Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • Ferie i grænselandet

    24-07-2019
    Anden ferieuge blev bl.a. brugt i det sønderjyske. Morten var på spejderlejr på Stevninghus, så vi kombinerede et besøg i Farsø-lejren med et par dage i grænselandet.

    Første overnatning havde vi i Højer - byen bag diget. Vi valgte at køre via Skive og ned over Aulum og Skjern. Det er ikke en vej, vi normalt kører, vi tager som regel A13 eller motorvejen, når turen går nedover. Men det er sjovt at se nye steder - og måske blive inspireret til at vende tilbage på et senere tidspunkt.

    Vi slog et smut helt ud mod vest, til Blåvand, hvor Tirpitz Museet blev indviet for et par år siden. Jeg besøgte stedet, da det bare var en forladt tysk bunker, da jeg var soldat i 1978-79. Nu har arkitekt Bjarne Ingels og tegnestuen BIG været inde over, og der er lavet en bygning, som er bygget sammen med den gamle bunker, der i øvrigt aldrig blev færdig. Arkitektonisk har Ingels lavet en løsning, hvor bygningerne falder godt ind i landskabet, nærmest som de klitter, de er placeret imellem. Det meste af udstillingsarealet er nede under jordhøjde - akkurat som bunkerne var.
     


    Efter en halv time i kø, slap vi ind i det underjordiske, som rent militærmæssigt ikke er så imponerende som museet og anlægget i Hanstholm. Der er dog lavet en flot udstilling - ja flere faktisk.

    Der er et afsnit, hvor man viser levevilkårene for befolkningen i området gennem tiden, hvor naturen hver dag har været en medspiller på godt og ondt. Det blev staten også, da man anlagde militært øvelsesområde og tvangsflyttede en del beboere i området.

    I en anden afdeling er der sat fokus på rav og dets betydning, som en vigtig handelsvare. Der er montrer, som fortæller og viser, hvordan rav er dannet i Norge og Sveriges store skove, men siden er ført til Danmark via floder for mange tusinde år siden, hvor landskabet så helt anderledes ud. Der er flotte fund af store ravklumper og en fantastisk skalamodel af operahuset i Sydney - udført i rav og brugt som blikfang i en butik i København.
     


    Filmen “Under sandet” har sat gang i debatten om, hvordan de tyske minefelter på vestkysten blev ryddet efter befrielsen - ikke af danske mine-eksperter, men af unge tyskere, som reelt ikke havde noget valg, selv om der rent juridisk ikke var belæg for at sætte dem til den slags tvangsarbejde. Men naturligvis har stemningen og følelserne dengang været anderledes, og ikke unaturligt har man tænkt, at det land, som havde lagt minerne også skulle fjerne dem. Udstillingen perspektiverer helt frem til i dag, hvor landminer er et stort problem i mange lande, hvor krigen har vist sit grumme ansigt frem.

    Tirpitz-udstillingen viser forskellige tyske bunkere og bringer historier om de mennesker, som levede i eller omkring dem. Med tysk grundighed var bunkerbygning sat i system - Regelbau - nærmest som store legoklodser, der kunne sættes sammen til forskellige typer af bunkere, som man kan se i udstillingen.

    Endelig er der selve kanonbunkeren, som aldrig blev bygget færdig. Den var en del at et større system, som skulle forhindre en allieret landgang på den jyske vestkyst. Et af de store kanonløb kan i øvrigt ses i Hanstholm, men ellers kan man se bunkeren indvendig og via små skilte skanne sin lille brik, som man fik ved indgangen. Via den kan man høre små informative fortællinger rundt om i hele museet - smart, selv om det ser ud som om, alle går og taler i mobil!

    Fra Blåvand gik turen til Esbjerg, hvor vi stoppede op ved de imponerende skulpturer “Mennesket ved havet”, som der egentlig var planer om at opstille i Skagen, men som Esbjerg fik fat i, da byen fejrede byjubilæum. De 9 meter høj skulpturer i hvid beton, udført af billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen er placeret ved Sædding Strand, hvor de har skuet ud over Havet siden 1995.
     

  • Rideklubben

    12-07-2019
     
    Der er mig bekendt kun to fuglefjeld i Danmark, nemlig Bulbjerg i Han Herred og så på Bornholm ved Hammershus.

    Fuglefjeldet ved Bulbjerg rummer en lille koloni på omkring 500 par rider, som er den mest almindelige mågetype i verden. En forholdsvis lille og elegant flyver - hvilket også er nødvendigt, når mågestellet bliver slået ned og der lægges an til landing på de smalle hylder på Bulbjerg. Der er trangt, og der er rift om pladserne.
     


    Ved foden af Bulbjerg kan man komme helt tæt på riderne, som bestemt ikke lever et liv i stilhed. Det er dog mest interne kampe fuglene imellem, som giver anledning til balladen, for her på de stejle fjeldsider er de ikke truet nævneværdigt af rovdyr.

    Fotomæssigt er jeg fascineret af mågernes indflyvning til fjeldet - det er smukt, når de bremser op og forsøger at finde fodfæste - og det giver nogle flotte billeder. Ikke mindst hvis der er en blå himmel som baggrund og man har lyset ind fra vest. Kameraet blæser af sted med 10 billeder i sekundet, og så er det bare med at komme hjem og sortere i mågeskuddene.
     


    Tilbagegangen i fiskearter Tobis har betydet tilbagegang i flere ridekolonier, men det har ikke påvirket kolonien i Bulbjerg - måske fordi riderne her af og til smutter forbi Hanstholm og finder sig lidt føde ved den store fiskerihavn. Og så er kolonien heller ikke så stor - de 500 par er en bagatel sammenlignet med kolonier i England eller på Færøerne, hvor der kan være op mod 100.000 fugle i en koloni.

    Foruden riderne byder Bulbjerg på smukke udsigter til Lild Strand, til resterne af Skarreklit ude i vandet og til Thorup Strand mod øst. Desuden er der indrettet et lille museum i en bunker, som tyskerne under besættelsen byggede i klinten som en del af et større forsvarssystem med hovedsæde i Hanstholm, hvor der i dag er et flot og meget informativt bunkermuseum.
     

  • Gutterne på kutterne

    11-07-2019
     
    Thorupstrand eller Thorup Strand - det staves lidt forskelligt på vejskiltene heroppe. Jeg hælder dog mest til den sammensætte version af bynavnet.

    Mit første bekendtskab med området stammer helt tilbage fra 1979-80, hvor jeg sammen med min studiegruppe fra AUC var på feltarbejde. Vi skulle arbejde med at planlægge et feriecenter i området og skulle bl.a. lave jordbundsprøver ved hjælp af elektriske målinger. Projektet omfattede en række feriehuse og en centerbygning, og vi arbejdede ud fra en plan, hvor der skulle anvendes sivedræn. Langt fra vore dages kloakplaner med tostrengede systemer.

    Det hele var jo teori, men det var spændende og interessant. Vi boede i et lejet sommerhus i nogenlunde samme område, som vi har været i de seneste dage, men jeg har dog ikke kunne spotte huset - det er jo også længe siden. I øvrigt var det en vildt hyggelig tur med nogle meget rare mennesker - de fleste endte vist som landinspektører, medens jeg altså skiftede spor og gik lærervejen.

    Er der noget, som kan gøre folk og steder kendte, så er det TV-serier. Således også med smukke Thorupstrand, som da altid har tiltrukket turister, der gerne vil se, når havbådene trækkes op på stranden. Men efter at de lokale fiskere medvirkede i TV-serien “Gutterne på kutterne”, kom der da for alvor fokus på stedet. Og de nye kendisser udnyttede det naturligvis til at drage ud til torvedag og indkøbscentre for at sælge fisk under deres kendte brand.
     


    Fiskerne i Thorupstrand har formået at klare sig i den hårde konkurrence, hvor ord som “kvotekonger” og fiskefabrikker er blevet hverdag. Thorupstrand-fiskerne er på bedste andelbevægelsesvis gået sammen om kvoter, og det har været med til at give dem mulighed for at fortsætte deres hverv i konkurrence med kæmpekutterne fra Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn - for ikke at tale om de forhadte hollændere, som med deres bomtrawl vist fisker uden moral eller hensyntagen til andre end sig selv. Det er i sandhed store kræfter, gutterne på kutterne er oppe i mod…
     


    Men de ligger der stadig, havbådene, og de er på fiskeri, når vejret tillader det. Strømmen af fotograferende turister til stranden er stadig stor, og der er indtil flere fiskebutikker i området.

    Ved solnedgang er der flotte motiver på stranden - ikke mindst, når solen leger med og dumper i havet som en rund ildkugle ude i horisonten.
     

  • Ferie ved Vejle(rne)

    10-07-2019
     
    Sommerferien er indtil nu blevet brugt i et lejet hus i Han Herred - nærmere bestemt i Thorup Strand.

    Området her ligger mellem Limfjorden mod syd og Vesterhavet/Jammerbugten mod nord. Dermed er der lagt op til naturoplevelser i stor stil, fra det frådende hav til de smukke sivskove ind i naturreservatet Vejlerne. Her er der, ikke mindst takket være Aage V. Jensen Fond, etableret fugletårne og træbroer ud gennem sivskoven, så man kan komme helt tæt på fugle- og dyrelivet.

    Umiddelbart var der ikke så langt fra vores sommerhus til Han Vejle, som jeg aldrig har besøgt. Men da jeg nærmede mig området, var vejen spærret, da man har fjernet den gamle bro - og en ny er endnu ikke opført - heller ikke en nødbro til fodgængere. Så her stod jeg kun 10 meter fra området med gangbroer og fugletårne - uden at kunne komme derover. Jo, det kunne jeg jo, men først efter en længere omvej i bilen rundt om Lund Fjord.
     


    Det var dog besværet værd, for der var nok at se på og fotografere fra gangbroerne og fugletårnene: Rørhøgene svævede over sivskoven på jagt efter føde, fiske- og sølvhejrer fouragerede nede i vandet sammen med et par skestorke, som slet ikke er storke! Og småfuglene gjorde sig til som modeller på sivene. Jeg fik også en snak med lokale folk, som var ude med kamera og kikkert. De var vist på jagt efter den hvide vipstjert, som jeg dog ikke så noget til denne flotte morgen.

    Alt i alt en rigtig god start på ferien.
     

  • 10 år med hovedet på bloggen

    21-06-2019
    I den kommende uge kan min blog her på thit-siden fejre 10 års jubilæum. Jeg skrev min første blog den 25. juni 2009.
     
    Sådan et jubilæum kalder jo på en bogudgivelse. Og det er så det jeg har lavet i form af denne elektroniske bog med et tilbageblik på 10 år med hovedet på bloggen.
     
    Næste uge bliver præget af travlhed med efterskoleafslutning og studenterfestivitas, så vi iler med at offentliggøre bogen allerede nu. Klig på den, og et udsnit af mine bloggerier vil dukke op.
     
    God fornøjelse.
     
    Per
     
     
     

  • Forår 2019 set gennem kameraobjektivet

    15-06-2019
    Nu skal min blog jo ikke ruste helt til, fordi jeg ikke får taget mig sammen til at skrive så tit.
     
    Derfor kommer her en billedblog med fotos fra foråret 2019. Det er naturfotos, sport og musik. Jeg har desuden også været til konfirmation og bryllup, men de billeder viser jeg ikke - de er videregivet til de pågældende mennesker, som heldigvis blev glade for resultatet.
     
     
     
     
     

  • Jazz, klassisk, pop og Les Lanciers

    05-03-2019
     
    Lørdagen blev en af de mere kulturelle dage her i det vesthimmerlandske.

    For andet år i træk inviterer Vesthimmerlands Kommune til AHA Kulturuge - en uge med et væld af kulturelle oplevelser med musik, sang og teater for alle aldersgrupper. Her er glade amatører på slap line kombineret med professionelle og kendte kunstnere.

    Fruen og jeg deltog i åbningsarrangementet, som bogstavelig talt udspillede sig på tre af Farsøs industrivirksomheder. På den store vinduesfabrik Outline oplevede vi dansk jazz i verdensklasse med mundharpespilleren Mathias Heises kvartet, som leverede flotte numre med plads til masser af soli og improvisationer i en fabrikshal fyldt med velduftende træ.
     


    En af vores søn Thomas’ gamle klassekammerater fra gymnasiet, Ebbe Michelsen, er en meget dygtig pianist, hvilket vi og alle andre kunne konstatere, da vi smagte på kulinariske lækkerier fra Kanalfogedens Køkken i Løgstør, som havde lavet en tallerken med lokale råvarer. Diner-musikken var international, men altså leveret af lokale hænder, som bevægede sig behændigt hen over de sort-hvide tangenter.
     

    Internationalt men stadig dansk musik var der også hos Danilift, hvor to tredjedele af Outlandish underholdt med deres multietniske popmusik, som indbefatter hits som Guantanamo og Aicha.
     

    Fra Farsø gik det videre til gallafest på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor yngstesønnen Morten går i 3. g og derfor skulle træde ud i den klassiske dans Les Lanciers. Inden da skulle farmand lige tage fotos af sønnen med gallapartner og af hele den festklædte klasse. Flot om imponerende og en voldsom kontrast til, da man selv stod der i 70’erne og udførte dansen i T-shirt og kondisko…
     


    Gallafesten er stort sat op med tema, som denne gang var En aften i den fortryllede skov. Der var gjort meget ud af at pynte en ellers kedelig idrætshal op til fest - og jeg skal love for, at det fungerede og var flot.

    Som aftenen skred frem blev de flotte rober skiftet ud hos nogle, og flade sko og bare tæer vandt over høje hæle og stiletter, medens der blev danset og festet i en herlig atmosfære, hvor elever og medarbejdere hyggede sig sammen med forældrene. Igen lidt af en kontrast til min gymnasietid, hvor mine forældre vist kun var på skolen, den dag, jeg blev student.

    Og netop student, er næste mål for de mange VHG’ere, nu hvor festen i den fortryllede skov afløses af nogle hårde med forberedelser til de afsluttende prøver.

    Når de er afsluttet, skal der så festes videre….

  • Pladespiller frem i lyset

    23-02-2019
    Da fruen foreslog, at vi skulle holde maleferie i vinterferien, forestillede jeg mig et højskoleophold blandt kreative mennesker med en pensel bag øret og masser af blanke flader, som bare ventede på at blive fyldt med fest og farver.

    Jeg blev klogere, gjorde jeg!

    Ferien blev i stedet brugt på at male herhjemme. Det var dog også ved at trænge, og når først man kommer i gang, er det nu meget hyggeligt at male - også på vægge, lister og vinduer.

    Da møbler og andet løsøre skal flyttes, når man går i gang med sådan et projekt, gav det anledning til at rokere lidt rundt på nogle af mine pladespillere og anlæg. Her på kontorarbejdspladsen nede i stuen kom de store Jamo-højttalere væk og blev erstattet af et par mindre reolhøjttalere fra Dali - de spiller forbavsende godt og har gjort det længe ved fotocomputeren oppe på repos’et. Her skal jeg nu se, om jeg kan få plads til de store Jamo’er.

    Samtidig fik jeg fjernet en adskillelse i rumdeleren, så min pladespiller har fået en mere central og naturlig placering i forhold til før, hvor den stod ovenpå rumdeleren med en lidt akavet betjening til følge. Pladsen er nu overtaget af den gamle Philips, som kommer ned og spiller singler af og til.

    Nu er set up’et klar, som det hedder i hi-fi fagsproget, og der spinnes løs, fortrinsvis med kunstnere og grupper, som begynder med A og B, da det er denne del af samlingen, som i øjeblikket er nede i “stadsstuen”, hvor de har afløst de danske plader.

    Pladespilleren er en Beogram 5000, som skal skiftes til at udfylde pladsen sammen med en stor Technics, som lige nu er på værksted.
     

  • Baal var on fire på Skråen

    19-02-2019
     
    Søndag aften var jeg på Skråen i Aalborg med min gode ven Ib, som havde vundet to billetter til en koncert med den københavnske gruppe Baal (udtales baaal og ikke bål).

    Gruppen havde sin storhedstid sidst sidst i 1990'erne og deres debutalbum Sensorama har lidt af en kultstatus hos kendere. Jeg kender godt bandet og noget af deres musik, men kun perifert. Lyden er stor og voldsom, men også stille og blid med store skift i rytme, stemning og kraft. Sangeren Bjørn Fjæstad er det sceniske midtpunkt med sin nærmest teatralske performance, medens keyboardspilleren Henrik Steen Melander lægger den melodiske tone, en særdeles velspillende Troels Skærbæk på bas, en solid Kenny Andy Jørgensen på trommer og en guitarist i skikkelse af Morten Lundsgaard, som mestrer at spille følt såvel som storladent, så tankerne går til Queen eller David Bowie. Lundsgaard ligner en rødhåret udgave af Tintin, som han står der og smiler og vrider smukke eller rå toner ud af den 6-strengede.

    Vi er blandt kendere denne aften på Skråen - det er tydeligt, at mange blandt publikum aften var unge omkring årtusindeskiftet. Der er dog også helt unge, som må have stiftet bekendtskab med musikken på anden måde, og så er der Ib og mig, som må erkende, at vi denne aften er med til at trække aldersgennemsnittet i vejret.

    Uanset tallene på vores dåbsattest får vi en forrygende aften i selskab med Baal, som i den grad leverer varen. Det er svært at sætte musikken i bås, men inspirationen fra Bowie er tydelig. Jeg hører også overtoner af Procol Harums symfoniske rock og som nævnt også en stor portion Queen.

    Jeg har tidligere hørt Ball på Nibe festival’en, dengang med en hyldest til netop afdøde David Bowie i form af en Baal-version af “Life on Mars”. Den fik vi ikke i Aalborg - til gengæld var stemningen mere intens og publikum mere dedikeret end på Nibe.

    Baal udgav i 2018 albummet “Time is old”, som kører på Spotify, medens disse linjer skrives. Det er bestemt anbefalelsesværdigt.

<   1   2  

 
 
Per Lyngby