Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses
HER
-0-
Badehusene i Blokhus
21-09-2015
Der har godt nok være stille her på bloggen længe. Det skal der rådes bod på - med en blog om Blokhus!
I forbindelse med den årlige personaletur, som denne gang gik til Vendsyssel, besøgte vi bl.a. Halvorsminde Efterskole i Hjørring, et saltsyderi ved Blokhus og så naturligvis badebyen Blokhus, som var ganske velbesøgt denne smukke septembersøndag.
På stranden finder man de karakteristiske hvide badehuse, som kommer op hvert år til sommer, og som skal være nede igen den 30. september. Husene er ofte gået i arv, og når der endelig er et til salg, er der venteliste af købere.
Husene stammer fra den tid i 1800-tallet, hvor Blokhus også blev en badeby efter i mange år at have været en fiskerby. Blufærdigheden gjorde, at man ikke sådan badede fra åben strand . det gjorde man fra badehusene, som blev trukket ud i vandet af heste, og så kunne man ellers gå direkte fra huset og ud i Vesterhavets forfriskende bølger.
Siden da er badekulturen ændret, og nu fungerer husene som en slags "strand-kolonihavehuse", hvor man kan nyde vesterhavet, kaffen og madpakken i tørvejr og læ for vind og flyvesand. Vi andre, som ikke er så heldige at have et badehus, kan så bruge den moderne udgave, bilen, som jo i den grad har indtaget strandene på vestkysten. Som regel fungerer det fint, men der er dog enkelte tåber, som ikke forstår at tage hensyn til andre end sig selv, når de fræser i sandet.
Der er også moderne badehuse bag klitterne, men det er dog en anderledes og noget grimmere arkitektur end de charmerende, hvide huse, som der findes i alt 47 af i dag.