Indenfor foto findes der et begreb, som hedder HDR, hvilket står for High Dynamic Range. Altså stort dynamisk område.
Et almindeligt kamera kan slet ikke opfatte lys på samme måde, som vores øjne kan. Vi kan med vores øjne opfatte et større dynamisk område. Et motiv med stor forskel på mørke og lyse områder, vil derfor blive et kompromis, når man bruger sit kamera. Man kan gå efter de lyse områder, hvilket medfører, at de mørke ikke bliver mørke nok, eller modsat kan man gå efter de mørke - på bekostning af de lyse. Man kan også gå efter noget lige midt imellem, hvilket er det de fleste kameraer gør - og ofte slipper godt fra.
Man kan gøre noget i efterbehandingen i sit billedbehandlingsprogram, men skal det være rigtig godt, skal man bruge en speciel teknik, hvor der tages flere skud af samme motiv men med forskellige indstillinger af kameraet. På den måde får man fotos, som tilgodeser såvel de lyse, de mørke og mellemtonerne. Efterfølgende skal de tre billeder så kopieres sammen i et særligt program.
Jeg har aldrig rigtig prøvet teknikken, men forleden fik jeg ideen til at prøve, da jeg var ude med hunden på vores sædvanlige lille aftentur i nærområdet. Der var mørkt, men månen skinnede flot gennem et spredt skydække og gav en helt speciel stemning. Oplagt til at prøve HDR.
Kamera og stativ blev hentet, og der blev taget fotos med kameraets indbyggede bracket-funktion, hvor der helt af sig selv tager tre billeder med forskellig eksponering lige efter hinanden. Lange lukketider på 15-20 sekunder, lille blænde på 10, som giver de stjerneformede effekter i lamperne.
Inde ved computeren blev billederne hentet ind i mit program, Lightroom, som selv sørger for at sætte billederne sammen. Efterfølgende kan man så arbejde videre med det HDR-foto, som programmet har lavet. Man kan dæmpe lyset i udvalgte områder, reducere billedstøj mm.
Billedet ved denne blog er hvad, der kom ud af anstrengelserne. Det skal prøves igen, men alting med måde. Visse HDR-fotos bliver i mine øjne lidt for overdrevne i deres voldsomme dynamik.
Billedet herover er klikbart, så man kan se det i stor udgave.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg