Den forløbne weekend blev brugt på personaletur med efterskolen. Efter sidste års tur til Berlin, var målet (!) denne gang limfjordsegnen ved Skive.

Fredag startede vi i smukt vejr med teambuilding hos firmaet Dare, hvor der blev skudt med bue og pil, pustet i pusterør og forceret forhindringsbaner - såvel til fods som på ATW-maskiner. Dagen sluttede med en gang paintball, hvor den indre legedreng/pige fik fri udfoldelse hos en del af os. Dertil en række blå mærker efter hårde træffere!

Vi var indkvarteret på Hotel Strandtangen, som ligge helt ned til lystbådehavnen i Skive. Et fantastisk sted, som ikke blev mindre fantastisk i det smukke sommervejr, som lokkede sejlere og havkajakker på fjorden i stor stil.

Lørdag gik turen til Viborg til et besøg i det lokale bryghus og med mulighed for at slentre en tur i den smukke gamle domkirkeby. Sådan en dag kan man næsten ikke undgå at møde gamle HCI-elever, hvad vi da også gjorde. Dertil også et møde med et par gamle Farsø/Aars-drenge, så alt i alt en hyggelig dag, hvor der også var tid til at investere i lidt musik i den lokale Stereo Studio.

Søndag drog vi igen til Viborgegnen. Denne gang til Mønsted Kalkgruber, som er ganske imponerende med op til 18 meter høje grotter inde i den kridtfyldte undergrund. Stedet er fyldt med atmosfære og der er masser af interessant information på en guided rundtur. Et lille multimedieshow, som bl.a. blev projiceret direkte op på grubernes kalkvægge, fuldendte en god oplevelse.

Forleden havde jeg lejlighed til at høre et af mine favoritbands fra 70’erne - Uriah Heep. Gruppen spillede på Vendelbohus i Hjørring, hvor vi var omkring 400 heavyfreaks, som rockede med på gamle klassikere som “Easy Living”, “Look At Yourself” og “July Morning”.

2011-udgaven af Uriah Heep tæller kun ét orginalt medlem, nemlig den lille smilende guitarist Mick Box (foto til højre fra Hjørring). Til gengæld har den nuværende besætning spillet sammen i en del år og udgivet flere nye CD’er, så de kan vel med nogen ret stadig kalde sig det oprindelige navn. Det var stort set samme besætning jeg hørte i Århus for nogle år siden, hvor også Deep Purple var på plakaten. Da var trommeslager Lee Kerslake fra den oprindelige besætning dog også med, omend han havde et korpus, der gjorde det vanskeligt for ham at skrue sig ned bag “gryderne”.

På vokal har gruppen i dag Bernie Shaw, Trevor Bolder som en cool og stålsat bassist, Phil Lanzon trakterer keyboardet og på trommer er det Russel Gilbrook. Og så altså på guitar Mick Box.

Lyden i Hjørring var umiskendelig Uriah Heep - og der blev spillet HØJT. Faktisk lidt for højt efter min smag, da mange nuancer i musikken forsvinder. Næste gang, jeg drager til en lignende koncert bliver det helt sikkert med ørepropper.

I første halvdel af koncerten var lydstyrken passende, og det betød, at nummeret “Rainbow Demon” fra albummet “Demons & Wizzards” i mine ører står som aftenens flotteste. Besætningen er næsten den samme som i Hjørring, dog med den føromtalte ændring bag trommerne, hvor det her er Lee Kerslake, som hamrer på skindene.

 

 

Lørdag var jeg en smut i Vendsyssel, hvor jeg besøgte Horne Efterskole lidt udenfor Hirtshals. Anledningen var, at jeg skulle møde det første efterskolehold, som jeg var lærer for. 25 år er gået, siden dengang!

Godt 30 af elevholdets godt 100 elever var mødt op - nogen var lette at kende, andre havde forandet sig en del. Men fælles for dem alle var, at det var sjovt at se dem tilbage i de omgivelser, hvor de levede et helt år i deres teenagetid. Jeg var ung lærer uden de store forpligtelser dengang, så jeg boede og levede stort set på skolen i de to år, jeg arbejdede i Horne. En stor del af min og elevernes fritid blev brugt i skolens idrætshal, hvor der blev spillet meget fodbold, badminton og volley.

Facebook er jo et fantastisk medie, når gamle skolekammerater skal finde hinanden. Hornefolkene er naturligvis også på dette medie, mange af dem, så her kan jeg i det daglige følge med i deres gøren og laden i deres voksenliv. Flere af dem har børn, som er klar til efterskole, og jeg undlod naturligvis ikke at gøre dem opmærksomme på, at jeg da også er klar til at tage mig af mine gamle elevers børn, når de skal prøve denne skoleform. Det bliver spændende at se, om nogen af dem dukker på på HCI.

Sidst på eftermiddagen drog eleverne videre til en fest på et hotel, medens jeg mødtes med gamle Hornekolleger hos et par, som fortsat bor i Horne, men som dog ikke længere arbejder på efterskolen. Det blev til en hyggelig stund, hvor der var lejlighed til at genopfriske mange sjove episoder fra dengang.

Næste år har mit andet elevhold jubilæum, så mon ikke jeg er at finde på de kanter, når efterskolen igen inviterer til elevstævne?

Jeg har fået et par kommentarer om, at der har været lidt stille på bloggen den seneste måneds tid.

 

Det har sin forklaring.

 

Min gamle murermestervilla fra 1933 bliver renoveret godt og grundigt i denne tid, hvilket bl.a. medfører, at jeg skal bryde ned, male m.m. Så for tiden er det på arbejde, hjem fra arbejde, i malertøjet og i sving.

 

Men nu lysner det, og så skal der nok kom lidt mere gang i bloggerierne i løbet af et par uger eller tre.

I forsommeren - hvis man da kan tale om sommer i år- skrev jeg om min krig mod gåsbillerne. En krig, som nærmede sig kemisk krigsførelse, da jeg satte vandkanonerne og vandfælder ind mod de sværmende eskadriller af biller, som kun tænkte på at sende klynger af bomber med små æg ned mod min græsplæne.

 

Her i det begyndende efterår er det så tiden, hvor man kan gøre op, hvem der har vundet krigen. Er det billerne, vil døde pletter på plænen afsløre, at æggene nåede deres mål og i dag er blevet til små ulækre larver, som lystigt gnaver sig igenne græsrødderne.

 

Min plæne er dog stadig grøn og flot, så meget tyder på, at jeg vandt krigen!

På min efterskole er det en fast tradition, at vi inviterer elevernes forældre til forældreweekend. Et lille døgn med fuld fart på det sociale samvær og et væld af aktiviteter, herunder en række praktiske opgaver, hvor forældrene giver en hjælpende hånd med større eller mindre projekter.

Sådan et arrangement kræver en del planlægning og koordination, ikke mindst når 300 mennesker skal bespises op til flere gange. Men en gruppe engagerede medarbejdere formår år efter år at få tingene til at fungere, så alle drager hjem med store smil på læberne.

Fredag ankommer forældrene sidst på eftermiddagen, hvor de bliver indkvarteret på elevernes værelser, medens eleverne rykker i gymnastiksal og klasselokaler. Herefter går det slag i slag med spisning i hallen, dans, underholdning, sang og hyggeligt samvær. Ved 23-tiden bliver eleverne puttet i seng, medens forældre og lærere fortsætter det hyggelige samvær over en flaske rødvin i spisesalen. Det er så hyggeligt, at der hvert år er nogle, som slet ikke kan stoppe.....Personligt hoppede jeg i soveposen klokken halvfem om morgenen.

Lørdag er der morgenmad halvotte (!) og så står den ellers på idrætsaktiviteter og praktisk arbejde hele formiddagen. Der bliver anlagt stenbede ved den nye værelsesfløj, malet, etableret små hyggekroge med borde og bænke eller revet vægge ned i en gammel værelsesfløj, som skal omdannes til klasselokaler. Det er ikke så få mandetimer, der bliver fyret af sådan en formiddag, og det er ganske imponerende, hvad der kommer fra hånden.

Ved frokosttid bliver alle beværtet med et solidt måltid, inden alle drager hjemover og roen igen kan falde over skolen, hvor vagtlæreren og et lille weekendhold nyder stilheden og hyggen.

Sådan en weekend skaber masser af gode realtioner til forældregruppen, som med deres indsats også får medejerskab af deres børns efterskole. Som skole bruger vi en del ressourcer sådan en weekend, men det er noget som kommer mangefold igen i form af den gode omtale, som forældrene giver os rundt om i deres respektive netværk.