at finde på de fysiske CD'er.
Og der er altså et par glemte perler i blandt - såvel hele albums som enkelte numre. Der er to noget oversete albums med duoen Stig & Sten, Stig Kreutzfeldt fik senere succes i Rugsted & kreutzfeldt, medens Sten Toft Andersen bl.a. var med i Ache. De to albums "Da solen kom" og "Forchromede dage" kan klart anbefales, hvis man er til melodisk rock. Og så er det på dansk.
Blandt enkeltnumrene finder man Michael Elo med "Why Don't We Fly" - et rigtig flot popnummer med internationalt snit.
--0--
Ny blogteknik
19-12-2010
I forbindelse med årsskiftet har jeg også lavet en ændring i mit blogsystem. Ændringen er måske mere af teknisk karakter, men læserne vil dog kunne opleve enkle ændringer i forhold til den gamle metode. bl.a. kan længere blogs blive vist i uddrag, hvor man så skal klikke på "læs mere" for at læse resten.
Min hjemmeside har et blog/nyhedsmodul, som jeg aldrig har brugt. Det prøver jeg så nu - det betyder bl.a., at man kommer direkte frem til et blogindlæg, hvis man f.eks. har googlet et emne. Tidligere kom man kun til toppen af siden, hvor man så skulle rulle ned på siden og lede efter det, man har søgt på.
Nyt er det også, at man kan se overskriften til de 2-3 seneste blogindlæg i menuen ude til venstre.
Læserne kan også kommentere på den enkelte blog. Man klikker på overskriften og så vil der dukke et kommentarfelt op under indlægget, hvor man så kan skrive sin kommentar.
Der er stadig en del at lære - nu må vi se, hvordan det kommer til at fungere. Er jeg ikke selv tilfreds, går jeg sikkert tilbage til den gamle metode, hvor én måneds blogindlæg er samlet på én side.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58