I denne uge afvikles den traditionelle træskibssejlads “Limfjorden Rundt”. Mandag samledes de 60 skibe i Løgstør, hvor starten gik tirsdag morgen med kurs mod Thisted - flere af skibene foretrak at forlade Løgstør allerede mandag, da vejrudsigten for tirsdag lovede strid modvind, som ville gøre det mere end almindelig svært for skibene at komme frem.
De skibe og besætninger som blev i Løgstør, kunne være med i byens storstilede maritime festival, hvor alle sejl så at sige var sat til gode oplevelser på det langstrakte havneareal i Limfjordsbyen. De største skibe ligger ude i industriområdet og ligger så ellers som perler på en snor hen forbi kajen ved Hotel Du Nord, Løgstør Badehotel, forbi Løgstør Grunde forfyr og ind mod Frederik Den VII’s Kanal.
Inde på havnen er der sang med shantykor, der serveres muslingedogs, eller mere traditionelle hotdogs, hvis man er til det. Der er gang i det store mobile muslingekogeri, og der er kø ved is- og vaffelboderne denne mandag aften, hvor jeg er smuttet en tur til Løgstør. De lokale vægtere viser rundt, og der er aktiviteter for såvel børn og voksne. Den gamle bro over kanalen er bogstavelig talt i sving, og man kan se, hvordan man i sin tid trak skibe gennem kanalen ved hjælp af heste.
På et græsareal finde man 4-hjulede veteraner i form af flotte veteranbiler fra forskellige tidsperioder lige fra de høje Ford T-agtige modeller frem til en Opel Senator fra 80’erne. Jeg så også en NSU 1200 og en Opel GT, begge sjove bilmodeller, som min storebror i sin tid havde.
Træskibssejladsen finder vej til Løgstør, Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og til slut Skive. Turen til Skive finder sted lørdag, hvor vi plejer at være i Hvalpsund for at se de flotte skibe, som sejler gennem sundet med sejlene sat. Et smukt skue.
Denne blog er ledsaget af lidt stemningsbilleder fra mandag aften i Løgstør og et enkelt arkivbillede fra passagen ved Hvalpsund.
Den første søndag i september blev en særdeles solrig og flot en af slagsen. En perfekt dag til en udflugt til Gravlev Sø og omegn sammen med et par gode venner, som havde inviteret og sørget for lune boller til at starte på, frokost og sidenhen minigolf og pizza.
Gravlev Sø er, akkurat som Vilsted Sø, blevet genskabt efter at have ligge i kanaler og drænrør i mange år. Søen er ikke så stor, som den i Vilsted, men til gengæld er den nærmest omringet af kildevæld, som pumper forfriskende koldt vand op af jorden i døgndrift. Der er en kilde i Gravlev og på den anden side af søen ligger Lille Blåkilde og Ravnkilde, som vi så på vores tur rundt, som gik via Buderupholm og tilbage på østsiden forbi Lille Blåkilde, en strømkilde som faktisk er mere vandrig end sin storebror, Store Blåkilde, hvis man holder sig til de nyeste målemetoder. 90 liter vand pibler op i sekundet fra den kalkholdige undergrund. Lidt længere mod syd ligger Ravnkilde, som er en såkaldt sumpkilde, hvor vandet siver op af jorden flere steder og hurtig samles i små løb ned mod Gravlev Sø og Lindenborg Å.
Og så skal man jo fyre klassikeren af: Hvorfor går folk rundt om Gravlev sø og griner? Fordi de drikker kildevand... (Jeg finder selv ud..)
Vores værter på turen havde lokket med en tur på ca. 6,4 kilometer, men med Buderupholm-afstikkeren kom vi op på godt 13 skønne kilometer i smuk natur. I tilgift fik vi et glimt af en svømmende snog ved Lille Blåkilde.
Frokosten blev indtaget ved Rebild Bakker, hvor der denne dag var mange gæster. Vi havde min lille transportable pladespiller med - ved morgenbordet i Gravlev gik det fint med at spille singleplader til måltidet, men vi måtte opgive her ved frokosten efter at vinden havde sendt Santanas Samba Pa Ti på en flyvetur gennem luften - vi skulle nok have valgt Dylans Blowin’ In The Wind….
Golfbanen ved Rold Storkro bød på tilpas gode udfordringer, også nogle uønskede som følge af ujævnt underlag. Vi spillede par-turnering og lod naturligvis vores gæstfrie værter vinde, medens jeg dog sikrede mig den bedste runde!
Som afslutning nød vi solen over Limfjorden fra Ib og Anettes terrasse i Nibe, inden en herlig dag blev rundet af med pizza.
Kilder til denne blog: Lille Blåkilde, Ravnkilde og Gravlev Kirke samt en naturfolder fra Naturstyrelsen.
Torsdag var jeg til golf i Gatten, hvor den store turnering Made In Himmerland løber af stabelen. En international turnering, som er en del af det store europæiske golfshow og hvor der er mere end 20 millioner kroner i præmiepenge.
At lille Gatten i Vesthimmerland i dag er på golfens verdenskort, kan man kun tilskrive nu afdøde Lars Larsen, som i sin tid gik ind og købte aktier i det skrantende golfcenter med 300 fritidshuse, som det sjællandske firma Flexplan havde stået for.
Sammen med Birdie Thinggaard og Hans Møller blev Lars Larsen hovedaktionær i centeret, som han siden overtog alene. Heldigvis for golfcenteret var Lars Larsen bidt af golf og Gatten, og heldigvis var der gode penge at tjene på dyner og boligudstyr, for det økonomiske hul i centeret var noget større end hullet på en golfbane.
Og ikke nok med, at der blev fyldt huller, der blev også investeret. En ny 18-hullers bane, så man nu havde både Old Course og New Course. Centerområde med restaurant, cafe, shop, bowling og meget mere.
Efter Lars Larsens død driver familien stedet videre, og der udbygges yderligere med idrætshal, paddletennis og diverse vandsportsaktiviteter. Golf er blevet en familiesport, og centeret i Gatten spiller med på alle strenge.
Lars Larsen var primus motor i at få en stor turnering til stedet, og det lykkedes med Made In Denmark, som for første gang blev spillet i Gatten i 2014. I 2018 blev der spillet i Silkeborg, men nu er turneringen hjemme, hvor den hører til, hvilket også afspejles i navnet som nu er Made In Himmerland.
Torsdag blev der spillet første runde, og med perfekt vejr, var det også en perfekt dag, at gå rundt på det store og flotte anlæg. Mit temperament er ikke til selv at svinge køllerne, men jeg er fascineret af sporten, som i dag er en folkesport modsat tidligere, hvor snobberiets skær ganske velfortjent hang over banerne.
At sporten er blevet folkelig ser og hører man også ved det berømte hul 16, Himmerland Hill. Her kommer spillerne fra hul 15, og på vej til teestedet skal de igennem et øltelt, hvor diskotrommerne buldrer og publikum klapper, så man føler sig henvist til et tyrolerfest, når spillerne går gennem teltet.
Det grå guld spiller golf som aldrig før, og det kunne da også ses på tilskuerne denne torsdag, hvor størsteparten har været pensioneret længere end den måned, jeg har været det…
Jeg har på min hjemmeside og min blog brugt en del linjer på at skrive om vesthimmerlandsk rock og pop - primært med rødder tilbage i 70'erne. Nye navne har dog også fundet vej bl.a. The Rumour Said Fire, som toppede for en snes år siden.
Nu skriver et nyt ungt band sig så ind i bloghistorien. Florines er et rockband med stort R, som har rødder i det vethimmerlandske med en bassist fra Farsø, en guitarist og sanger fra Aalestrup, en trommeslager fra Vindblæs og en guitarist, som skiller sig lidt ud ved at komme fra Brønderslev.
Mit første møde med gruppe var til FarSØFestival i forsommeren. En endags musikfestival primært med lokale musiknavne og enkelt lidt mere kendt i skikkelse af Jakob Sveistrup, som vist har været med i Melodi Grand Prix engang.
Jeg kendte ikke noget til Florines, før de entrede scenen, men jeg var solgt fra første akkord i deres sæt. Rock med rødder, en karismatik forsanger, som ikke er bange for at gå salig Jim Morrison i bedene, og flere numre med lækker dobbelt leadguitar, som man f.eks kender det fra Thin Lizzy og Wishbone Ash.
Der spilles melodiøs rock uden de store dikkedarer - det er som om, man har hørt numrene før, selv om det er første gang, man hører dem - uden at der på nogen måde er tale om plagiat eller kopiband. Man fornemmer bare, at de her gutter har deres musikalske rødder lidt længere tilbage end, hvad der ellers er gældende for mange nye bands. Her er keyboards og samplinger nogo, og man ser bare nogle musikere, som har det sjovt med at spille rockmusik sammen.
Jeg har naturligvis fundet gruppens musik på Spotify, og i lang tid har det været lydsporet, når jeg har kørt bil. Forhåbentlig får de på et tidspunkt udgivet noget på vinyl, for så er jeg den første i køen til at købe et eksemplar.
Musikken er produceret af Søren Christensen fra The Blue Van (Brønderslev), og det sikrer den autentiske lyd, som holder både på lyd og video. I øvrigt har gruppen lavet nogle flotte og velproducerede videoer.
Historien bag bandet er lidt sjov, idet medlemmerne har fundet hinanden via Facebook. De har så fundet ud af, at de klikker sammen, og det er da også den fornemmelse man har, når man ser dem på en scene.
Kig og lyt videoen og find dem evt. på Spotify, eller endnu bedre find et sted, hvor de spiller live, og gå hen og hør dem. Du kan starte i Nibe, lige her under:
Syd for Aarhus ligger det arkitektonisk smukke Moesgaard Museum, som er kæmpestort men alligevel falder naturligt ind i det kuperede landskab, som det er placeret i.
Jeg har tidligere besøgt museet, som især beskæftiger sig med etnografi og arkæologi. Foruden de faste udstillinger, som bl.a. indbefatter Grauballemanden, er der skiftende specialudstillinger.
Det var netop en specialudstilling, som trak mig og Thomas til Moesgaard onsdag. Vi ville gerne se RUS - Vikingerne i Øst, som beskriver vikingernes togter via de russiske og ukrainske floder til bl.a. Kiev, Konstantinopel og Bagdad. De sidste to byer var kulturelle og handelsmæssige mastodonter på grænsen mellem Europa og Asien.
Til den flot scenograferede udstillinger er der lånt flere tusinde genstande hjem fra udenlandske museer, især fra Ukraine, hvor der er gjort flotte og imponerende fund af genstande i sølv og guld. Netop sølvet var det, der i første omgang trak vikingerne mod øst, men også slaver og skind var eftertragtede varer for de skandinaviske gæster, som førte sig frem med en blanding af brutalitet og samarbejde.
Vi var bestemt ikke de eneste gæster i udstillingen denne onsdag formiddag, men der var nu god plads. Eneste anke kunne være, at udstillingen er så omfattende, at man ikke kan nå at læse alle detaljer og sætte sig ind i hele historien. Men så kan den skabe inspiration, og man kan sidenhen søge information andre steder.
Vi nåede også rundt om nogle af de permanente udstillinger, bl.a. om, hvordan døden opfattes i forskellige kulturer. I Mexico fejrer man således allehelgensdag, hvor der er dækket op med mad og drikke, når de døde kommer på besøg den 1. november. Der er også en lille afdeling, som fortæller om, hvorledes fire danskere har forvaltet de arveting, som de fik fra afdøde forældre eller bedsteforældre - en anden måde at bevare forbindelsen til de døde på.
I den arkæologiske afdeling var vi naturligvis også et smut omkring Grauballemanden, som efter mange tusinde års ophold i en mose, nu har fået en hædersplads på Moesgaard.
Museet er bestemt et besøg værd - udstillingen RUS kan ses frem til den 11. september.
Vi var på Sjælland tirsdag og onsdag, hvor målet et besøg på Spejdernes Lejr 2022, som finder sted i det store rekreative område Hedeland syd for Hedehusene.
Med 32.000 deltagere er lejren på størrelse med en mellemstor dansk provinsby som f.eks. Holstebro. Den store lejr er opdelt i underlejre, hvor spejderne bor i Roskilde, Greve og Høje Taastrup, som også er de tre kommuner, der lægger arealer og faciliteter til lejren. Lejren er for de uniformerede danske spejderkorps, samt for udenlandske gæster fra ikke mindre end 53 forskellige lande.
Spejderne fra Vesthimmerland bor på et samlet område i underlejr Roskilde. Hver gruppe har etableret sin egen plads med telte til overnatning, køkkentelt, spiseplads, bålsted og naturligvis - den obligatoriske fedtfælde. Den var dog noget besværlig at få gravet, da jorden i Hedeland, som er en gammel grusgrav, er ualmindelig hård og stenet.
Det er en fornøjelse at besøge sådan en stor lejr, som er godt organiseret og fylde med beboere, hvor fællesskabet og lysten til at være mere end sig selv er fremherskende. Opholdet på lejrens centrale plads stod i skarp kontrast til min oplevelse på Nibe Festivals centrale plads. På Spejdernes Lejr skulle man være mere end almindelig god detektiv, hvis man ville finde et stykke affald udenfor skraldespandene, medens de tilsvarende på Nibe nærmest stod gabende tomme, medens plastikkrus, cigaretskod og meget andet flød overalt på pladsen…Og lur mig, om en uge, når spejderlejren er slut på søndag, går der mindre end en uge, før man kun kan se de nedtrampede stier som et tegn på, at lejren har været der. På den nærliggende festivalplads i Roskilde bruger man 3 måneder på at rydde op!
Jeg ved godt, at det er to forskellige aktiviteter, men alligevel….
Vi besøgte de blå spejdere fra Farsø, som hyggede sig i deres lejr og ellers deltog i nogle af de mange aktiviteter, som lejren tilbyder. Vores yngste søn er med som voksenhjælper på lejren, hvor han er i underlejrens cafe, og ellers opholder han sig hos Farsø-gruppen og hjælper til med lidt af hvert.
Vi var onsdag med til at fejre Jacob og Simon, som havde fødselsdag. Der blev sunget, serveret kagemand og råbte henholdsvis 11 og 12 hurraer. Lidt for tidligt, skulle det vise sig, for et familiemedlem kunne efterfølgende fortælle, at det først var torsdag, de unge herrer fyldte år…Tiden har det med at flyde ud, og ingen af de involverede havde selv bemærket, at noget var galt. Men pyt, så blev de bare fejret igen dagen efter.
Nu nævnte jeg lidt kritisk Roskilde Festival, men de skal dog også roses for at stille en række telte op, som en gruppe ukrainske spejdere kunne bruge til overnatning på lejren, hvor de forhåbentlig får et afbræk fra den grusomme krig, som deres land er blevet kastet ind i.
Vi nåede også et smut omkring lejrens centrale plads, hvor der er pressecenter, information, aktivitetstelte og - ikke mindst - to store telte med butikker, hvor der forhandles spejder- og fritidsudstyr. Et populært sted for spejderne at besøge, og hvor skejserne, som var indsat på det elektroniske armbånd, fik lov at rulle, så mor og far derhjemme formentlig er blevet bedt om at indsætte flere likvide midler på skejserkontoen.
Igen i år har vi været en tur på Mors for at besøge Højriis Slot. Her kan man hvert år opleve et nyt mordmystrium på det gamle slot, hvor en flok unge skuespillere og en dygtig instruktør og regissør skaber den helt rette stemning omkring mordgåden.
Denne gang gjaldt det et plot, som involverede en norsk eventyrer og, naturligvis, en greve, som dog er bortrejst. Til gengæld er grevens datter og hans søster at finde på slottet. Man møder også et par herlige og mystiske russiske tvillinger. Leni og Leni, en oldfrue, en kammertjener, som nok er blevet myrdet, samt en sagfører, som måske ikke er det, han udgiver sig for. Desuden spiller også en kat og en hund med i stykket, hvis de gider…
Ved indgangen får man en tekst, som introducerer karaktererne, man møder. Desuden får man et lille hæfte, som giver små hints til, hvad man skal være opmærksom på, når man går rundt i kældre, sale og værelser på Højriis.
Skuespillerne vandrer rundt på slottet og snakker med hinanden om stort og småt. Jeg tror ikke, der er nogen direkte hints at hente i deres replikker, men det er ganske underholdende at høre norske Harald Baard udveksle dramatiske barndomsminder med Grev Stroganov.
Plottet kredser om pelsdyr i form af hermeliner, skjult kærlighed, spillegæld, spionage, gift og meget andet. De forskellige værelser og rum er indrettet specielt til handlingen, således finder man både ski, et smukt vinterlandskab og et kort over Norge på Haralds værelse, medens de russiske tvillinger er omgivet af Babushkadukker på deres soveværelse. Det er de små detaljer, som gør det hele så gennemført.
Man kan ikke nøjes med at gå en tur rundt på slottet, man er nødt til at gå tilbage for at undersøge rummene og for måske at møde karaktererne, som kan opholde sig alle steder på slottet i færd med mange forskellige gøremål - ikke mindst de to mystiske tvillinger, som hele tiden spejder og våger er forrygende sjove at følge. Og de formår mere end en gang at forskrække de stakkels gæster, som pludselig møder det mystiske par bag en dør eller en stueplante…
Et par timer bliver hurtigt slået ihjel, og til slut kan man ende sin tur ved hundehuset, hvor den skotske terrier Aielan, som man møder rundt på slottet både som vejviserskilt og i levende liv, bor. Her kan man få løsningen på mordgåden og få bekræftet, om man har fundet frem til offer, morder og motiv.
Det er andet år i træk, vi gæster mordgåden i Højriis, og mon ikke vi pudser forstørrelsesglasset og er klar igen næste år.
I den sydøstlige del af Kolding finder man et kæmpestort park- og haveareal: Geografisk Have. Som navnet antyder, er det en have, hvor man kan finde planter og træer fra hele verden. Desuden er der i et hjørne af parken en fin miniby, som viser, hvordan Kolding så ud i årene fra 1860-70.
Den geografiske have blev anlagt af en privatmand, Aksel Olsen, som prøvede at plante mere end 6000 forskellige planter fra andre dele af verden for at se, om de kunne trives i det danske klima. Det kunne mange af dem, og mere end 2000 af disse planter står stadig i den mere end 100 år gamle have, som siden 1968 har været en offentlig besøgshave.
I det store område kan man følge en 1,8 kilometer lang hjertesti, som bringer dig gennem forskellige verdensdele med de planter, som er karakteristiske for dem. Vi fandt bl.a. enorme udgaver af den den kinesiske vandgran vi har hjemme i haven, akkurat som Gunnera-planterne fra Sydamerika er noget større i Kolding end hjemme i Farsø!
Kolding Miniby er inkluderet i entreen til den Geografiske Have. Byen er en tro kopi af Kolding, som den så ud i årene mellem 1860-70. Det betyder bl.a., at Koldinghus står som en ruin. Byen er bygget efter gamle matrikelkort og terrænkoter og størrelsesforholdet er 1:10. Noget af det, som adskiller minibyen i Kolding fra andre, er de små detaljer med mennesker på gaderne og i baggårdene samt at der ofte er noget bag vinduerne - f.eks. udstillinger i butiksvinduerne.
Alene til slotsruinen af Koldinghus er der anvendt 1 mio. små mursten, som man selv støber og brænder i minibyens værksted, hvor frivillige mødes hver formiddag for at hygge og arbejde.
Kolding Miniby blev indviet i 2012 og efter planen skal den stå færdig i 2026. Kolding byder også på kunstmuseet Trapholt, hvor der er forskellige udstillinger. I det store parkanlæg finder man arkitekten Arne Jakobsens modulsommerhus, som aldrig blev sat i produktion. Prøvemodellen på Kubeflex-huset brugte familien Jakobsen som sommerhus i mange år, men det er nu flyttet fra Sjælland til Trapholt. Huset er indrettet som det demohus, man i sin tid viste frem, hvor det er fyldt med Arne Jakobsens værker fra bestik til møbler. Det blev ikke til et besøg på Trapholt denne gang - men jeg var der for nogle år siden.
Kolding er Danmarks 7. Største by med sine mere end 61.000 indbyggere - i øvrigt i stærk konkurrence med Vejle og Horsens som følger lige efter med bare nogle få hundrede indbyggere færre. Udviklingen i de senere år kan tyde på, at Vejle måske overhaler naboen mod syd på et tidspunkt.
Koldinghus er naturligvis byens store attraktion - det gamle kongeslot fra slutningen af 1200-tallet byder på masser af Danmarkshistorie. Slottet brændte i 1808, da spanske lejetropper fyrede lidt for hårdt i kaminerne. Derefter stod slottet og forfaldt, og dele af det blev brugt i lokale byggeprojekter, som man også kender det fra andre egne af landet, f.eks. Vitskøl Kloster. I 1930'erne blev det karakteristiske tårn genopbygget, og op til 1975 gennemgik slottet en større renovering og genopbygning under ledelse af arkitektægteparret Exner. I dag er slottet museum med fokus rettet på de danske konger og dronninger.
Ved siden af slottet ligger Staldgården, som gennem tiderne har været benyttet til opstaldning og træning af heste. I dag er der bl.a. et besættelsesmuseum, som fortæller om den danske frihedskamp på egnen. Gestapo havde hovedkvarter på gården fra 1943-45, og fra den tid er den berygtede celle II bevaret. Her vises i dag et filmshow om perioden. På cellens vægge har de indsatte ridset navne og digte - en stærk oplevelse at står i denne "Helvedes forgård".
Kolding bys opbygning er præget af, at jernbanen og en å skærer tværs gennem centrum. Området omkring jernbanestationen er lidt kedeligt og trist, men i den gamle bydel nedenfor Koldinghus er der et hyggeligt gågademiljø med gader på kryds og tværs. Det strækker sig over til åen, hvor også jernbanen fører ud af byen på højtliggende skinner, som gør togene meget synlige og hørbare, når de ruller ind og ud fra stationen.
Ved en gammel bro over åen er der restauranter og cafeer helt ned til åen, som man også kender det fra Aarhus - og ikke langt derfra finder man Junglerecords, som handler med nye og brugte plader. Der blev købt et par stykker, en med Neil Young og en med danske Secret Oyster.
Sydøst for Kolding finder vi Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken, som med sine 113 meter giver et flot vue ud over landskabet og Lillebælt.
Historisk rager Skamlingsbanken også op, som stedet, hvor politikere og andre har brugt det talte ord i kampen for frihed og rettigheder. Navnligt i forhold til det sønderjyske spørgsmål og om genvindelsen af det tabte land, som lå lige syd for det kuperede område, som er skabt under og efter den sidste istid.
Efter det katastrofale nederlag ved Dybbøl i 1864 måtte Danmark afgive store områder til Preussen - den nye grænse gik fra Hejlsminde og mod vest, hvor den følger Kongeåen til et stykke syd for Ribe. Dermed blev Ribe og Kolding to store grænsebyer i Danmark.
På talerstolen i slugterne ved Skamlingsbanken har store danskere agiteret for, at det gamle land skulle tilbage. Det kom det i 1920, og de mange stenstøtter og skulpturer bevarer nogle af disse navne for eftertiden.
Efter befrielsen blev der holdt et stort folkemøde på Skamlingsbanken, hvor op mod 100.000 mennesker var samlet.
Et mindesmærke for sønderjyske frihedskæmpere, som faldt i årene 1940-45 er rejst som et klokketårn, hvor alle navnene er skrevet på store stentavler. Klokketårnet spiller i sommerhalvåret flere gange om dagen indledningen til Prins Jørgens March, som var kendesignalet, når der blev sendt nyheder til Danmark fra London.
Der er flere flotte gåture i området - vi valgte udsigtsruten, som giver flotte udsigter ind mod Kolding og ud over landskabet og Lillebælt.
