Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

transsibirisk jernbane

  • Transsibirisk til Kina.....
    02-04-2011
    I 1989 drog jeg ud på en halv jordomrejse med min gamle studiekammerat Tonny Struwe. En aften, da vi sad og delte et par øl, fandt vi ud af, at vi begge havde en drøm om at komme til Australien. Herfra var der ikke langt fra tanke til handling - vi gav hinanden håndslag på, at så var det bare med at komme af sted. Vi fik afklaret orlovsordninger med vores respektive arbejdspladser, og snart var planlægningen i fuld gang. Vi valgte en lidt utraditionel løsning, idet vi besluttede at tage med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Peking - den originale rute går til Vladivostok, men der er siden kommet en afstikker ned gennem Mongoliet til Kina. Fra Kina gik turen videre til Hong Kong og herfra videre til den tropiske ø Bali, inden vi efter en måned undervejs endelig var i Australien. Her blev de sidste 5 måneder af rejsen tilbragt. Jeg har siddet og sorteret nogle gamle dias, som jeg indscannede for flere år siden, og nu var det oplagt at lave en lille billedshow med nogle af de mange skud fra turen. Første del viser fotos fra Moskva, togturen med den transsibiriske jernbane, Peking og Hong Kong. Moskva med den Røde Plads, Kreml og den smukke Vasijli-katedral. Seks døgn i tog med udsigt til træer i massevis i Rusland, smukke bjerge i Uralkæden og golde, øde sletter i Mongoliet, inden det hele blev mere frugtbart og tætbefolket i Kina.   Peking med Den Himmelske Freds Plads (den blev få måneder senere noget mindre fredelig), Den Forbudte By, Ming-gravene og den imponerende Kinesiske Mur, som nogle steder er restaureret, medens den andre steder forfalder. De mange cykler i Peking, folkene i parkerne og de mange forkælede enebørn, som blev nøje overvåget af bedsteforældre og mødre på legepladserne. Hong Kong, som på det tidspunkt ikke var kommet tilbage til Kina - en pulserende forretningsby med en udpræget asiatisk del og en meget britisk del, hvor selv sporvognene var dobbeltdækkere.     Dette var et lille udpluk af de mange indtryk fra første del af rejsen. Senere følger sikkert en del 2 fra Bali og en del 3 fra Australien. Billederne er taget direkte fra dias og er ikke efterfølgende redigeret, så man må bære over med støv og udvaskede farver. Du kan se billedshowet HER. Musikken er Pocobell: You Say Goodbye - det har da titelmæssigt noget med at rejse at gøre. Og så er det et flot nummer!  

 
 
Per Lyngby