Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Ugens foto 2012

  • Ugens foto #31, #32 og #33
    26-08-2012
    Endnu en gang er jeg kommet lidt bagud med opdatering af mins årsopgave med "Ugens foto". Det må jeg hellere råde bod på nu med de tre seneste skud til samlingen, som også kan ses HER   #31 er sådan set den egentlige årsag til, at der har været lidt stille. Det stammer fra søndag den 12. august, hvor vi modtog 127 nye elever på efterskolen. Siden er det gået slag i slag med introdage, undervisning og lejrtur, så derfor.... Det er et ganske karakteristisk billede fra dagen: Forældrene er lige taget hjem efter at have afleveret deres børn på skolen, og vi tager fat på den første aktivitet, som er nogle små lege på fodboldbanen. Det er som regel et syn domineret af skolens røde dragt, som mange lufter for første gang denne dag.     #32 er en situation fra Farsø Løbet, som indleder FarsøFesten hvert år. I år foregik det på en mege varm dag, som gav masser af sved på panden. De forreste løbere i feltet havde ikke brug for at drikke vand men mere for noget til at køle lidt.     #33 er et billede fra årets personaletur med efterskolen. Vi var en tur på Mols, hvor jeg tidligt om morgenen blev fanget af dette stemningsfulde motiv ved Helgenæs.  

  • Ugens foto #30
    05-08-2012
    Denne gang har jeg valgt et billede, som meget godt illustrerer den danske sommer - lidt sol og lidt regn. Som f.eks. fredag, da vi skulle grille og det så pludselig stod ned i stænger. Det kunne dog ikke holde Morten tilbage - han fattede paraplyen og tjekkede kullene. Heldigvis klarede det op, så kødet kunne komme på grill'en.   Billedet er taget med mit snapshotkamera - et fikst lille Canon med good zoom og en ganske fornuftig billedkvalitet.  

  • Ugens foto opsamling
    01-08-2012
    Sommerferien har budt på travlhed, så der er ikke blevet så meget tid til at redigere fotos. Det er der rådet bod på nu, således at jeg kan samle op på mit projekt "Ugens foto", hvor man kan se alle fotos i DETTE ALBUM.   Billedet i uge 24 er taget med min mobiltelefon, hvor jeg har prøvet at lege med den indbyggede panoramafunktion. Motivet er fra vores sommerhus i Risgårde ved Limfjorden.     Uge 25 er meget naturligt hentet fra sidste dag på efterskolen, hvor de store følelser er i spil, og hvor man skal være en smule grænseoverskridende for at smække kameraet op i snuden på de storsnøftende elever. Men gode billeder er der bestemt sådan en dag.     Billedet i uge 26 er taget ved Kalø, hvor rovfuglene ikke er så bange for mennesker. Med min 70-300 mm tele på D300'eren lykkedes det mig at fange denne falk i flugten.     I uge 27 var vi en tur til muslingefestival i Løgstør - en noget blæsende dag, hvor jeg fangede det gode skib "Kysten" på¨Limfjorden med Aggersundbroen i baggrunden.     I uge 29 stod der bryllupsfoto på programmet. Vores gode venner Annette og Ib blev viet på Skagen Museum. Efterfølgene var vi en tur på Grenen, hvor jeg på tilbagevejen fangede dette motiv med brudeparret i bare tæer og med skoene i hænderne.     Den store Spejdernes Lejr 2012 gav mulighed for mange gode billeder. Jeg medbragte mit gamle spejlrefleks Nikon D70, mit kyl ned i en taske kamera, som her var forsynet med en 10-20 mm vidvinkel, som altid giver dramatiske perspektiver.    

  • Ugens foto #36
    16-09-2012
    Heller ikke i denne uge kommer der foto af rundballer på efterårsmarkerne. Et sejlskibstræf kom på tværs.   Træskibssejladsen Limfjorden Rundt passerede nemlig Hvalpsund lørdag sidst på formiddagen, hvor de flotte skibe nærmest fløj forbi det smalle sund i en kraftig vind, som gav masser af luft i sejlene. Vi nåede derfor ikke frem til de første, store skibe, men fik da set en hel del flotte træskuder.   En af dem har jeg udvalgt til denne uges foto.  

  • Ugens foto #35
    10-09-2012
    Oprindeligt var det min plan, at denne uges foto skulle være med de flotte runde halmballer som motiv. Desværre gik søndagsturen med hunden ikke lige forbi nogle af den slags, så i stedet bliver denne uges foto med hunden Nemo, som boltrer sig i Limfjorden på stranden ved Vitskøl Kloster.   Jeg har brugt mit lille kompakte Canonkamera, som ellers ikke er det optimale, når man skal fange hurtige ting. Men i dette tilfælde var det til at forudsige, hvor Nemo ville være, når jeg smed en pind i vandet. Det gjorde det muligt at indstille fokus på forhånd - og så var det bare at trykke på knappen.   Hvis ellers der stadig er halmballer på markerne i den kommende tid, bliver næste uges foto sikkert med dem som motiv.  

  • Ugens foto #34
    04-09-2012
    Denne uges foto stammer fra min arbejdsplads på efterskolen, hvor vi i den forløbne weekend havde forældreweekend. En weekend med masser af hyggeligt samvær, sport, praktisk arbejde - og dans.   Mine gode kolleger Anders og Helene gav den som danseinstruktørerne Carlos og Irena, som gav den gas og rev såvel elever som forældre med i en forrygende gang dans, hvor man dansede til såvel folkemusik som til John Mogensen.  

 
 
Per Lyngby