Onsdag eftermiddag sneg jeg mig endnu en gang ind på min gamle arbejdsplads, HCI i Haverslev. Her var der nemlig traditionen tro inviteret til julemusical, som skolens medarbejdere og elever har brugt de seneste 5 dage på at sætte op.

Jeg har selv været en del af disse musicals gennem flere år, så det er sjovt at møde ind som gæst uden ansvar og så se, hvordan de klarer skærene.

 

Det er min gamle kollega Stig Ottesen, som har skrevet og instrueret årets stykke, “Da ældstenissen forsvandt", som naturligt nok har julen som tema. Og ganske stærkt gået af den gode Stig, som ellers er erklæret julehader…

Ved min ankomst kunne jeg konstatere, at der ikke er ændret i det grundlæggende koncept, siden jeg var med, indtil for to år siden. Tilskuerne føres gennem redskabsrummene, hvor der er opbygget og bemandet forskellige tableauer med relation til årets skuespil - naturligt nok var der mange nisser i år, og ved indgangen til hallen, hvor slaget skulle slås, blev man tilbudt gløgg og pebernødder. Lækkert.

 

Scenen er som altid et udstyrsstykke i bredformat, hvor der skal være plads til skyggespil i den ene side, skuespiller på den store centrale scene og til højre et podie med plads til musikerne og det store kor. Dertil en storskærm over scenen - en skærm jeg naturligvis holdt skarpe øje med, da den i sin tid var mit ansvarsområde sammen med en god håndfuld elever. På skærmen vises der slides og film med relation til handlingen i stykket, og desuden skal Tech-folkene sørge for passende lydeffekter på udvalgte steder.

Efter den indledende sang gik stykket i gang - det skete med en fortæller, som ridsede tingenes tilstand op i Nisseboet, hvor det er vigtigt at være i besiddelse af ejerskabdokumentet for at håndhæve retten til at bo der. Herefter gik tingene sin klassiske gang med en flok nisser, som skal forsøge at redde julen og deres hjem i kampen mod grånisserne som angiveligt er deres traditionelle fjender - uden at nogen kan huske hvorfor.

 

Skuespillerne klarede deres opgave flot, tydelige og velartikulerede - noget som også lydfolkene er en del af. Musikken spillede - og det gjorde den godt. En cool pige på bas, som blev spillet med en finger. En keyboardspiller på akkord, en guitarist, som brillerede med en solo, det tror jeg ikke vi havde, da jeg var der. En rytmebevidst trommeslager, som havde overskud til at jonglere med stikkerne, når der ikke skulle bankes på de digitale trommeskind, og endelig kapelmester Clemme, som også er en rigtig god gammel kollega. Han er vild med den afdøde Led Zeppelin trommeslager, John Bonham, så derfor kører LZ naturligvis på pladespilleren, mens disse linjer skrives.

 

Til nogle af sangene blev der vist skyggespil, hvor eleverne agerer bag en hvid skærm. Det gjorde de med stor fantasi og ynde - og her fik de også lagt nogle flotte baggrunde, som fik skyggespillerne placeret i et gademiljø.
Endelig var der også performanceholdet, som leverede spring og rytmiske serie på airtracken foran scenen. Og så alle de usynlige, som havde stået for sminke, kulisser, rekvisitter, scene og meget andet, som man ikke lige tænker på også er en del af sådan et projekt. Alle blev dog præsenteret til slut, inden eleverne til slut meget stemningsfuldt sang “Dejlig er jorden”.

Og storkærmen? De overlevede den gamles kritiske blik og skal have ros for deres indsats - ikke mindst den lille film, som blev vist midt i forestillingen og hvor man bemærkede god brug af kameravinkler og klipning.

 

Fik de gode nisser med de røde huer så reddet julen og Nisseboet? Ja, det gjorde de, og de blev endda gode venner med de tidligere ærkefjender, Grånisserne. Og mon ikke historien gentager sig netop, mens disse linjer skrives, for her spilles dagens tredje og sidste forestillinger, hvor det er forældrene, som sidder og overværer løjerne, inden der skal ryddes op og juleferien kan begynde.

 

Tak til min gamle arbejdsplads og elevhold 2023-24 for en god oplevelse og nyd så ellers resten af jeres efterskoleår, hvor I stadig kan se frem til bl.a. skitur, gymnastikopvisninger og en lang række boldspilsarrangementer, hvor jeg nok ikke kan dy mig for mindst at kigge forbi, når der er NM i volleyball.

Forleden anskaffede jeg mig en stak brugte LP’er. Det er der såmænd ikke noget nyt i, det sker af og til. Denne gang lå der en Kim Larsen plade i samlingen, som også omfattede plader med Røde Mor og Neil Young.

 

“Wisdom is sexy” hedder Kim Larsen pladen, hvor han bakkes op af Bellami. Det er af mange opfattet som trubadurens lavpunkt i en karriere, som har budt på mange opture, såvel med Gasolin som i solistrollen. Men det var vist et af de albums, jeg manglede med ham, og jeg har i øvrigt aldrig hørt det i sammenhæng, kun enkelte numre i radioen og til koncerter.

Faktisk er jeg mere til ShuBiDua end til Larsen, men jeg må erkende, at han kunne noget med tekst og musik. Mange opfattede ham som en krukke - mig selv inklusive, men manden satte nok bare et filter mellem sit privatliv og offentligheden. Min opfattelse af krukkeriet hænger mest sammen med Larsens højlydte opgør med alt, hvad der hed reklame. Han gik ikke på scenen, hvis der hang en Tuborg-reklame foran, og han skulle ikke have noget med en TV-julekalender at gøre, da Fætter BR skulle være sponsor. Så langt så godt, men kæden hopper af hos mig, når samme mand stillede sig frem i medierne og promoverede tobaksindustrien i hans kamp for at bevare retten til at ryge hvor han havde lyst…

Han var da også klar til at lave lidt reklame for sig selv og mod Ekstra Bladet, da “Wisdom is sexy” udkom. Kim Larsen var i forvejen i krig med medierne, som han ikke havde noget godt forhold i denne periode. Derfor måtte ingen medier modtage et eksemplar af den nye plade, som blev produceret under stort hemmelighedskræmmeri i en villa nord for København.

Naturligvis opsnappede Ekstra Bladet et kassettebånd med 5 numre - måske demoer. Og så fik den ellers ikke for lidt på de gule spisesedler, som det store dagblad i øvrigt har lagt i graven her i efteråret. “Rocksjask” var dommen fra tabloidgiganten, og så var der for alvor krig.

Sammen med sit pladeselskab lavede Kim Larsen to helsidesannoncer i Politiken og Jyllands Posten, hvor chefredaktør og anmeldere på EB blev udstillet som drikfældige rotter i en amatøragtigt opsat annonce, som også reklamerede for videoen til “Danas have” - et af numrene fra det nye album.

Senere blev striden bilagt, og Kim Larsen kom tilbage på sporet med sit fynske band Kjukken, der lavede en række roste albums.

Tilbage til “Wisom is Sexy”, som jeg netop har haft i rotation på pladespilleren - det er umiskendeligt Larsen, måske med en lidt mere rå lyd, men egentlig synes jeg, at den på den lange baner vinder og at den hårde kritik ved udgivelsen måske var en del af mediekampen - selv om publikum også svigtede den tidligere gasser i den periode - det handler pladens første nummer om, “Mig og mit publikum”. Jeg kan da huske, at vi havde ham til forholdsvis billige penge til nogle koncerter nede ved søen. I øvrigt også noget, hvor Larsen skulle have klinket nogle skår efter en aflysning af en stort anlagt koncert i Aars nogle år tidligere. Men det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til på et andet tidspunkt…

 

Det er ved at være på tide, at jeg får genoptaget mine gåture i forskellige byer med mit kamera. Min tanke har bl.a. været, at det skulle være de små landsbyer med under 200 indbyggere i Vesthimmerland, men den er jeg gået lidt fra. Der mangler fortove og oplagte gåmuligheder i mange af disse byer, så det må i stedet blive til nogle udvalgte, der lever op til mine krav om motion - og noget at skrive om.

Jeg har også tænkt mig at kigge lidt ud over Vesthimmerlands Kommune, så nu er det alle byer i Himmerland, som er i spil.

Torsdag gjaldt det således Mariager, som har lagt navn til det, som mange betegner som Danmarks smukkeste fjord. Denne sidste dag i november var byen klædt i sne - noget som bestemt klædte den. Byen har små 2700 indbyggere og er en del af Mariagerfjord Kommune, som også indbefatter byer som Hobro, Hadsund og Arden.

 

Jeg tog udgangspunkt ved kirken, en stor og højt beliggende klosterkirke, som trods den imponerende størrelse faktisk kun er en lille kirke i forhold til den, der blev bygget midt i 1400-tallet, som er klosterkirke under Birgittiner-ordenen. Funktionen som klosterkirke blev forholdsvis kort, da det sluttede med reformationen i 1536. Klostret blev ret hurtigt overtaget af kongen, som omdannede det til landbrugsbedrift, medens Mariager by overtog kirken. Det var dog en stor mundfuld at vedligeholde den store kirke, og store dele af kirken blev nedrevet, så det kun er den nuværende del, der er tilbage af en kirke, som i storhedstiden var 4 gange større. I dag er der sognehus i det, der er tilbage af klosteret, som ligger lige ved siden af kirken.

 

Kirken og kirkegården tog sig smukt ud i det hvide vinterlandskab, hvor solen var med til at forstærke det smukke syn.

Fra kirken gik jeg ned i den gamle del af købstaden, hvor der stadig er godt gang i forretningslivet, som er meget koncentreret om den centrale del af byen. Her er også flere restauranter, og nogle af dem så også ud til at være åbne i vinterhalvåret.

Jeg fortsatte til havnen, hvor sulten blev holdt fra døren med en ganske fortrinlig flæskestegssandwich i grillbaren.

Der pågår et større arbejde på havnen, hvor der renoveres og klimasikres. Allerede oppe ved kirken kunne jeg høre de dumpe lyde af maskinen, der hugger løs i de gamle betonkajer - og her nede på havnen kunne jeg så se arbejdet på nærmeste hold.

Ved havnen ligger også et saltcenter med udstillinger og restaurant, og her står også en gammel svingkran. Længere mod nordvest er der bygget store ejendomme med velbeliggende lejligheder med fjordudsigt. Bag disse ligger Mariager-Handest Veteranjernbane, som har remise og værkstedet i Mariager. Gamle tog og vogne står rundt om på skinnerne, og der er en flot perron, som bruges, når de gamle tog kører med passagerer.

 

Jeg gik lige en tur op ad Havndalvej, hvor der bor et par gamle venner fra seminarietiden i Ranum. De var nu ikke hjemme, så visitten hos dem må blive en anden god gang.

Gennem de seneste år har mange fodboldklubber fået kunstgræsbane, så det nu er muligt at træne og spille hele året. Så vidt så godt, men det betyder desværre også, at flere og flere klubber er begyndt at afvikle deres kampe som aftenkampe i led-lampernes skær.

Det er desværre en uheldig udvikling.

Personligt finder jeg det charmeforladt og kedeligt at stå en mørk og blæsende aften og se disse aftenkampe, så for det meste holder jeg mig væk.

Med al respekt for de moderne lysanlæg, så gør de ikke noget godt for en fodboldkamp. Anlæggene er designede til at kaste deres skær over banen, og det er for så vidt godt nok. Det betyder så, at tilskuerne står i mørke og ser på kampene, som alt andet lige heller ikke er den samme oplevelse, som når man ser dem i dagslys. Her er det lettere at overskue hele banen og hvad der foregår omkring den. Kunstlyset giver en form for tunnelsyn, hvor man kun registrerer det, der sker hvor bolden er.

 

Forleden var jeg til en sådan aftenkamp i Farsø, og det var ikke så meget det, at hjemmeholdet tabte stort, som irriterede mig. Det var den totale mangel på atmosfære omkring kampen.

Jeg dækker fodbold i hele Vesthimmerland for det lokale medie Lokaltindblik.dk, og desværre kan jeg se, at en interessant og spændende slutkamp mellem Aars og Løgstør sidst i oktober også er lagt som en aftenkamp en fredag. Ganske vist har hjemmeholdet Aars ikke det store at spille for relation til slutstillingen - de er allerede rykket ned - men et lokalbrag har altid en særlig nerve, ikke mindst hvis Aars kan drille naboerne ved at fratage dem vigtige point, der kan koste en mulig oprykning.

Så måske skal jeg af rent professionelle hensyn se kampen i Aars, men jeg kommer i givet fald til at gøre det uden den store glæde, hvorimod jeg altid drager til landsbyklubberne i f. eks. Strandby og Hornum med bevidstheden om, at her kommer jeg til gamle intime stadions med charme og sjæl, og naturligvis altid med kampe i dagslys.

 

Rent fototeknisk gider jeg slet ikke at tage mit kamera med til aftenkampene, da det giver nogle elendige billeder.

Et andet problem med disse aftenkampe er, at der efterhånden ikke er noget mønster i de enkelte klubbers kampprogram, hvor man tidligere havde et nogenlunde fast spilletidspunkt for førsteholdet lørdag eller søndag.
Fodboldkampe må gerne blive spillet på kunstgræsset, men spil dem dog i dagslys i weekenden.

Billederne, som ledsager denne blog, er fra en efterårskamp i Hornum i oktober i år og fra en aftentræning med amerikansk fodbold i Farsø for nogle år siden. Måske giver de en antydning af, hvorfor jeg foretrækker kampe i dagslys.

 

Det er vist tid til at få gang i bloggen, som har ligget stille nogle måneder. Sygdom og golf har gjort bloggeren lidt ustabil. Men nu skal der skrives igen, måske også med gåture i det vesthimmerlandske, selv om min trofaste gåfælle Nemo ikke er her mere - det vil sige, det er han, men det vil se fjollet ud at gå med en urne i snor! Han skal nu også snart ud og ligge på Feddet, hvor familiens hunde plejer at blive begravet.

 

Da jeg var en lille knægt, blev der holdt dyrskuer i Farsø. Det foregik på skolens sportsplads i Vestbyen, hvor man kunne se såvel køer som heste og maskiner fra de mange maskinhandlere, som byen engang havde.

 

I dag er mange små dyrskuer nedlagt, men i Aars har man stadig dyrskue, og det foregår indendørs i Messecenter Vesthimmerland. Da jeg i slutfirserne arbejdede som journalist og fotograf på Aars Avis, var det stadig i udendørs, men det var i denne periode, at det flyttede til messehallerne, som blev udbygget i forbindelse med landbrugets indtog. Det var måske meget naturligt, for hallerne var egentlig tækt som sted, hvor landmændene kunne opbevare halm, når der ikke var udstillingssæson.

 

 

Opbevaring af halm i hallerne begrænser sig vist kun til de 2-3 arrangementer, hvor der kommer dyr tilmessecenteret, som udbyder en række vidt forskellige arrangementer fra specialmesser og loppemarkeder til koncerter og julefrokoster.

 

 

Lørdag benyttede jeg lejligheden til at få duften af savsmuld og dyr i næseborene, da jeg besøgte Kimbrerskuet 23.