Nu er det jo ikke min hjemmeside, som uddeler nogen Thit Pris, men da siden jo er inspireret af gode gamle Thit Jensen, er det vel på sin plads, at vide, hvem der i år har modtaget Lions Club Thit Jensens pris.
Prisen, som uddeles til en eller flere kvinder i lokalområdet, der har gjort en særlig indsats for området, gik denne gang til kvinderne bag Galleri 14 i Nørregade. Et kunstgalleri, som drives af en række lokale kunstnere, som udover at vise egne værker også lukker amatørkunstnere ind til gæsteudstillinger med jævne mellemrum. Galleriet er indrettet i de lokaler, hvor Rabøl tidligere havde boghandel og hvor der endnu tidligere har været møbelsnedkeri- og ligkistemagasin og før endnu ølbryggeri....
Det var Laila Eskedahl, som modtog prisen, der blev uddelt i forbindelse med et motionsarrangement for kvinder, som de lokale Lions-piger står som arrangør af. Overskuddet fra arrangementet går til sorgarbejde for børn.
Pladerne i min samling er fortrinsvis LP-plader - 33'ere - der som navnet antyder skal afspilles med 33 omdrejninger i minuttet. Desuden har jeg en del singler, også kaldet 45'ere.
For kuriositetens skyld har jeg også anskaffet mig et par 78'ere, som er de gamle lakplader, der blev spillet i mine forældres barndom. Det særegne ved dem - udover det skrøbelige materiale og den elendige lyd - er, at de ikke var forsynet med et omslag, der viste, hvem kunstneren var. I stedet var de lagt i et papomslag, som til gengæld viste, hvilken forhandler, der havde solgt pladen.
Jeg fandt på et tidspunkt disse to plader, som begge er solgt i Farsø: Den ene hos radiotekniker Gunnar Pedersen i Søndergade (lige over for Shell) og den anden fra "Cigarhuset" i den centrale del af Nørregade.
Om indspilningerne er der at fortælle, at den ene er med Louis Armstrong og den er indspillet på Decca (som i sin tid ikke vil skrive kontrakt med The Beatles) og den anden er på Vogue og med Sidney Bechet & Claude Luther.
Jeg kan godt spille pladerne, da jeg ejer en gammel danskbygget Toga-pladespiller, hvor man kan vende pick up'en så den kan bruges til såvel lak- som vinylskiver.
Morten på 10 er begyndt at spille tennis i den lokale klub. Det går han meget op i for tiden.
En dag plagede han voldsomt for, at vi i en forretning skulle købe et gade/have-sæt med net og to ketchere. pris 600,-. Jeg argumenterede med, at vi jo havde ketchere i forvejen, og at det derfor ville blive et noget dyrt tennisnet. Faktisk mente jeg, at sådan et net måtte vi da selv kunne fikse med nogle af de ting vi havde hjemme i kælderen.
Den købte Morten, og snart efter var vi gang med at omdanne en gammel træpalle til netstolper. Nettet havde vi allerede i form af et gammelt volleynet fra et havesæt. Efter en god halv times saven og banken var vi klar til at installere Center Court nede på vejen, som er en blind vej ned til skolen, og som derfor er meget stille i weekenderne. Det virkede, og Morten var godt tilfreds. (Det var jeg også..).
I den forløbne weekend havde Morten og nabopigen Cathrine igen gang i vores egen tennisbane - denne gang med lidt ekstra lir i form af stole og bord til forfriskninger - akkurat som vi kender det fra de store turneringen.
Jeg er ikke fanatisk om Dylan, men har dog en del plader og CD'er stående i samlingen - mest fra 70'erne, hvor skiver som Blood On The Tracks og Desire er blandt mine absolutte favoritter.
De senere år har budt på noget svingende præstationer af den aldrende sanger, som jeg havde fornøjelsen (!) af at høre i Aalborg for nogle år siden - ikke den helt store oplevelse i en gigantisk hal af beton og stål, som bestemt ikke bekom Dylans musik vel.
Lad os fejre ikonet med dette nummer, som også antyder, at der er en ende på alting.
For et par år siden var der svaner i søanlægget her i Farsø efter nogle års fravær. Det var dog øjensynligt blot et par strøjfende gæster, da de ikke slog sig ned og ynglede.
Nu er der igen et svanepar i søen, og muligheden for at der bliver en svanefamilie er bestemt til stede. Der er sat gang i et større projekt, hvor dele af søen skal renses op, der skal etableres ny og større legeplads. Desuden er der lavet tiltag ved øen, som skulle gøre det muligt for svanerne igen at få rede på stedet. Jeg var her til formiddag en tur rundt som søen med min hund, og vi kunne konstatere, at den ene svane ligger ude på øen, medens den anden vagtsomt patruljerer omgivelserne og blandt andet brugte en del energi på at jage en blishøne væk!
På billedet herunder kan man se den vogtende svane i forgrunden, medens magen lige kan anes mellem bevoksningen på øen.
Øen blev i sin tid netop lavet som en kunstig ø for at svanerne kunne have deres redeplads i fred. I forbindelse med åbent hus på det lokalhistoriske arkiv fik vi en beretning om, hvorledes det gik til. Se mere HER.
I samme forbindelse kom jeg til at kigge i et gammelt jubilæumsskrift for den nu nedlagte Farsø Borgerforening. Her kan man læse, at man i begyndelsen af 1900-tallet indkøbte svaner til at sætte ud i søen. Det var dog ikke helt uproblematisk, da der var naboer til søen, som beklagede sig over, at svanerne tog deres ænder og ællinger. Ja, man ikke bare beklagede sig: Af skriftet fremgår det, at det også skete, at nogen slog svanerne ihjel eller ødelagde deres æg.
Om det var denne problematik, som førte til projektet med øen nogle år senere, skal jeg ikke kunne sige.
Men nu er øen blevet trimmet, svanerne er tilbage - og vi venter blot på, at de også skal begynde at få unger.
Jeg har tidligere blogget om smukke gamle bygninger i Farsø. Bygninger, som man desværre ikke var forudseende nok til at bevare, da fremskridtet skulle sættes på skinner i den nye storkommune, som opstod i 1970.
Et af de helt kedelige eksempler er Farsø Station, som blev bygget, da jernbanen fra Aars til Hvalpsund blev etableret i 1910. Stationen er, som mange andre på strækningen, tegnet af arkitekt Einar Packness, der drev arkitektfirma i Aalborg. Han har bl.a. også tegnet administrationsbygningen på Boulevarden i Aalborg og hovedbygningen på Ranum Statsseminarium.
Da banen blev nedlagt i 1969 blev bygningen solgt til Farsø Kommune og udlejet til post- og telegrafvæsenet. I forbindelse med bygning af nyt posthus, blev bygningen af kommunen solgt til postvæsenet - med den klausul (!) - at nedrivning skulle finde sted, når det nye posthus blev taget i brug. Det nye posthus blev taget i brug i november 1977 og nedrivningen blev derefter fuldbyrdet. Tårnuret er overtaget af Farsø sparekasse, som har ladet det pudse op.
På pladsen, hvor stationen lå, er der i dag en skolefritidsordning. Den lyder navnet Kometen - heller ikke her har man haft fantasi til at lade sig inspirere af jernbanen og stationen som i bund og grund var hele grundlaget for byens opståen og udvikling op gennem 1900-tallet!
Når man er lærer på en idrætsefterskole, skal man nogen gange tænke lidt anderledes for at gøre aktivitetsdage spændende og motiverende. Med et væld af idrætstimer i det daglige kender eleverne jo til de traditionelle spil som håndbold og fodbold.
Forleden valgte jeg bordtennis som tema i en time, hvor jeg skulle aktivere drengene (58 af slagsen). De blev samlet i hallen - jeg stillede et skolebord op, lagde et brædt som “net” og tog en kamp mod en elev, hvor vi brugte Højskolesangbogen (!) som bat. Efter således at have vist, at der ikke skal så meget til, blev eleverne inddelt i grupper af 4, som selv skulle konstruere en bordtennisbane med de forhåndenværende materialer.
Det kom der meget sjovt ud af.
Fire drenge lavede en meget lille bane, som man ydermere skulle spille på, medens man sad på et lille rullebræt - og så skulle man tilmed spille “rundt om bordet”, hvor man hele tiden rykker rundt og falder fra, hvis man kikser et slag. Andre baner var af noget større kaliber - ja nogle fyldte en hel badmintonbane og andre igen var lavet således, at man brugte spande eller store skumplinte som bats. Andre steder havde man slet ikke noget bat - man brugte bare håndfladerne. Også det fungerede. I et tilstødende lokale havde en gruppe drenge lavet en bane, hvor stearinlys gjorde det ud for net - og så blev lyset ellers slukket og spillet rundt om bordet sat i gang.
Efter en times tid med masser af bordtennis blev banerne ryddet bort og hallen lignede igen sig selv.
Som afslutning på en stillesiddende uge med skriftlige prøver, skulle der fredag eftermiddag arrangeres aktivitet for eleverne.
Valget faldt på at etablere en intermistisk pannabane - en ottekantet fodboldbane med små mål. Banen blev opbygget af gamle skoleborde, som blev bundet sammen og udgjorde det for bander. Man scorer ved at sende bolden i mål, eller ved at lave en "tunnel" på en modspiller. Skyder man bolden ud af banen, har man også tabt kampen. Det tabende hold hopper ud, og straks er et nyt hold inde og klar til at udfordre vinderne. Man kan spille 1 mod 1 eller, som vi gjorde, 2 mod 2.
Man kan købe færdige pannabaner flere steder - de er dog ret så dyre. Ideen til banen, som blev lavet af gamle skoleborde, der blev bundet sammen med snor, har jeg fået fra Farsø Skole, hvor man lavede sådan en bane ved et arrangement, hvor der blev samlet penge ind til ny legeplads. Sidenhen har man fået råd til at købe en rigtig bane, som ligger blot 50 meter fra vores hus, så her går drengene og jeg af og til hen og spiller om aftenen eller i weekenderne.
Min snak med den gamle Farsødreng Michael Sahl forleden kastede lidt mere lys over historien om hans far, Ib Sahl. Jeg har tidligere skrevet om, Ib Sahl som var tøjsælger, men også en mand, som var vild med at synge. Det førte bl.a. til udgivelsen af et cassettebånd med gamle danske klassikere. Et bånd, som jeg var heldig at finde i en genbrugsforretning på et tidspunkt og som nu indgår i samlingen nede i retrokælderen.
Michael kunne fortælle, at hans far, der var søn af en barber i Bjerringbro, var vil med musik allerede fra barne- og ungdomsårene. Så vild var han med musikken, at han som 16-17-årig besøgte en af de svenske folkeparker, hvor han hørte Lill Babs synge. Ja, han tog endda mod til sig og kom på scenen og sang sammen med hende. Han var begejstret, og det var hun også, så hun tilbød ham, at han kunne tage med hende rundt og synge. Et stort tilbud.
Da den håbefulde Ib ringede hjem til sin far, barberen i Bjerringbro, og fortalte om det tilbud, var svaret ganske kort og tydeligt: Ib, du kommer hjem, nu!
Og herfra er resten historie. Lill Babs gik sin vej med musikken, medens Ib fra Bjerringbro gik sælgervejen og kun i det små fik dyrket sin store passion for musik og sang.
Efter tiden i Farsø flyttede Ib Sahl med sin hustru til Vejen, hvor de i en årrække drev et værtshus. Det blev solgt og de trak sig tilbage - desværre døde Ib kort efter. Han blev 68 år.
