Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Heavy Agger I - beretninger fra vandkanten i udkanten

16-07-2017
Dette års sommerferie gik til Agger, som var udgangspunktet for en række herlige dage i det nordvestjyske og Nationalpark Thy. Et fantastisk område, hvor der er nok at se på og lave.

Allerede ved ankomsten kunne jeg konstatere, at Agger har noget at byde på. Lige over for købmanden, som drives af de lokale beboere i en forening, finder man Heavy Agger - en pladebutik, som har taget navn efter Anders Aggers herlige TV-dokumentarer om unge med hang til Heavy i et indremissionsk fiskersamfund i midtfirserne. Programmet er siden fulgt op af to mere. En af de mere perifere deltagere er Pede Olsen, som i dag driver sin pladeforretning med weekendåbning i Agger - og i ferien også på hverdage et par timer. Sortimentet er andet og mere end heavy, hvilket efterfølgende kunne ses på mit kontoudtog….

Heavy Agger er også en musikfestival, som siden 2009 hvert år har fundet sted i De sorte huse i Agger - gamle træhuse, som i sin tid blev brugt til indkvartering af de arbejdere, som anlagde kystbeskyttelse i området. Husene kom senere med i Olsens Banden i Jylland og er i dag hjemsted for forskellige lokale foreninger.

Ferien blev også brugt til at deltage i et dansk-færøsk bryllup med 170 deltagere. Jeg var med til festen og havde desuden lovet færgemanden Steyni at tage billeder af brylluppet, hvor han sagde ja til danske Bodil. Et bevægende bryllup i Hørdum Kirke, hvor brudens 86-årige far og pastor emeritus stod for vielsen, som blev afsluttet med at de mange fremmødte sang den færøske nationalsang. Imponerende flot.

Det her er ikke fra i søndags, men det giver en god fornemmelse af stemningen:
 
 



Da Steyni før han kom til at sejle med det gode færgeskib Mary på Limfjorden har sejlet på verdenshavene, var det oplagt at tage bryllupsbillede på stranden i Nr. Vorupør, hvilket dog gav lidt logistiske problemer, da mange andre var på stranden denne flotte sommersøndag - måske også det norske kronprinsepar, som angiveligt var på de kanter i netop de dage. Vi så dem ikke men fik til gengæld fundet et fint sted med bådene og havet i baggrunden. Vi mødte dog kendte mennesker, for pudsigt nok var Jørgen og Kirsten på en af de både, som kom ind på stranden efter en fisketur. Deres bryllup fotograferede jeg for et års tid siden i Løgstør.

Det blev også til et besøg i Cold Hawaii - Klitmøller, som danner udgangspunkt for en række gode surfsteder langs kysten. Byen emmer af surf - der er surfskoler og masser af surf på vandet, såvel de klassiske surfboards som windsurfere med sejl eller kite.

I Hanstholm besøgte vi bunkermuseet, der er indrettet i et stort gammelt anlæg. Sammen med et tilsvarende i Kristianssand i Norge kunne kanonerne næsten dække Skagerak og således beskytte de danske sunde og bælter mod allieret indtrængen under Anden Verdenskrig.
 
Mere om Thy-turen i næste blog - indtil da kan man fornøje sig med denne udsendelse, som er Anders Aggers tredje besøg hos heavy-kliken fra Agger.
 

Kategori: 2017

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby