Mit lille selvbestaltede rockarkiv for det vesthimmerlandske har ligget lidt stille i en periode. Men nu er der igen nyt om gammelt!
Jeg har været i kontakt med den tidligere direktør for Farsø Sygehus, Martin Gregersen, som i sin ungdom var med til at starte orkestret More med udgangspunkt i egnen omkring Gundersted. Gennem årene var der forskellige besætninger i gruppen, som etablerede sig som et velspillende balorkester med jobs over det meste af landet.
I den spæde start kunne man høre Jimi Hendrix og Free udsat for vesthimmerlandsk musikudfoldelse på banjo og kage- og kaffedåser...Efter en tid som duo fik gruppen sin egentlige start med Martin Gregersen på trommer, Leo Laursen på bas, Georg Larsen guitar, Asbjørn Berge orgel og Lily Larsen Larsen på orgel og vokal. De tre sidstnævnte faldt fra og Fin kom med som guitarist i gruppen, som nu kaldte sig The Glue.
Orla Andersen kom med på orgel og sang, medens man fik Henning Christenssen med som guitarist og sanger. Gundersted Skole lagde lokaler og publikum til de første offentlige optrædender - senere blev det på kroerne i Haubro og Hornum, hvor der blev spillet op til bal.
Navnet More kom som inspiration fra et instrumentalnummer, som gruppen havde på repertoiret. Fin faldt fra og gruppen fortsatte som kvartet, og nu med engagementer i hele Jylland og en plads i stalden hos CB & Ole B. Booking.
Besætningen blev igen ændret, da Leo Laursen og Henning Christensen stoppede og blev erstattet med Carsten Dahlsen og Ole Barnholdt på henholdsvis bas og guitar. More drog til Frederikshavn og indspillede et cassettebånd med kopimelodier.
Martin Gregersen stoppede selv i 1978 og blev afløst af Per Holm fra Aars. More spillede landet tyndt op gennem 80’erne, inden man trak stikket ud og stoppede legen omkring 1987.
Organist Orla Andersen, som stadig er aktiv musiker, har brugt navnet More i samarbejde med guitaristen Mogen Franklin fra Hjørring, og i 2008 blev gruppen for en enkelt aften genoplivet med disse to samt Jan og Per Holm Jensen i forbindelse med et arrangement på Hotel Farsø.
Man kan læse en herlig beskrivelse af More i de erindringer, som Martin Gregersen har sendt til Thitind, som naturligvis føjer dem til det stadig voksende arkiv af tekster og fotos fra det vesthimmerlandske rock- og popliv.
Læs mere om More HER.
Find dem i mit rock- og popleksikon HER.
Kommentarer
- #1
Orla Andersen 08-05-2019 18:28 "MORE blev senere til en trio bestående...."
1Det passer altså ikke. MORE har aldrig været en trio.
Vi startede som 5 mand, blev reduceret til 4, men har altså
aldrig været en trio.
Med venlig hilsen
Orla Andersen