Mandag havde jeg for anden aften i træk aftenvagt på efterskolen. Denne gang havde jeg taget mit fotostativ, som jeg næsten aldrig bruger, med i bilen.
På hjemturen fra Haverslev til Farsø passerer jeg varmeværket ved Aars, som ligger meget karakteristisk og oplyst for bunden af en bakke. Meget fotogent - specielt hvis man kan sætte kameraet stabilt, så man kan opnå lukketider på 15-13 sekunder.
Jeg fik rodet stativet frem og monteret kameraet - indstillet de forskellige funktioner, og så er det bare og trykke på knappen og vente, indtil kameraet er færdig med at gøre arbejdet. Man kan godt bruge kameraets indbyggede lysmåler, men ofte er det en bedre ide at forsøge med forskellige lukketider, som man indstiller manuelt. Med automatik vil kameraet blive snydt, hvis der kommer en bil med tændte lygter, hvis lys vil påvirke lysmålingen.
Tidspunktet i timen efter solnedgang er i øvrigt rigtig godt til aftenfoto, da man her får den karakteristiske dybblå himmel. Den røde streg i bunden af billedet er baglygterne fra en forbikørende bil, som jo når at kører forbi hele billedfeltet under eksponeringen på 20 sekunder.
Nu da jeg havde udstyret med, blev det også til et stop ved vandtårnet i Farsø - som man kan se, er the blue hour slut og nu er nattehimlen sort som kul.
Søndag bød på årets sidste weekendvagt på efterskolen for mit vedkommende. Og det blev en af de mindeværdige, hyggelige og sjove vagter. Ikke mindst fordi de 13 elever, som var på skolen i weekenden bare havde ja-hatten på.
Efter to dage på Sjælland med basket-DM i bagagen var det naturligvis trætte elever - men ikke mere trætte, end at de havde overskud til at få klaret lidt synopseskrivning til deres mundtlige danskprøve. Så en lille tur på rulleskøjter i det smukke vejr, hyggelig beachvolley på skolens bane og afslutningsvis en cykeltur på 10 kilometer til Nysum Banen, hvor der denne sene søndag eftermiddag blev kørt Zulu Djævleræs med liveoptagelse til TV.
Nu har jeg altid syntes, at TV-mediet er noget tungt noget at danse med. Mine fordomme blev indfriet denne søndag i grusgraven i Nysum, hvor de 800 publikummer ikke blev orienteret om noget som helst i forbindelse med løbene. Det var jo TV-optagelser, så derfor var der ikke speak via anlægget men kun til de opstillede kameraer og mikrofoner. Mine gode kollega Tina Boye havde telefonisk kontakt til en, som så med på TV, så af den vej kunne vi holde os orienteret.
Djævleræset er en TV-udgave med kendisser i den populære sport "Folkerace", som alle der er fyldt 14, kan være med i. Man skal gennem et aftenkursus og en teoriprøve, og så er man ellers klar. Banen er indrettet, så tophastigheden ikke kommer over 80, og der er masser af sikkerhed i såvel de gamle biler som på og omkring banen. Heldigvis da, for det er ganske almindeligt, at bilerne kører sammen og ruller rundt, når der kæmpes om placeringerne i svingene.
Vi nappede ikke alle 4 timer i Nysum, men fik da set 3-4 heats og fik da også set masser af ræs, kolbøtter og udskridninger.
Hjemme på skolen begyndte de øvrige elever at indfinde sig, og så sluttede denne søndag ellers med en hyggelig godnatrunde og en midnatshyggesludder med vagtkollega Jens P, som var mødt ind til godnatrunden.
Forude ligger masser af intenst efterskoleliv i endnu en måned, hvor der også står mundtlige prøver på skoleskemaet.
Ove Steen Pedersen i Viborg, som er lidt af en samler angående Blackbirds, har gjort mig opmærksom på, at Blackbirds er repræsenteret på den seneste CD i Jørgen DeMylius' Eldorado-serie: Eldorado 5.
Der er i alt 3 CD'er i sættet, hvor Blackbirds naturligvis er at finde med deres hit "Hey Hey What A Wonderfull World". Andre navne på sættet er svenske Svenne & Lotta, som Blackbirds senere kom til at spille opvarmning for i København. Fra samme tid finder man også skotske Pilot og Sailor, som havde en forsanger med norske rødder. Lad os krydre denne blog med Pilot og deres hit "Magic", som dog er ikke er det nummer, de er repræsenteret med på Eldorado 5:
Her i pinsen måtte hunden Nemo endnu en gang stå for skud, da jeg skulle lege lidt med mit kamera. Jeg tror nu ikke, at Nemo havde noget imod det, da der blev leget med en frisbee.
Når man har en hjælper til at kaste frisbeen kan man nogenlund forberede fotograferingen, men helt forudsigeligt er det nu ikke, hvor frisbeen vil flyve hen. Og hvor frisbeen er, kan man også finde Nemo, som gladeligt tonser af sted og springer efter den flyvende grønne tallerken.
Man må indstille sig på en del fejlskud, men ind imellem er der også rigtig gode skud, hvor hund og frisbee hænger frit svævende i luften. Denne blog er krydret med nogle af mandagens bedste knips.
Min interesse for musik kaster ind imellem sjove ting af sig. Som nu forleden, hvor jeg via Facebook kom i kontakt med Uno Wierød fra Haderslev i forbindelse med musik med Janus & Venner.
Uno er festmusiker, og en hel del andet. Men musik er så absolut en væsentlig del af hans liv og har været det gennem stort set hele hans liv. Han sendte mig et par CD'er, som han selv har indspillet - den ene er et projekt, som han i 2005 søsatte sammen med sin bror Irenæus Wierød, som fordanskede en række Bob Dylan tekster, som Uno så indspillede med udvalgte musikere. Et dristigt projekt, som mange nok vil mene, kun kan gå galt. Hvem tør kaste sig ud i at skrive danske versioner af den lyriske mester Dylans store sangskat. Det gjorde Wierød-brødrene, og i mine ører er de sluppet godt fra det. De danske tekster er lagt tæt op af de originale og det samme gælder for de musikalske arrangementer. Jeg har kun haft lejlighed til at gennemlytte CD'en en enkelt gang, men nu kommer den med i bilen, som er et herligt lytterum, når jeg kører til af fra arbejde. Fruen klager godt nok over, at der er skruet noget op for lyden, når hun skal bruge bilen...
Den gæve sønderjyde har også kastet sig ud i at fordanske de store svenske sangskrivere Bjørn Afzelius og Michael Wiehe, hvilket man kan høre på CD'en DSD - det er svensk på dansk. Den skal jeg også til at have lyttet.
Min generhvervelse af den gamle LP-plade med Janus & Venner fik mig til at kigge rundt på nettet for at tjekke priser på gamle plader. Et marked, hvor priserne stiger en del i disse år. Specielt, hvis man ligger inde med de rigtige skiver i en god kvalitet - ikke blot lydmæssigt men også med pænt cover og den rigtige label.
Af og til er der plader, som har en særlig gimmick. Specielt i 1970'erne blev der gjort en del ud af omslag, som kunne foldes ud, og somme tider var der indlagt plakater eller andet i coveret. Sådanne ting kan være med til at forøge pladernes værdi i dag, hvis de stadig ligger ved pladen og er pæne. Jeg ved, at danske Burnin Red Ivanhoes dobbelt-LP "M144" i sin tid indholdt effekter til et lille dukketeater - det gør mit eksemplar desvære ikke, så den er kun 4-500 kr. værd. Men havde det gjort det, ville pladen være meget mere værd - hvor meget, ved jeg ikke, da det ikke er lykkedes mig at finde den til salg på nettet. Til gengæld kan jeg finde den engelske gruppe Rare Bird, som udgav "Epic Forest" med bonus-EP og indlagt plakat. En plade uden plakat, kan købes for 3-400 kr., men er plakat og EP med stiger prisen til 1500 til 2000 kr. Der er måske nogle, som fortryder, at de i sin tid tapede diverse plakater fra deres plader op på væggen...Jeg har således en plade "Elastic Rock" med Nucleus. Syret jazz, som jeg ikke hørte, men det flotte cover med en vulkan kom op at hænge på væggen over pladespilleren. En pladesamler så mit eksemplar for nogle år siden og var ved at få et chok over at se, hvad jeg havde brugt pladen til! Et pænt eksemplar koster i dag 1500 kr.
De priser, som jeg her nævner, er selvfølgelig ikke de priser, som man selv kan få - det er priser, som diverse antikvariater sælger pladerne til. Hvad de så vil give for dem i indkøb, har jeg ikke nogen ide om - men formentlig ikke mere end det halve.
Forleden gjorde jeg et lille fund i en lokal genbrugsbutik. På hylden med gamle LP’er - fortrinsvis James Last og pop fra 80’erne, stod pludselig en gammel kending: “Med udsigt til regn” med den danske hippiegruppe Janus & Venner. Den blev erhvervet formedelst den nette sum af 10 kr.
Jeg har tidligere ejet pladen - dog i et slidt og ramponeret eksemplar, som jeg solgte til en fyr fra Kolding. Han ville give 150 kr., men jeg syntes ærlig talt, at det var for meget, når man tog skivens almindelige forfatning i betragtning. Så jeg forlangte 75 kr. og sendte pladen til Kolding - pengene modtog jeg aldrig og en henvendelse til den unge mand gav ikke noget positivt resultat. Jeg valgte ikke at forfølge sagen, men tog det som en lærestreg i at stole blindt på andre mennesker gennem nettet...
Mit nyerhvervede eksemplar er knap så slidt og coveret er ganske pænt. Jeg har renset pladen med vand og sæbe, hvilket har resulteret i en renere (!) lyd.
Pladen er, så vidt jeg ved, lidt af en kultplade, som i det stille har lagt sig i kølvandet af den noget mere kendte “Hip” med Steppeulvene. Ifølge en antikvar findes der næppe mange eksemplarer af pladen i dag - et sted mellem 500 og 1000 er nævnt. Her kan jeg have min tvivl, da jeg selv har ejet to eksemplarer og er bekendt med mindst to andre her i det Vesthimmerlandske, som også har ejet eller stadig ejet skiven. Måske har der været mange flere i omløb, men det kan også være, at de er blevet råspillet og maltrakteret i kollektivernes dunkle tåger, så der ikker er mange pæne eksemplarer tilbage. Jeg skal ikke kunne sige det.
Da jeg ved, at der blandt bloggens læsere er flere med hang til musik fra den tid, kunne det jo være interessant, hvis de skrev en kommentar, hvis de skulle eje pladen. Det kan måske give et fingerpeg om dens udbredelse.
Men nu står Janus og hans venner altså igen i min samling - og skulle der være en fyr i Kolding, som kunne tænke sig at købe den, er det ikke mig, han skal henvende sig til!
