Tilbage til Livø

Lørdag drog jeg til Livø - en lille perle i Limfjorden. Formålet var at deltage i en kombineret foto- og naturtur arrangeret af Naturstyrelsen, som stillede med Lars Wachmann, medens fotograf Kjeld Thomsen stod for det fototekniske i forbindelse med natur- og landskabsfoto.

Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har været på øen, og det var vist første gang i omkring 50 år (!) at jeg havde et kamera med. Senest var på en spejderlejr i begyndelsen af 1970’erne - tror jeg.

Vi startede ud i strandengene på den nordlige side af havnen, hvor der under græsset ligger et lag af sten - området er gammel fjordbund, som har hævet sig og nu udgør et fladt stykke op mod byen, hvor landskabet hæver sig op. De mange tuer på engen er myretuer, som for nogles vedkommende kan være mere end 100 år gamle - beboerne er gule engmyrer, som lever det meste af deres tid under jorden. Selv om området bliver oversvømmet kan myrerne overleve i deres tuer, som er små selvstændige samfund.

Vores professionelle fotograf var fagligt ganske dygtig, men ikke nogen stor pædagog. Han startede nærmest med at svine og latterliggøre de deltagere, som var mødt op med teler på deres kameraer, da den slags ifølge hans mening var totalt umulige til dagens fotografiske opgaver. Måske skulle den gode mand i beskrivelsen af indholdet have skrevet, hvad han anbefalede, at man havde med...Jeg havde selv sat et makroobjektiv på bajonetten og havde vidvinkel og tele (!!) i min rygsæk. Der blev snakket eksponering efter højlys og om at lave panorama-fotos, som vores ven normalt altid selv laver i højformat og så sætter sammen efterfølgende - det giver faktisk mening og jeg afprøvede teknikken både i marken og efterfølgende i fotoprogrammet, da jeg kom hjem.

 

Der var mange gode motiver ved den gamle avlsgård.

På avlsgården blev der lavet et lille stop, hvor der på den hyggelige lille gårdsplads blev snakket lidt om blænde og lukketid - det mener jeg nok at have styr på, så jeg gik på motivjagt på gårdspladsen med gamle mælkejunger, døre og vinduer.


Den gamle egeskov emmer af stemning og motiver.

Fra gården gik det op over mod egeskoven, som er en flot og stemningsfuld skov med mange flotte motiver. Sådan en forårsdag er alting næsten for grønt, så mon ikke stedet skal opsøges en efterårsdag eller en vinterdag, hvor farverne er helt anderledes og hvor træernes skulpturelle form træder tydeligere frem. Det tror jeg.

I skoven kan man se specielle træstubbe, som er nedgravede egestammer, der er sat ned i jorden. Tanken var, at de skulle være hjemsted for eghjorten, en bille som for flere år siden uddøde i Danmark, men som man begyndte at genudsætte. Det nåede man ikke på Livø, inden projektet blev stoppet, og nu står der flere hjem og venter på de eghjorte, som ikke kom. Eghjorten er Europas største bille og den kan for hannernes vedkommende komme op på en længde på små 10 cm.

Frokosten blev indtaget ved Louisehøj, hvorfra der er en smuk udsigt ind til fastlandet med Rønbjerg, Næsbydale og Løgstør inde i Himmerland og mod Mors i nord.

 

Livø er kendetegnet ved at have de fleste danske naturtyper på et forholdsvist lille areal. Fra udsigtstårnet gik vi ned over et flot hedeareal til en stor mindesten, som lægen Christian Keller lod opstille for sig selv. Han var manden, som udviklede Livø til en anstalt for såkaldte åndssvage og andre, som ikke passede ind i samfundet. De blev deporteret til Livø, hvor de boede og arbejdede - ville de tilbage til det almindelige samfund, var prisen ofte kastration, så deres “sygdom” ikke blev videreført. det groteske her er, at mange af de anbragte bare var småkriminelle eller unge, som måske ikke var specielt bogligt begavede, men dog næppe i vore dage ville betragtes som syge.

Vi sluttede på stranden på øens nordside, hvor der i sin tid var stenhuggeri. Her har de franske stenhuggere siddet og hugget i de store sten, som er blevet brugt til at bygge gårde med - den store avlsgård inde i Livø by er et smukt eksempel på det.


På stranden ligger store sten, som isen i sin tid har flyttet rundt med. På Livø var det franske stenghuggere, som omdannede de store sten til byggematerialer.

Jeg sluttede af inde i byen, hvor der i denne weekend var Livø Jazz - det har der været tidligere, men nu har den nye forpagter på øen taget ideen op igen og lagt arrangementet i maj, så det ikke kolliderer med jazzfestivalen i Løgstør i sensommeren - en festival, som udspringer af den oprindelige Livø Jazzfestival.

 

Der lyde muntre jazztoner fra teltet, og udenfor sad folk og nød musikken og vejret, som var gået hen og blevet helt godt efter en lidt grå start med lidt regn ved middagstid. Det blev også til en sludder med gamle naboer fra Brix Vej, som var med gode venner til jazz.

Det gode skib Mini II fragtede os tilbage til fastlandet, og så gik turen ellers hjem, hvor hukommelseskortene skulle tømmes og billederne fra dagen tjekkes igennem. Nogle af dem er bragt sammen med denne blog.