Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Forældre på efterskole

05-09-2011

På min efterskole er det en fast tradition, at vi inviterer elevernes forældre til forældreweekend. Et lille døgn med fuld fart på det sociale samvær og et væld af aktiviteter, herunder en række praktiske opgaver, hvor forældrene giver en hjælpende hånd med større eller mindre projekter.

Sådan et arrangement kræver en del planlægning og koordination, ikke mindst når 300 mennesker skal bespises op til flere gange. Men en gruppe engagerede medarbejdere formår år efter år at få tingene til at fungere, så alle drager hjem med store smil på læberne.

Fredag ankommer forældrene sidst på eftermiddagen, hvor de bliver indkvarteret på elevernes værelser, medens eleverne rykker i gymnastiksal og klasselokaler. Herefter går det slag i slag med spisning i hallen, dans, underholdning, sang og hyggeligt samvær. Ved 23-tiden bliver eleverne puttet i seng, medens forældre og lærere fortsætter det hyggelige samvær over en flaske rødvin i spisesalen. Det er så hyggeligt, at der hvert år er nogle, som slet ikke kan stoppe.....Personligt hoppede jeg i soveposen klokken halvfem om morgenen.

Lørdag er der morgenmad halvotte (!) og så står den ellers på idrætsaktiviteter og praktisk arbejde hele formiddagen. Der bliver anlagt stenbede ved den nye værelsesfløj, malet, etableret små hyggekroge med borde og bænke eller revet vægge ned i en gammel værelsesfløj, som skal omdannes til klasselokaler. Det er ikke så få mandetimer, der bliver fyret af sådan en formiddag, og det er ganske imponerende, hvad der kommer fra hånden.

Ved frokosttid bliver alle beværtet med et solidt måltid, inden alle drager hjemover og roen igen kan falde over skolen, hvor vagtlæreren og et lille weekendhold nyder stilheden og hyggen.

Sådan en weekend skaber masser af gode realtioner til forældregruppen, som med deres indsats også får medejerskab af deres børns efterskole. Som skole bruger vi en del ressourcer sådan en weekend, men det er noget som kommer mangefold igen i form af den gode omtale, som forældrene giver os rundt om i deres respektive netværk.


Kategori: September 2011

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby