I sidste uge brugte jeg et par timer i Randers sammen med min gamle seminarieven Tonny.

Vi har tidligere været en tur vestpå til VW Retromuseum i Ulfborg. En fin oplevelse, som kaldte på noget lignende her i foråret. Og da Østjyllands Museum i Randers i denne tid har en specialudstilling om “Ellerten”, som blev udviklet og bygget i byen, var det oplagt at besøge kronjydernes hovedstad.

Turen dertil foregik i vore dages udgave af en elbil - en Hyundai Kona Electric.

Vi fandt en parkeringsplads tæt ved J. O Kraghs plads - det kendte bysbarn, tobakshandlersønnen, der endte som statsminister, har naturligvis fået et minde i fødebyen - med en buste som skuer ud over pladsen.

Parkeringen var lidt speciel - der skulle betales, men det kunne kun ske med klingende mønt i en automat, som så spyttede en p-tilladelse ud, der skulle placeres i forruden! Heldigvis havde Tonny lidt mønt på lommen. Måske var den lidt specielle betalingsform skyld i, at der var flere ledige pladser her midt i Randers.

Vi fandt hurtigt frem til museet, og Tonny var stadig i spendererhjørnet: Han skulle nok betale entreen. Den var gratis.

Den store bygning rummer bibliotek i stueplanet, mens museet har til huse på førstesalen. Her er Ellertudstillingen placeret ved indgangen til museumsrummene. En udstilling med en lille video, hvor opfinderen Steen Volmer Jensen fortalte om udviklingen af køretøjet, som han bevidst kaldte et elkøretøj og ikke en bil. Udviklingen fandt sted på Dronningborg Maskinfabrik i begyndelsen af 1980’erne, og da der skulle startes en produktion, blev der skaffet kapital via folkeaktier, så de mange millioner kunne skaffes til veje.

 

Det første køretøj stod klart i 1985 under navnet U36, men i folkemunde fik det trehjulede køretøj hurtigt kælenavnet Ellert - et navn, der har hængt ved siden. Ellerten blev bl.a. præsenteret i Bella Centeret, og det gik bedre her, end det gjorde for Hope et par år senere, hvor deres elbil kørte ind i barrieren foran verdenspressens rullende kameraer.

Det helt store gennembrud fik køretøjet dog via engelsk TV i programmet Top Gear på BBC, som havde et længere indslag om det miljøvenlige danske bud på fremtidens bybil.

Teknisk var der tale om et køretøj med først en 0,8 kWh motor, som siden blev erstattet med en 2,5 kWh udgave. Rækkevidden var op mod 75 kilometer og topfarten omkring de 45 kilometer i timen. Det krævede lidt instruktion at køre den, for ellers risikerede man at overophede motoren, når der blev kørt op af bakker med farlige situationer i trafikken til følge. Ved introduktionen var prisen omkring de 30.000 kr.

 

En af mine gamle kolleger, Poul Højvang, var den lykkelige ejer af en Ellert tilbage i slutfirserne, hvor han brugte den som transportmiddel mellem sit hjem i Nørre Snede og arbejdspladsen på skolen i Isenvad - en tur på små 25 kilometer.

Ved OL i Barcelona i 1992 blev der brugt 4 Ellerter som kameravogne, f.eks. i forbindelse med løb, hvor den kunne køre foran løberne uden at sende udstødningsos op i hovedet af dem.

Ellerten blev aldrig den helt store succes. Selskabet bag gik konkurs to gange, et svensk firma tog over, uden at komme i gang, og til sidst endte det på tyske hænder. Her kom der gang i produktionen og udviklingen igen, og den sidste Ellert rullede ud under navnet City El så sent som i 2017-18, men siden har der vist være lige så stille om køretøjet, som den “manglende” lyd, der kom fra motoren.

 

Nu har Østjyllands Museum så brudt stilheden med den nye udstilling, hvor man bl.a. kan se en række forskellige udgaver af Ellerten - inklusive en, der er ophængt midt i lokalet og skilt af, så man kan se den forholdsvis enkle konstruktion.

I 2021 var der 174 Ellerter med nummerplade i Danmark.

Vi fulgte museumsbesøget op med en kop kaffe i cafeen og en efterfølgende lille gåtur i det smukke forårsvejr til Læsehesten, hvor der blev indkøbt lidt musik på vinyl.

Nu kan vi så bruge noget tid på at finde ud af, hvor næste roadtrip skal gå hen.

 

Overskriften kan nærmest lyde religiøs, men sådan er den nu ikke ment. David Bowie døde i januar 2016, og han er ikke genopstået.

Men Bowies musik lever!

Det fik jeg at høre og føle fredag aften, da jeg sammen med fruen drog til teaterkoncert i Vesthimmerlands musikhus ALFA, hvor elever fra Vesthimmerlands Gymnasium havde opsat en forestilling bygget op omkring kendte numre af David Bowie.

 

Ved indgangen forkyndte et skilt, at “ Gamle og tidligere VHG-elever havde gratis adgang”. Jeg opfylder vist begge kriterier, men valgte nu alligevel at spytte de 50 kr i kassen, som det kostede at komme ind!

Programmet fortalte, at forestillingen var opbygget som en cirkusforestilling, hvor forskellige karakterer indtog manegen og fortolkede Bowies sange.

 

Der blev lagt ud med Hello Spacecowboy, nok den mindst kendte af de sange, der var med. Men den blev leveret flot både musikalsk og vokalt, hvor pigen, som sang, havde den rigtige snert af Bowies intonation. Hun var alene på scenen klædt som en cirkusdirektør og fremførte sangen flot og havde en cool og stærk udstråling - en super start.

I næste nummer var stort set alle medvirkende på scenen. Under Pressure, som Bowie hittede med sammen med Queen var et orgie i moves og dans på scenen til tonerne af den klassiske basgang, som man har diskuteret, hvem der egentlig stod bag. I filmen om Queen er det bassist John Deacon, men andre mener, heriblandt Deacon selv, at det var Bowies ide. Der er nok i virkeligheden tale om, at de har udviklet det sammen på baggrund af en ide af Deacon.

Herfra gik turen til Mars i en forrygende version af det store hit. Den gamle (VHG’er) måtte vist tørre en tåre væk fra det ene øje under den fremførelse, som blev leveret spot on med en meget personlig fortolkning, som bestemt gjorde både Bowie, bandet og den unge sangerinde i divakostume ære.

 

Ensemblets eneste mandlige islæt fik lov til at have den vokale hovedrolle i China Girl, hvor han indtog scenen som en anden Alladin med en flok eksotiske dansere og korsangere omkring sig. Farverigt og energisk.

 

Intet cirkus uden klovne, og den hvide klovn entrede manegen i Changes. Måske aftenens mest komplette nummer med hensyn til lys og lyd. En flot fremførelse, ikke blot vokalt, men også koreografisk, hvor den syngende klovn elegant jagtede projektørlysets kegler rundt på scenen - ikke hurtigt, men langsomt og yndefuldt. Et stærkt nummer, som dog blev fulgt op af et, der var lige så stærkt.

 

Lazarus er Bowies dødsepos. Nummeret findes på den plade, der udkom to dage før han døde, og den tilhørende video lader ingen i tvivl om, at Bowie havde forudset sin egen død. Med sin titel efter den bibelske Lazarus, er det manges opfattelse, at Bowie forudså, at han ville leve videre gennem sin musik, efter døden. Det var fredagens koncert så et lysende eksempel på. Denne aften blev nummeret leveret flot - og uhyggeligt med en syngende heks, som fremførte sangen over sine boblende gryder. Mystikken, som Bowie var så kendt for, lever videre.

 

Mere muntert blev det i storhittet og titelnummeret fra Bowies discoudspil, Let’s Dance. Mange fans hader det album - jeg elsker det. Det viser bare, at Bowie også kunne skrue et mere end solidt popalbum sammen. Igen var scenen fyldt med sangere - og naturligvis dansere.

 

Fra discokuglerne og dansegulvet kom vi så en tur ud i rummet med Major Tom, som strander i universet i sin “tin can”. Et af Bowies tidlige numre fra 1969, en periode fyldt med interesse for rumfart og året, hvor det første menneske satte sin fod på månen. Armstrong, Baldwin og Collins kom dog hjem igen - modsat Major Tom, som blev ude i rummet, men levede videre som en figur, Bowie flere gange refererede til, bl.a. i indledningsnummeret Hello Spaceboy i en version sammen med Pet Shop Boys. Her i Aars var Major Tom erstattet af en engel, som ankommer til cirkus og modtages af klovnen og ballerinaen. En stærk version af en Bowie-klassiker.

Det store ensemble er tilbage i Heroes, hvor flere sangere tager den ledende rolle. Igen en stærk flot musikalsk og visuel udgave af et af Bowies mest populære numre.

Det hele slutter med endnu en rumreference i Starman fra Bowies Ziggy Stardust album. Her fungerer nummeret som et afslutningsnummer, hvor alle er på scenen - med undtagelse af bandet, som står gemt lidt væk på et repos oppe til højre for publikum. Sådan må det være, når det er en teaterkoncert, men synd, at musikerne ikke kom lidt mere frem i rampelyset - for det gjorde det fremragende.

 

Og således sluttede en fantastisk aften i ALFA. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke havde mit kamera med, for der var suverænt mange gode billeder i den forestilling. Til gengæld kunne jeg læne mig tilbage og nyde et brag af en koncert, som varmede mit gamle musikhjerte.

Behøver jeg at sige, at Bowie snurrer på pladespilleren i baggrunden, mens disse linjer skrives.