Søndag blev brugt i hyggeligt selskab med venner og familie. Anledningen var, at vores ældste søn, Thomas, blev konfirmeret.
Festen blev holdt på efterskolen, hvor der blev serveret rigtig god mad, og hvor min kontaktgruppe stod for det praktiske med servering og medhjælp ved oprydning. En helt fantastisk hjælp fra en flok herlige unge mennesker, som forstod at tage ansvar og gøre det let for os at være værter!
Thomas nød naturligvis den store dag, hvor han var i centrum. Det samme gjorde vi som forældre, og lillebror Morten så også ud til at nyde festen, som han bestemt har været særdeles involveret og engageret i at planlægge.
Allerede for mange år siden var vi sikre på, at Lego skulle være en del af bordpynten - Thomas har brugt timer på dette herlige legetøj. Vi brugte små Legomænd til at holde bordkortene, og hvor det var muligt var mændene udstyret med noget, der kunne beskrive personen. Jeg havde f.eks. et kamera i hånden, min musikalske svoger en guitar og en god kollega havde følgeskab af en hund, som hun også altid har ved sin side i hverdagen. Bordkortene var et sjovt indslag, som mange har reageret meget positivt på.
Vi har været både for og imod det der med en stor bil til at hente konfirmanden, men lod os rive med. Thomas blev kørt standsmæssigt til skolen i en amerikansk flyder, en Chevrolet med halefinner, læder og en grådig 8-cylindret motor, som kræver 1 liter benzin for hver 4 kilometer, den kører. Bilen var årgang 1959, så den er blot et år yngre end mig!
Efter en lang og god dag gik turen hjem til Farsø, hvor vi lige brugte en times tid på at dække bord og gøre klar til mandag morgen, hvor hele klassen mødte ind til morgenkaffe og rundstykker, inden de gik i skole. Blå mandag ligger nemlig lidt længere ude i fremtiden, da alle skolens konfirmander holder fælles blå mandag i maj.
Kommentarer
- #1
Per W 02-05-2012 08:06 Hej
1Nydelig ung mand, og han kom da fra kirken med stil selv om vi havde booket Henrik og hans Triumph ;-)
Per, fik du taget nogle gode billeder i kirken? Det gjorde vi ikke, så hvis du har nogen med Søren eller hele flokken på, vil vi gerne bede om en kopi!
Kh Per W