Den forløbne uge blev brugt i Holstebro, hvor jeg sammen med drengene deltog i Spejdernes Lejr 2012 - Danmarks hidtil største spejderlejr med mere end 35.000 deltagere fra såvel grønne som blå spejderkorps.
Drengene er så store, at de klarer sig selv på sådan en lejr. Jeg havde funktion som det lokale kvarters pressekontakt og skulle som sådan sørge for at så sendt spejderhistorier hjem til de lokale medier samt få lagt fotos på vores fælles Facebook-side. Desuden indgik jeg sammen med de øvrige voksne fra vores gruppe i det lille team som sørgede for, at der var noget mad til spejderne, som var på et væld af aktiviteter ugen igennem.
Sådan en lejr er ganske imponerende. Et parallelsamfund med gader, bytorve, mediecenter, egen lokalradio- og avis og meget andet. Her er mange mennesker, men alt forløber glat, og spejdere er et folkefærd, som sjældent lader sig gå på af problemer. Man finder nye løsninger og hjælper ofte hinanden. Og modsat f.eks, et festivalområde, er der ikke meget affald at se på jorden - det meste kommer i affaldsspande eller i fedtfælderne, som er spejdernes selvgravede huller til madaffald og andet, som kan nedbrydes i naturen.
Når 35.000 mennesker skal samles foran en stor scene, kunne man forestille sig skubben, masen og panik. Men ikke her, folk bevæger sig i velorganiserede ruter frem til området, hvor alle finder plads foran den store scene. Og scenariet er det samme, når man lister hjemad i mørket. Ganske imponerende!
Lejren var opdelt i 6 bydele, som hver havde bytorv med supermarked, infotelt og restaurant. Her var også et madtelt, hvor man afhentede råvarer til den mad, der så skulle tilberedes over bål eller i Trangiasæt hjemme på de enkelte gruppers lejrpladser.
Spejderarbejde anno 2012 er ikke kun primitiv overnatning og madtilberedning. Det er også internet, mobiltelefoner og elektroniske medier. Overalt på pladsen var der trådløs internet og i de enkelte bydele kunne man gruppevis aflevere en kasse fyldt med mobiltelefoner tilkoblet et fordelerstik, som så kun gav en enkelt ledning ud af kassen. Et par timer efter, at kassen var afleveret, kunne man hente den igen med en stak nyopladede telefoner, så man atter kunne kommunikere med omverdenen - eller vennerne i den anden ende af den store lejr.
Toilet- og badforholdene var også i orden med vandskyllende toiletter og telte med varme brusebade. De mere kreative spejdere lavede selv brusekabine med varmt vand, som blev opvarmet via bålets flammer.
Fra min side er der ikke mange fingre at sætte på det store arrangement - det skulle lige være åbningsshowet, som var for medieorienteret og for lidt orienteret mod de 35.000 mennesker foran scenen. Lejrsangen, som er skrevet og indsunget af Martin Brygmann, bliver vist heller ikke det store hit i spejderkredse - det er sikkert et flot stykke musik, som musikere vil elske, men den bliver næppe sunget ved mange bål i fremtiden. Brygmann var ganske enkelt ikke den rette mand til opgaven, hvilket man også fornemmede, da han optrådte på åbningsaftenen - han nåede simpelthen ikke ud til publikum!
Det gjorde til gengæld lejrens sidste indslag - danske Alphabeat, som med deres dansevenlige discopop ramte rent ind i målgruppen.
En fantastisk uge med overnatning i telt, med masser af sol og med en masse herlige mennesker såvel på vores egen del af lejren såvel som overalt på det store område, som dækkede et areal svarende til næsten 500 fodboldbaner.
Kommentarer
- #1
Anne-Louise 31-07-2012 10:37 Super beskrivelse af Spejdernes lejr 2012 ! Tak for de gode fotos undervejs. Hilsen Anne-Louise Wetche.
1