Forleden gjorde jeg et lille fund i en lokal genbrugsbutik. På hylden med gamle LP’er - fortrinsvis James Last og pop fra 80’erne, stod pludselig en gammel kending: “Med udsigt til regn” med den danske hippiegruppe Janus & Venner. Den blev erhvervet formedelst den nette sum af 10 kr.
Jeg har tidligere ejet pladen - dog i et slidt og ramponeret eksemplar, som jeg solgte til en fyr fra Kolding. Han ville give 150 kr., men jeg syntes ærlig talt, at det var for meget, når man tog skivens almindelige forfatning i betragtning. Så jeg forlangte 75 kr. og sendte pladen til Kolding - pengene modtog jeg aldrig og en henvendelse til den unge mand gav ikke noget positivt resultat. Jeg valgte ikke at forfølge sagen, men tog det som en lærestreg i at stole blindt på andre mennesker gennem nettet...
Mit nyerhvervede eksemplar er knap så slidt og coveret er ganske pænt. Jeg har renset pladen med vand og sæbe, hvilket har resulteret i en renere (!) lyd.
Pladen er, så vidt jeg ved, lidt af en kultplade, som i det stille har lagt sig i kølvandet af den noget mere kendte “Hip” med Steppeulvene. Ifølge en antikvar findes der næppe mange eksemplarer af pladen i dag - et sted mellem 500 og 1000 er nævnt. Her kan jeg have min tvivl, da jeg selv har ejet to eksemplarer og er bekendt med mindst to andre her i det Vesthimmerlandske, som også har ejet eller stadig ejet skiven. Måske har der været mange flere i omløb, men det kan også være, at de er blevet råspillet og maltrakteret i kollektivernes dunkle tåger, så der ikker er mange pæne eksemplarer tilbage. Jeg skal ikke kunne sige det.
Da jeg ved, at der blandt bloggens læsere er flere med hang til musik fra den tid, kunne det jo være interessant, hvis de skrev en kommentar, hvis de skulle eje pladen. Det kan måske give et fingerpeg om dens udbredelse.
Men nu står Janus og hans venner altså igen i min samling - og skulle der være en fyr i Kolding, som kunne tænke sig at købe den, er det ikke mig, han skal henvende sig til!
Det er højsæson for konfirmationer. Forleden var vi til konfirmation i Aars, hvor man holder konfirmation på Store Bededag - ganske praktisk for folk, som skal holde fest og måske have gæster langvejs fra.
Nu havde Amalies fætter også konfirmation den dag, så hun udskød festen til lørdag. Men fredag var jeg på plads i og ved kirken og bagefter ved en gammel faldefærdig højskolebygning midt i Aars. Et dejligt rustikt miljø til fotografering - også selv om jeg ikke er nogen ørn til det der med portrætter og opstillede fotos.
Og dagens bedste skud kom da også lynhurtigt, da Amalie lige skulle prøve håndtaget på den gamle grønne dør. Jeg skød løs og fik billedet nedenfor - atypisk, fordi konfirmanden ikke ser hen på kameraet, men til gengæld afslappet og anderledes. Og som Amalies mor skrev: Amalie er ved at lukke døren op til voksenverdenen! Så kom der også lidt symbolik ind i det, selv om det ikke var tænkt sådan fra starten. Det opstod bare.
Det glædede naturligvis mit gamle fotohjerte, at Amalie ønskede sig, og fik, et spejlreflekskamera - og hun er kvik, umiddelbar og legende, så det går hurtigt med at lære at bruge det.
Tillykke til Amalie med konfirmationen - og med det nye Nikon!
Lørdag tilbragte jeg i drømmeland sammen med en gruppe fotonørder på forskellige niveauer. Vi var alle til demo-dag med Nikonudstyr, hvor Japan-Photo i Aalborg i samarbejde med Nikon Danmark præsenterede nogle af de helt store - og helt dyre - objektiver fra deres store program.
Arrangementet fandt sted i Vildmosecenteret i Lille Vildmose ved Dokkedal. I centeret hørte vi bl.a. foredrag af naturfotografen Lars Villadsen og den kendte fotograf og Nikon-ambassadør Casper Tybjerg, som man bl.a. kan opleve på DR TV med jævne mellemrum. To spændende og engagerede foredrag med passionerede fotografer, som gerne ligger i flere timer på en kold isflage for at få det rigtige billede af en fugl. Det er ikke altid, man ser det store forabejde, som ligger bag flotte dyre- eller fuglefotos. Casper Tybjerg fortalte også om sit fotografiske arbejde for UNESCO, hvor han senest har været i Egypten for at fotografere hvalskeletter i Wadi Al-Hitan.
Om eftermiddagen var vi ved Tofte Sø, hvor der er et fugletårn. Her var opstillet forskelligt lækkert Nikon-grej og med det udstyr i form af kameraer o.l., som folk selv havde med, tror jeg, at der på den 30 kvadratmeter store platform var fotoudstyr for op mod 1 million kr.
Vi havde alle mulighed for at sætte vores kameraer på de store teler og skyde løs - nu er der ikke mange fugle tæt på, når så mange mennesker står og taler begejstret om foto i tårnet, men så skød vi efter grene og stubbe - bare for at prøve autofokus og se, hvor skarpt objektiverne tegner. En lille fugl kom dog forbi og satte sig dekorativt i en træstamme lige foran mig. Jeg forevigede den med en 500 mm 4,0, som er en stor sag til den nette udsalgspris af 60.000 kr. På den anden side af platformen var der stor interesse for den nye 800 mm, som koster godt 120.000 kr! Ellers var her 300 mm, 400 mm og et par zoomobjektiver 200-400 (40.000 kr) og den nye 80-400 til ca. 17.000 kr. Det sidste lyder måske også dyrt, men vel er det eneste objektiv, som jeg har en realistisk mulighed for at komme til at eje - engang! Som en af foredragsholderne sagde: Foto er ikke dyrt, men det koster mange penge...
Ved Tofte Sø er der et rigt dyreliv - også denne dag, hvor det bare opholdt sig på den anden side af søen - bl.a. kronhjorte og skarver, og ikke at forglemme Havørnen, som sad i et grantræ, hvor den blev chikaneret af et par krager. Den var for langt væk til, at den kunne fotograferes, men Nikon laver også kraftige kikkerter (Scopes), hvor vi kunne se den imponerende fugl på nærmeste hold.
En rigtig fin dag i mosen, hvor jeg sluttede af med at køre en tur langs de vidstrakte grusveje, hvor der med jævne mellemrum holder en bil med en lang tele stikkende ud af vinduet: Fugle- og fotonørder på jagt.
Onsdag bød på en forfriskende og tiltrængt tur til Vesterhavet med elevholdet på efterskolen.
Busserne droppede os af ved stranden i Lønstrup, hvorfra det til fods gik mod Mårup Kirke, eller resterne af den, og videre på skænterne mod Rubjerg Knude, hvor sandet fyger om ørerne og det gamle fyr, som ikke længere er i drift.
Fra knuden gik vi lidt i læ gennem en plantage, hvorefter vi gik mod Nørre Lyngby, hvor flere huse allerede er faldet for havets evindelige påvirkning af skrænterne. Vi gik ned på stranden, som vi fulgte det sidste stykke vej til Løkken, hvor der var tid til at nyde en is, inden vi igen kørte hjemover.
En fantastisk dag i noget fantastisk nordjysk natur, som kameraet da også fik lov til at forevige.
Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. Det skyldes almindelig travlhed i en periode, hvor de fleste af efterskolens lærere er lock outet i den igangværende konflikt.
Efterskolen kører videre, og der skal tænkes kreativt for at få hverdagen til at fungere for 123 teenagere, som ikke kan få helt normalt skema. Derfor veksler boglige fag med masser af idrætsaktiviteter og andre aktiviteter i form af ture, foredrag og koncerter. Indtil videre har det fungeret OK, men naturligvis og heldigvis, savner eleverne en normal hverdag sammen med deres lærere. Os, der er på skolen hver dag, savner også vores sjove og dygtige kolleger. En skole uden børn kunne sikkert være rigtig dejlig, men en skole uden lærere, duer ikke rigtig!
Vi er nu på vej ind i konfliktens tredje uge - forhåbentlig finder parterne snart en løsning - og gerne en løsning, som alle parter kan blive enige om - selv om fronterne unægteligt er trukket hårdt op. Lige nu og her er det eleverne, som er taberne. Desværre.
Mange ting er eller bliver nemlig aflyst under konflikten. På HCI skulle vi lørdag have haft vores store elevstævne med aftenfest for gamle elever. Vi måtte reducere arrangementet til kun at omfatte jubilarfrokoster i tidsrummet formiddag eftermiddag, da der simpelthen manglede lærerkræfter til at gennemføre hele arrangementet, som kræver noget i retning af 300 mande- (og kvinde-) timer.
Heldigvis blev jubilararrangementet en rigtig god dag, hvor jeg traditionen tro var rundt og fotografere de fremmødte, som gik på skolen for henholdsvis 5-10-15-20-25 og 30 år siden. Nedenfor ses et jublende jubilarfoto af 5-års jubilarerne, som nød gensynet med skolen og hinanden.
For mange, mange år siden, nærmere bestemt i 1989, var jeg i et halvt år på rejse med min gamle seminariekammerat Tonny. Vi kørte bl.a. transsibirisk jernbane til Kina, var i Hong Kong på Bali og til slut 5 måneder i Australien.
I Australien kørte vi rundt i en Holden Kingswood, som gjorde det ud for vores rullende hjem - sammen med et lille spidstelt. I det gode klima benyttede vi os især af udekøkken, enten i form af vores medbragte Trangiasæt eller ved at benytte de mange udendørs barberque-steder, som findes overalt i det store land.
En ingrediens, som vi brugte meget og som vi i den grad fik smag for var Hot English Mustard - en dejlig stærk og velsmagende sennep. Vi købte lidt med hjem og efterfølgende har vi ved lejlighed fået venner og bekendte til at medbringe et par af de de små sennepsglas, hvis de har været Down Under.
Det er dog ved at være mange år siden, at jeg sidst har haft den på hylden, så stor var min misundelse, da Tonny for nylig fik et par glas hjem, som er købt i Filipinerne.
Nu er den gode Tonny jo en rar mand, så da jeg i påsken lagde vejen forbi hans dejlige sommerhus i Hvalpsund fik jeg stukket et glas i hånden, da jeg sagde farvel. Hvilken stærk og behagelig overraskelse. Tak Tonny.
Og stærk det er den, hvilket vi ved flere lejligheder har moret os over, når gæster har smurt tykt på og med kenderminde sagt, at de da før har smagt stærk sennep. Ansigtet plejer dog hurtigt at falde i andre folder, når først den krydrede sennep gør sin virkning, åbner porrerne og lader sveden pible - det er i sandhed Hot.
Marts har bestemt ikke levet op til sit navn som årets første forårsmåned - kulde og frost har haft overtaget, Det er ikke bleet til mange lune solskinstimer i en krog, hvor der er læ for vinden.
Men på månedens sidste dag kom foråret, og det skulle selvfølgelig fejres med en tur til Lounshalvøen med familie, hund, en termokande og fotoudstyret på nakken. Hedvig og Morten var med på halvdelen af turen, hvorefter de drejede af og gik tilbage til bilen, medens jeg tog turen hele vejen rundt om halvøen langs vandet. En imponerende flot tur, som veksler mellem strandenge og flotte skrænter, som rejser sig op fra stranden i gule og sorte farver.
Et fast indslag i efterskoleåret på HCI er det store gymnastikstævne - Aalborgstævnet - som altid ligger tirsdag før påske.
Aalborgstævnet samler mere end 2000 gymnaster fra 16 efterskoler i Nord- og Midtjylland. Min egen skole var i sin tid med til at starte dette stævne, som er inspireret af store gymnastikstævner på bl.a. Vejlekanten. De deltagende skoler er meget forskellige, spændende fra deciderede gymnastikefterskoler over idrætsefterskoler til almene efterskoler. Fælles for dem alle er, at de bruger gymnastikken aktivt i deres arbejde med at skabe et unikt fællesskab om et fælles projekt kombineret med fysisk udfoldelse i form af rytmiske serier og mere eller mindre akrobatiske spring.
Dagen byder foruden opvisninger også på forskellige konkurrencer i bl.a. sjippetov og bukspring, hvor man tydeligt fornemmer at gymnastik også kan appellere til konkurrencegenet hos eleverne.
På HCI laver eleverne her i foråret (!) i omegnen af 15 opvisninger, som afvikles under meget forskellige forhold. Det kan være i en lille hal hos en lokalforening, hvor der er opstillet kaffeborde rundt om opvisningsarealet, som dermed bliver en smule indskrænket med deraf følgende udfordringer til eleverne. De fylder nemlig ganske pænt, når de alle 123 er på gulvet - eller når springerne skal have plads til alt deres udstyr. Men det kan også være under nærmest optimale forhold som i Gigantium i Aalborg, hvor der er masser af plads til gymnastik - og til heppende tilskuere på lægterne. Stemningen koger sådan en dag, hvor alle skoler har fået tildelt en venskabsskole, som de skal heppe ekstra meget på. Og der bliver heppet, så hele hallen gynger. En fantastisk oplevelse for eleverne, som går på gulvet med sommerfugle i maven, men som også bruger situationen til at sætte sig op til at yde det ypperste, som gymnastiklærerne til gengæld belønner med 10 rungende fællesklap, da det hele er overstået.
De store smil er på sådan en dag i Gigantium - også hos p-vagten, som havde kronede dage udenfor, hvor der ikke var helt så meget orden i geledderne som på halgulvet indenfor....
I sidste uge tog jeg mit fotohold på efterskolen med på en lille eskursion til Aars. Målet var musikhuset Alfa, hvor vi overværede - og fotograferede - generalprøven på dette års Cabaret Alfa.
Sådan en øvelse er god for eleverne. Dels fordi, de kommer til at fotografere andre end dem selv og deres kammerater, som jo ofte må stå for skud hjemme på efterskolen. Dels fordi sådan en forestilling giver store udfordringer med hensyn til lys og med hensyn til at overskride sin blufærdighed ved at fotografere andre mennesker. Samtidig skal man, efter min mening, agere diskret og stilfærdigt, så man forstyrrer aktører og publikum mindst muligt. Det beytyder naturligvis, at det er bandlyst at anvende blitz sådan en aften!
Der kommer flere gode skud ud af anstrengelserne, og jeg må erkende, at moderne spejlreflekskameraer klarer sig rigtig godt, når der skrues op for ISO, som er en nødvendighed, når lyset er sparsomt. De fleste billeder denne aften blev skudt på ISO 1600 og 3200 - noget som før i tiden ville give grynede og uskarpe billeder, men som nu giver ganske fornuftige billeder.
Vi sendte naturligvis billederne til cabaretfolkene, som var rigtig glade for dem. Faktisk er der allerede lagt op til et fremtidigt samarbejde, hvor vi kan hjælpe Cabaret Alfa med fotos, medens de kan lægge scene og optræden til en god fotoøvelse - de kommende HCI-elever kan godt begynde at glæde sig!
Jeg havde naturligvis også selv mit udstyr med til generalprøven, da jeg simpelthen ikke kan lade være med at fotografere, specielt ikke, når det er under udfordrende lysforhold, som sætter fotograf og kameraudstyr på prøve.
Efter at have læst min forrige blog spurgte min hustru noget undrende om, hvad titlen "In Held 'Twas In I" betyder. Jeg havde en svag ide om at det havde noget med de enkelte numre i denne sammensatte suite at gøre. Et opslag på nettet bekræftede mine tanker.
Den 20 minutter lange suite er sat sammen af enkelte numre, som er elegant kædet sammen, så man får fornemmelsen af eet sammenhængende nummer. Hvert af de numre, som har en tekst, bidrager til titlen med det første ord fra hver sang/tekst:
In-In the darkness of the night..., Held-Held close by that which some despise..., 'Twas-'Twas Teatime at the circus., In-In the autumn of my madness..., I-I know if I'd been wiser...
Skænk en kop kaffe og hør det pompøse og også melodiøse nummer i sin fulde længde her:
