Randers

• Crosby & Nash i Randers
  25-10-2011
  Lækre vokaler og rå guitarer Tirsdag aften bevægede jeg mig endnu en gang til Randers, hvor Værket diskede op med et nostalgisk brag af en koncert med David Crosby og Graham Nash. To af pop-rockens helt store stemmer, som også har ladet sig høre i The Byrds (Crosby) og The Hollies (Nash) samt i deres fælles samarbejde med Stephen Stilles og Neil Young i en af 70’ernes store supergrupper. Åbningsnummeret var en noget larmende og småsyret udgave af Byrdsklassikeren “Eight Miles High”, som fik en til at frygte, at lyden ikke ville blive optimal denne aften på Værket. Den frygt blev dog gjort til skamme i det efterfølgende nummer, hvor de to bedagede herrer på 69 og 70 år oplod deres smukke stemmer i et lidt mere stille og countryagtigt nummer. Ren vellyd, og sådan fortsatte det i næsten 3 timer. Et velspillende band, et veloplagt publikum og et par stjerner uden nykker men med overskud og spilleglæde lagde grunden til en af de bedste koncerter, jeg har været til længe. Crosby var ikke helt tilfreds med de skarpe spots, som han fik lige i ansigtet. Det blev hurtigt klaret og så gik det ellers derudaf med et meget varieret og flot program, som bød på den kendte flerstemmige vokallyd og den rå guitarlyd, som bestemt blev leveret med indlevelse og stil af guitaristen Shayne Fontaine i samarbejde med Crosby og Nash, som nåede at spille på et utal af guitarer i løbet af aftenen. Resten af backinggruppen leverede musik af høj kvalitet: Kevin McCormick på bas, som inkluderede en meget smuk solo, Steve DiStanislao med fremragende arbejde på trommerne og David Crosbys søn James Raymond på keyboards og som komponist til et par af de nyere numre, som også fik flot respons fra publikum. Kendte numre vekslede med nyere ting. Naturligvis blev vi ikke snydt for fire klassiske numre fra "Deja Vu" - titelnummeret med indlagte soloer til bandet, “Almost Cut My Hair”, “Our House” og “Teach Your Children”. De to første er Crosby-numre med hans skæve akkorder og syrede tekster, medens Nash står for de pæne og glade syng-med-numre, som publikum skrålede med på så det var en fryd.... Aftenen bød på mange højdepunkter. Jeg hæftede mig ved Crosbys "Almost Cut My Hair" i en rå og flot version, medens kærlighedssangen “Guinnevere” var i den akustiske og meget intense afdeling. Nash brillerede med klassikere som “Military Madness”, “Our House”, “Teach Your Children”, “Wind On The Water” og ikke mindst “Winchester Cathedral”. James Raymond bød ind med to flotte numre i form af den smukke “Lay Me Down” og den rå “Don’t Dig Here” som en kommentar til opbevaringen af atomaffald. En rigtig god aften i Randers - stor ros til Værket, som formår at præsentere sådanne kunstnere. Og ros til publikum, som bakker op og møder frem, når der er god musik på plakaten. Vi ser frem til forårets program i Randers!  
  Læs mere...
  
  
  
• Starry starry night i Randers
  10-11-2012
  Fredag aften blev brugt i hyggelig selskab med fire andre musiktosser og en amerikansk legende med et par helt store hits i guitarkassen.   Foto: Don McLeans hjemmeside: (http://www.donmcleanfans.com/)   Don McLean slog for alvor igennem med sangen og albummet "American Pie" i 1972, og er således på 40 års jubilæumsturné med mange af sangene fra denne klassiker på repertoiret.   I Randers startede det hele ganske rockende med en tilbagelænet udgave af "Well Allright", som er lavet af Buddy Holly, men som jeg bedst kender med Blind Faith, hvor Eric Clapton spillede guitar. Nummeret gled over i en anden Buddy Holly klassiker "Peggy Sue", inden vi så småt begyndte at bevæge os ind på McLeans egne sange, bl.a. "Winterwoods" fra American Pie og "Homeless Brother" fra albummet af samme navn.   McLeans musik har rødder i folk, country, blues og bluegrass - som regel med hans guitar som det centrale element, men også med band, hvilket bl.a. klæder "American Pie" rigtig flot.   Generelt fik vi en rigtig hyggelig aften med mange flotte sange. Men ret beset er der nok kun en håndfuld som er rigtig kendte - og de fleste er fra det kendte album, som udkom for 40 år siden. Mod slutningen fik vi en fin udgave af "American Pie", som med sin opbygning og tekst er med i mit katalog af sande klassikere og en del af lyden fra mine teenageår. Forinden fik vi i mine ører aftenens flotteste nummer "Crossroads" kun med McLeans flotte stemme akkompagneret af et Steinwayflygel. Smukt! Slutteligt fornemmede man, at den 67-årige sangers stemme var ved at køre træt. Så selv om vi fik "Vincent" (Starry starry night) som ekstranummer, blev det ved det ene, selv om McLean sagde, at han ville spille "a few more songs" for os, da vi var en "fantastic audience...   Koncerten var godkendt - hyggelig og som forventet, men magien manglede. Måske skulle vi bare have haft McLean alene med sin guitar og evt. en keyboardspiller, da bandet i bogstaveligste forstand var "backing" - de lå generelt langt tilbage i lydbilledet, hvilket for så vidt var OK, men i bl.a. "American Pie" og "Crossroads" ville jeg gerne have det flotte klaverspil lidt mere frem. Sådan blev det ikke - manden med guitaren og stemmen var aftenens stjerne, hvilket de øvrige musikere naturligvis rettede ind efter.   Men lad os slutte med den sang, som fredag aften tog flest kegler hos mig - og her med klaveret godt fremme i lydbilledet:  
  Læs mere...