Der er kommet et par mails fra Bjørn Haman, som er søn af Poul og Anni, der i sin tid startede Storm T i Farsø.
Bjørn skriver bl.a. om tilblivelsen af navnet, og det er ganske som Jesper Hansen skriver, inspireret af Storm P. Poul Haman blev advaret om, at Storm Pablo med forkortelsen Storm P nok ville kunne give problemer med hensyn til ophavsret i forhold til den danske forfatter og tegner Storm P. Derfor blev det altså til Limfjordspiraten Storm Træben - Storm T!
Bjørn har også henledt opmærksomheden på, at der på Facebook er en gruppe, som er dedikeret til Storm T. Her skriver folk deres oplevelser med værtshuset/diskoteket i Farsø, hvor man bl.a. i de tidlige år kunne opleve livemusik med Niels Hausgaard og De Gyldne Løver. Førstnævnte var jo ikke dyr i kørepenge, da han boede på en gård mellem Farsø og Strandby.
Med hensyn til grillbaren ved siden af, så har Bjørn sendt mig et sjovt billede af Grill Snack. På væggene udenfor hænger reklameskilte, bl.a. en hot dog med noget der ligner Fedtmule inden i og et skilt til højre, som til forveksling ligner Anders And. Også her kunne man forvente problemer med copyright, men Disneykoncernen rettede nu aldrig søgelyset mod Farsø, så de flotte tegninger, som Poul Haman selv havde lavet, fik lov at leve deres eget liv i Vesthimmerland.
Bjørn Haman har sin fars gamle scrapbøger og vi har en aftale om, at vi en gang vil lave lidt mere historie om det legendariske værtshus i Farsø.
Den tid den glæde. Tak til Bjørn for det herlige vinterfoto af Grill Snack, hvor man kan ane hans mor Anni inde bag ruden. Billedet er formentlig fra 1972 eller 1973. Bemærk, at der stadig er tæppeforretning ved siden af.
Kommentarer
1