På vores lille weekendtur til København var vi ved middagstid i den indre by, hvor vi spise frokostbuffet på Dallevalle, som er en cafe indrettet i det gamle Daells Varehus. Maden er ikke prangende, men der er rigeligt og prisen er rimelig: Familien på 4 kunne spise for en samlet pris på 475 kr.

Efter frokost delte vi: Hedvig og Morten gik deres vej, medens Thomas og jeg gik vores vej. Vi ville nemlig besøge Tøjhusmuseet, som jeg tit har tænkt på at besøge men aldrig fået gjort. Det gjorde jeg så nu, og Thomas var helt med på ideen.

I den store kanonhal er der et væld af artilleri og luftværnskanoner, som er brugt i den danske hær gennem tiden. Mest interessant var dog den særudstilling, som er opbygget i den ene side af den store hal. Her går man ind i et typisk dansk ungdomsværelse med Piratos på bordet, fodboldplakater på væggene og en computer på skrivebordet. PC-skærmen antydede, hvem der boede på værelser, for over skærmen rullede “Min sidste vilje”, som er en slags testamente, som udsendte soldater kan udfylde - barskt men nødvendigt, når man drager i krig!

Fra værelset gik vi igennem et rum, som illuderede et fly fyldt med soldater, og da vi gik ned af rampen, var vi ankommet til Afghanistan. Her er opbygget en lejr, som de danske kampgrupper bor i. De fleste af genstandene i udstillingen er hentet hjem fra Afghanistan og der er derfor en stor grad af autencitet over det hele med slidte og ramponerede genstande, toiletdøre med grafitti og det lille køkkenbord med mikroovn og feltrationer i stakkevis. Lyd og lys er også en vigtig del af udstillingen, hvor lyset til tider dæmpes for at vise lejren i forskellig belysning. Over hovederne på os kunne vi høre fly og helikoptere i luften - alt sammen meget virkningsfuld og en smule skræmmende.

Udstillingen er rost fra mange sider, og den største ros er vel, når tidligere udsendte erklærer, at det er som at være tilbage i lejren i Afghanistan. Udstillingen har sin egen hjemmeside.

På førstesalen i Tøjhusmuseet er der en række montrer som udstiller genstande fra de krige, Danmark har deltaget i gennem de seneste 500 år.

Efter den oplevelse drog vi tilbage til Østerbro, hvor Thomas skulle til fest med den sprogskole han var på i sommerferien. Hedvig og Morten tog i Tivolis Koncertsal for at se en flot og ny opsætning af en række af H C Andersens eventyr, hvor den nyeste teknologi blev taget i brug i scenografien.

Senere på aftenen mødtes vi allesammen i Tivoli, hvor vi så årets sidste store fyrværkeri, som i bedste Olsen Banden stil blev afviklet til tonerne af Lumbyes “Champagnegaloppen”, hvor timingen var imponerende, når raketternes knald “spillede sammen” med musikken.

Lørdag var København tilsmilet af smukt efterårsvejr. Blå himmel og klar luft inviterede nærmest til, at vi tog gåturen fra Østerbro til City.

Sortedamssøen er den sidste i rækken af søer, når man bevæger sig mod øst. Her er masser af fugle og fisk og rundt om søen en hel del repræsentanter af arten “motionsløbere”. I denne østlige ende er en stor del af søen inddraget til det store metroprojekt, som vækker nogen debat med støjgener og lignende. Vi var nu ikke generet af støjen, men kunne da godt se, at det er noget som fylder mange steder i byen. Fra selskabets side har man hegnet byggepladserne ind med grønne vægge, som er forsynet med store kunstværker.

På den anden side fandt vi Holmens Kirkegård, som i efterårssolen var en smuk lille oase i storbyen. Oprindeligt var det flådens kirkegård og kun tiltænkt fattige og ubemidlede, men efterhånden som kirkegårdene rundt om i byen blev fyldt op, kom også det bedre borgerskab til at ligge på “skibskirkegården”. Hæren havde også sin egen: Garnisonskirkegården, som dog er noget yngre end Holmens Kirkegård. Flere kendte danskere ligger begravet her, bl.a. komponisten H. C. Lumbye, grundlæggerne af skibsværftet Burmeister & Wain og forfatteren Emma Gad. Kirkegårdens kapel er meget iøjnefaldende og karakteristisk med sin udformning som en norsk stavkirke.

Fra Holmens Kirkegård bevægede vi os gennem Østre Anlæg og forbi Statens Museum for Kunst og over til den smukke Kongens Have med det lille slot Rosenborg. Vi kiggede indenfor og fik også set kronjuvelerne i skatkammeret under slottet.

Vores lille spadseretur gennem byens grønne oaser havde nu brag os til kanten af midtbyen med dens travle virvar af biler, cykler og fodgængere. Hvad byen så havde at byde på for vores vedkommende, vil blive beskrevet i den næste blog.

I weekenden skulle Thomas til København, hvor der var gensynsfest i forbindelse med den sprogskole, han var på i sommerferien. Vi benyttede lejligheden til at lave en weekendtur ud af det for hele familien.

Transporten lod vi DSB om at klare - som minigruppe kunne vi stort set komme lige så billigt med toget, som det ville være at køre selv. Dertil slap vi for at skulle finde og betale for parkering i København - og jeg slap for at køre rundt i storbyen, som jeg finder ret stressende.

Vi havde på forhånd undersøgt forskellige vandrehjem og lignende men faldt så over et hotel i Ryesgade. Hotel Rye er et lillebitte hotel, som er indrettet i et tidligere plejehjem. Man kommer ind via en ganske normal opgang med almindelige lejligheder. Hotellet råder over to etager og der er morgenmad i en hyggelig spisestue, hvor vi vel kunne være 18-20 mennesker af gangen. Var der ikke lige plads, kunne man vente i opholdsstuen, som var lige så hyggelig som spisestuen - hjemligt og anderledes fra hvad man normalt finder på hoteller og hostels.

Værtsparret kræsede med en udsøgt morgenmad med hjemmelavede pandekage, hjemmebagte boller og blødkogte æg, som var perfekt tilberedte - normalt lidt af en sjældenhed på de hoteller, jeg har frekventeret gennem tiden.

Vi nød den hjemlige og hyggelige atmosfære. Bad og toiletter var på gangene, men der var naturligvis lagt slåbrok og hjemmefutter frem til alle. Ganske hyggeligt, som vi allesammen tøffede rundt og pænt ventede på, at der blev plads på et af de to badeværelser.

Hotellet ligger på Østerbro, en enkelt blok fra Sortedamssøen og med blot få minutters gang til Triangelen. Det var således let at komme til og fra byen med bus.

Hvad vi så foretog os i hovedstaden, vil man kunne læse om i de næste par blogs.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om skuespillet “Den hæse drage”, som jeg opførte som en skolekomedie tilbage i folkeskoletiden.

Som stor fan af dansk beatmusik fra slut 60’erne og start 70’erne er jeg også begejstret for den danske gruppe The Beefeaters, som leverede noget flot musik med inspiration fra rock, pop, soul og blues. Jeg har et par gamle LP’er med gruppen. Jeg ved også, at gruppen i sin tid lavede en plade med musik til netop Benny Andersens populære komedie om den hæse drage.

Jeg har dog aldrig set pladen - selv om jeg har været til en del plademesser og rodet rundt i ret så mange pladekasser gennem tiden.

Men det har jeg nu. Faktisk står pladen nu i min reol. Forklaringen er, at en af mine gode venner en dag droppede et par kasser med gamle LP’er af i min kælder. Det meste af musikken var 80’er rock og pop og der var en del, som jeg ikke havde i forvejen. Den første hurtige gennemgang af kasser resulterede i, at Michael Jackson og Fleetwood Mac røg med op i stuen. Lidt senere fik jeg tid til en mere detaljeret gennemgang, og sad så pludselig med Beefeaters og “Den hæse drage” i hænderne! Sikke en overraskelse.

Pladen røg naturligvis på afspilleren med det samme og det viser sig at være en indspilning med Det Lille Teater og Beefeaters. Så nu kan jeg høre hele skuespillet - inklusive min egen replik, hvor jeg skulle sige: “Det hedder nu agurk”, medens min skolekammerat skulle påstå, at det hed “agork”.

Jeg har googlet lidt og fundet ud af, at pladen måske ikke er så sjælden, som jeg troede. Det er nu heller ikke det vigtigste, det er det til gengæld, at jeg nu kan høre det gamle skuespil og Beefeaters.

Fantastisk. Tak Per og Marianne.