Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Campus Halle

  • Håndbold-lørdag
    11-03-2012
    Det har udviklet sig til en hel håndbolduge.   Lørdag var vi med den lokale håndboldklub på tur til Flensborg, hvor vi i den imponerende Campus Halle så lokalbraget mellem Flensburg Handewitt og naboerne fra Hamburger Sports Verein. Begge hold med danskere på holdet, Hamburg med Hans Lindberg, medens Flensburg kan mønstre en hel håndfuld i skikkelse af Thomas Mogensen, Lasse Svan Hansen, Michael Knudsen, Anders Eggert og Søren Rasmussen.   Stemningen i Campus Halle er helt enestående, specielt på nordtribunen, hvor vi stod med de lokale hardcore fans. Modsat mindre grupper af danske fodboldtilskuere, kan man her tale om ægte fans, som skaber en forrygende stemning under ordnede forhold. Man kan roligt tage sine børn med til håndbold i Hôlle Nord. Sang, trommer og håndboldbegejstring kendetegner stemningen, som denne martslørdag ikke blev ringere af, at hamburgerne blev sendt hjem med et nederlag på 36-30.   Efter kampen hilser hjemmeholdets spillere på publikum, og man slutter altid af ved nordtribunen, hvor spillerne sætter sig med ansigtet mod deres fans, medens en af spillerne kravler op på tribunen og styrer kampråbene med en megafon.   Afslutningsvis er der autografskrivning på banen, hvor spillerne igen tager sig god tid til at skrive på trøjer, bolde, programmer og halstørklæder - og blive fotograferet sammen med børn - og mødre (den sidste var til min kone!). På billedet herover er det dog min søn Thomas sammen med stregspilleren Michael V. Knudsen - det er Thomas til venstre....   Køreturen hjemover er slet ikke så lang, når man har sådan en oplevelse med i bagagen - sammen med de obligatoriske øl- og sodavandsdåserne fra helvedet i de tyske grænsekiosker!  

 
 
Per Lyngby