Sidste år kunne jeg desværre ikke få det passet ind, så jeg kunne se, opleve og høre det nordjyske musikprojekt Album, hvor en gruppe til lejligheden sammensatte musikere spillede Eagles-albummet Hotel California fra ende til anden.
Fredag aften fik jeg taget grundig revanche, da jeg sammen med fruen og en god kollega havde løst billet til 2018-udgaven af Album, som denne gang, modigt, bandt an med David Bowies “The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars”, som oprindeligt udkom i 1972. Dertil fik vi efter pausen en kronologisk gennemspilning af en række af Bowies største hits, helt frem til det sidste album Black Star, som udkom få dage før rockstjernens død i januar 2016.
Det sammensatte band bestod af en række dygtige nordjyske musikere med flere års erfaring - suppleret med et par lokale, unge talenter fra Skørping - et brødrepar, som med deres violiner fik lagt den rette strygerlyd på flere af numrene.
Helt bevidst havde man lagt sig tæt op af den originale stil i numrene, som dog også blev leveret med et drys personlig stil - sangeren, Henrik Fevre, sang således med en stemme, som lå tæt op af Bowies, uden på nogen måde at forfalde til totalt plagiat. Det var rigtig godt.
De to guitarister gjorde det godt, Thomas Vammen Jensen tog sig af de lidt pænere, tekniske soli, medens Rikke Noor tog sig af de mere rå passager, akkurat som hun leverede en bluespræget vokal på nummeret Lady Stardust. Bassen blev trakteret af Signe Wang Carlsen - støt, solidt og melodiøs, som også Trevor Bolder gjorde det på det originale album.
De to unge violinister Emil og Rasmus Balslev under ledelse af færøske Sigrid Rasmussen, som også selv spillede violin og sang, er normalt til klassisk musik, men lagde et fint lag på de numre, hvor Bowie selv havde lagt strygere ind.
Kapelmester Søren Keppler spillede selv trommer, og stod således for introdduktionen og de allerførste toner, da han trommede åbningsnummeret “Five Years” i gang. Keyboardsspilleren Johannes Aaen Jensen samlede trådene på sit røde Korg med en lækker Leslie bag sig. Endelig var der også blæs i form af saxofon, som blev fremragende trakteret af Jakob Skov Nørgaard, som emmede af spilleglæde hele vejen igennem koncerten - hans saxofonsolo helt fremme på scenekanten fremkaldte vist aftenens største bifald….
Andet sæt bød på en række potpurier med klassiske Bowie-numre, Heroes, China Girl, Let’s Dance, Absolute Beginners og afslutningsvis Black Star/Lazarus, som er Bowies selvskrevne dødsmesse. Effektfuld afsluttet ved at hver enkelt af musikerne efter tur forlod scenen, hvor kun saxofonisten stod tilbage og sendte de døende (!) toner ud i lokalet.
Efter den afslutning var det næsten umuligt at byde på et ekstranummer. Men nu var temaet jo Album, så meget passende fik vi endnu en gang titelnummeret Ziggy Stardust, inden koncerten var slut.
Normalt har jeg mit kamera med til koncerter - jeg elsker det udfordrende lys. Men denne aften nød jeg musikken og lod mobilen tage et par tvivlsomme fotos.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg