Manuskript og instruktion: Tina Boye
Anmeldt af Per Lyngby



Fredag var jeg traditionen tro til premiere på musical på min gamle efterskole, HCI i Haverslev.

 

I år er musicalen flyttet tre uger frem, så den ikke spilles den sidste dag, inden eleverne drager hjem på juleferie. Dermed er man også lidt mere frit stillet, så det ikke nødvendigvis behøver at handle om jul og nisser. Det har det nu heller ikke altid gjort tidligere, hvor der også har været ganske alvorlige ting på scenen som f.eks. den tragiske "Drengen i den stribede pyjamas” eller klassikeren “Midt om natten”.

En anden markant ændring er, at det ikke er den mangeårige instruktør- og manuskriptforfatter Stig Ottesen, som står med tøjlerne. Han har søgt nye græsgange, så i stedet er det en anden gammel kollega, Tina Boye, som har skrevet og instrueret.

Stig, som var inkarneret nisse- og julehader, fik flere gange flettet jul ind i sine historier alligevel. Det er derfor lidt paradoksalt, at Tina er gået den helt anden vej og helt har undladt at lade den kommende højtid være en del af fortællingen. Hun har i stedet fundet inspiration i gode gamle Morten Korch og hans dramaer, hvor alt ender i fryd og gammen.

 

Scenen er sat i byen Munkemølle, hvor en borgmester ikke har helt rent mel i posen, da et supermarked vil bygge lige der, hvor byens grønne park ligger. Lidt penge under bordet - bogstavelig talt, for de bliver gemt under sofabordet, gør den gode borgmester særdeles samarbejdsvillig, mens viceborgmestereren har moralske skrupler, på trods af, at han også kan få del i bestikkelseskagen. Dog en mindre del, end borgmesteren selv agter at tage, men det nævner han naturligvis ikke for sin vicer.

 

Borgerne protesterer, men bliver naturligvis ikke hørt, og så må kærligheden træde til. Borgmestersønnen Peter, som har bakket sin far op, og mistet sin kæreste, gennemskuer rænkespillet, og involverer byens stærke kvinder i sagen. Det samme gør viceborgmesteren, som har fået kolde fødder, så snart sidder borgmesteren og pengemændene bag tremmer, mens Peter får sin kæreste tilbage. Han går på knæ, og det hele slutter i en gigantisk brudevals.

 

Undervejs i stykket veksles der med sange leveret af kor og band, der er fantasifuld skyggespil og performanceholdet leverer spring og dans, så ikke et øje er tørt. Scenefolkene har lavet mange og flotte kulisser, der er styr på tech (!) og kostume- og sminke folkene har gjort et godt stykke arbejde, mens “Holdet i ryggen” har sørget for bagværk, underholdning og anden adspredelse for de mange involverede.

 

Er det så lykkedes med de mange fornyelser? Ja, det må anmelderen her konstatere. Rammerne er stort set de samme, og de bliver igen fint udfyldt. Historien er logisk og forståelig, og bortset fra lidt problemer med lyd og timing ved den første forestilling, forløb det fint, og mon ikke premieren senere på eftermiddagen for forældre og søskende og søndagens forestilling for bedsteforældre har siddet lige i skabet.

Bestået!!

 

Jeg er ved at rydde op på min computer, og har blandt andet fundet denne udgivelse, hvor jeg forsøgte at komme ind i kampen med de store frokostaviser.

 

Det blev kun til dette ene eksemplar, som kan læses som pdf, hvis man klikker på det. Ganske underholdende, hvis man forstår den lidt indforståede humor...

 

Lørdag eftermiddag var jeg en tur til amerikansk fodbold i Dall Villaby syd for Aalborg. Her holder det lokale hold Aalborg 89ers til i hyggelige rammer på byens fodboldstadion efter tidligere at have haft til huse hos AaB i den østlige del af Aalborg.

Aalborg 89ers spiller med i den bedste danske række, som består af 5 hold: Towers Copenhagen og Søllerød Gold Diggers fra det sjællandske og Triangle Razorbacks fra Vejle, Aarhus Tigers og Aalborg 89ers fra det jyske.

Anledningen var den, at jeg har en gammel kollega, hvis søn spiller for Aalborg. Vi har før snakket om sporten, og nu passede det lige med tiden og vejret, som viste sig fra den smukkeste side på den sidste dag i august. Samtidig kunne jeg så også tage mit kamera med og prøve at fotografere en sportsgren, som jeg ikke har fotograferet før.

 

Der spilles 11 mod 11 på banen, når kampen er i gang, men begge hold har et hav af udskiftere, så det ser voldsomt ud, når man ankommer til stadion og ser spillerne varme op med forskellige kast og øvelser. Der kan være op til 45 spillere på et hold. Fysisk er der stor forskel på spillerne, fra de forholdsvis spinkle og løbestærke til de store og stærke gutter, som skal holde modstanderne fra fadet og forsvare bolden, når holdet har den i besiddelse.

I bund og grund handler spillet om at drive bolden frem på banen og til slut havne i endzone. Sker det, har man en scoring. Vejen dertil er imidlertid fyldt med forhindringer i form af store stærke gutter, som går til stålet, når der skal tackles, så man skal ikke være bange af sig i den her sport. Kan man ikke drive bolden 10 yards frem på 4 forsøg, overtager modstanderne bolden, akkurat som de også gør, hvis de “stjæler” den ved f.eks. at gribe en aflevering. Bolden må kastes og sparkes - i øvrigt et paradoks at kalde det fodbold, for bolden er faktisk mere i hænderne end på fødderne…Det er også tilladt at løbe så langt man kan med bolden - gerne helt ned til endzone, så man kan lave en touchdown - en scoring. Man kan også score ved at sparke bolden op mellem de to høje stolper i målet.

 

Spillet sættes i gang ved at det ene hold sparker bolden langt ned på modstandernes banehalvdel. Herfra skal mostanderholdet så forsøge at drive bolden fremad, mens det forsvarende hold skal forhindre dem i det. Hver enkelt spiller har sit speciale, og det er ikke ualmindeligt, at alle 11 spillere skiftes ud, når der skiftes fra forsvar til angreb. Selv om det ofte er griberen og runneren, som får opmærksomheden, er de øvrige spillere mindst lige så vigtige, da de med deres tacklinger og screeninger skaber rammerne for deres angribere.

 

Der spilles 4 quarters a 12 minutter effektiv spilletid. Efter hver quarter bytter holdene banehalvdel, og mellem 2. og 3. quarter er der en pause på 20 minutter. Der er masser af pauser og time outs, hvor taktikken hele tiden bliver snakket igennem. En kamp i Danmark tager 2-3 timer - i USA noget længere. Men i TV-reklamernes hjemland er det vigtigt med pauser, så derfor er den effektive spilletid mindre end en tredjedel af den tid, en kamp varer.

 

Det er faktisk en svær sport at fotografere, for du skal have en fornemmelse af, hvem der modtager bolden, og hvad han agter at gøre med den. Mange gange ender det hele i en stor klump af spillere, der kæmper om bolden og om positioner. Nogle gange kan være heldig at fange en spiller, som slipper fri af klumpen og har nogenlunde frit løb med bolden - som regel med modstandere, der jagter ham. Det giver de bedste billeder. Jeg fangede heldigvis sådan et par situationer, også af min kollegas søn, Jeppe, som er det der hedder en “wide receiver"- altså en spiller, som man forsøger at aflevere bolden til, så han kan vinde meter ved at løbe med den.

 

Publikum denne lørdag i Dall Villaby er kendere - når hjemmeholdet skal forsvare råbes der “defence, defence”, og små detaljer, som jeg ikke lige ser, bliver behørigt rost og kommenteret med tilråb og jubel. Det er også tydeligt, at de mange udskiftere og staben ude på sidelinjen er en del af kampen - der bliver jublet som efter en scoring, når der sættes en god tackling og når man forhindrer modstanderne i at vinde meter.

 

Towers Copenhagen er Danmarks bedste hold, og det stod klart allerede fra første angreb, hvor Aalborg blev trykket godt og grundigt tilbage på egen banehalvdel, hvor de stort set forblev hele første quarter, som vist endte 23-0 til københavnerne. Dominansen fortsatte i de næste quarters, således at stillingen i fjerde var 40-0, men herefter lykkedes det for hjemmeholdet at reducere til slutresultatet 8-40, til stor jubel for spillerne og publikum.

Middagsmaden blev også indtaget på stadion, og den var selvfølgelig amerikansk: En burger med pommes. Dog med den tvist, at drikkelsen var en Sports Cola fra Hancock i Skive - gå hjem og vug Coca Cola…Efter lørdagens fine oplevelse i Dall står det fast, at det ikke er sidste gang, jeg drager til amerikansk fodbold - på dansk.