I min pladesamling står der 5-6 skiver med den amerikanske singer-songwriter Jim Croce, som døde på tærskelen til en stor karriere i september 1973.
Croce begyndte at spille på klubber og universiteter allerede i 1966, men han slog aldrig for alvor igennem og faldt tilbage på mere ordinære jobs som bl.a. lastbilchauffør. Han slap dog aldrig musikken helt, og med inspiration fra bl.a. truckstops og lignende steder fandt han inspiration til tekster på en række flotte albums fra begyndelsen af 1970'erne.
Croce kom ind som nummer 1 på den amerikanske hitliste med "Bad bad Leroy Brown" og han havde netop færdigindspillet albummet "I Got A Name", som han var ude at promovere ved koncerter, da han blev dræbt ved et flystyrt. Fem andre omkom ved ulykken heriblandt guitaristen Maury Muelheisen, som havde været med til at tilføre Croces musik den sprøde guitarlyd, som sammen med Croces sangstemme var varemærket for deres musik.
Som så mange gange før og siden i populærmusikkens historie opnåede Croce størst succes og anerkendelse efter sin død. Posthumt opnåede han således hits med ældre materiale, som fik fornyet interesse efter den tragiske flyulykke.
I vores have står et æbletræ, som formentlig er mere end 50 år gammelt.
Sådan et træ er meget flot, men da det står næsten midt på græsplænen er der også visse ulemper forbundet med det. Store dele af græsplænen ligger i skygge om sommeren, og de seneste år har træet smidt frugt fra midten af juli til helt hen i november. Om sommeren er det et problem, fordi jeg skal fjerne nedfaldne æbler, før græsset kan blive slået. Og om efteråret bliver der også kørt en del trailerfulde æbler på genbrugspladsen.
Men lørdag blev det altafgørende våben taget i brug i "æblekrigen" - effektive motorsave, den ene på et langt skaft, som kunne føre krigen helt ud i de fjerneste afkroge af det krogede træ.
Som disse to billeder viser, er det en markant ændring i havebilledet. Men træet skal nok skyde igen, og efter sigende skulle vi få bedre frugt ud af en sådan beskæring.
Jeg ser med glæde frem til et par år, hvor det er mig, som har førertrøjen på i den vedvarende krig mod nedfaldsfrugt.
Nu venter der lige en dags arbejde med at få savet grenene op og sorteret i brænde og affald, hvorefter der nok skal køres et par ture på genrbugspladsen.
Tirsdag aften tilbragte jeg med min gode ven Ib i skøjtearenaen ved Gigantium i Aalborg. Et imponerende isstadion med plads til omkring 5.000 tilskuere - og unægtelig noget af en kontrast til den gamle skøjtehal i Aalborg, hvor man skulle være mere end heldig for at kunne se bare lidt af banen, når der blev spillet hockey.
Det er godt nok mange år siden, jeg sidst har været til hockey. Gensynet blev en god oplevelse, ikke kun på grund af de flotte rammer, men også på grund af godt spil fra de rødklædte lokale helte, som i dag går under navnet Aalborg Pirates. Piraterne var i den grad på togt mod de stakkels “Mighty Bulls” fra Rødovre, som nærmere lignede slagtekvæg i en kamp, hvor de led et nederlag på ikke mindre end 10-1 efter periodecifrene 4-0, 5-0 og 1-1. Kun i tredje og sidste periode fik gæsterne lov at komme ind i kampen, som til slut udviklede sig til mere slagsmål end hockey. Næverne fik lov at tale mere end skøjterne og de 4 dommere havde mere end travlt med at skille kombatanter og uddele diverse straffe for “Slashing”, “Tripping”, “Cross Checking” og almindelig dårlig opførsel, som får danske gymnasieelever på tur til Prag til at ligne engle.
Blandt publikum kunne man også spotte og høre folk med en lavere tilgang til tingene, end vi kom med. Skældsordene flød i en lind strøm ned mod dommerne - uagtet at ens favorithold var foran med 10-0, og her som hos visse fodboldtilskuere går det mere op i at håne og svine modstanderne end i at hylde ens egne helte.
Nå, langt størsteparten af de små 4000 tilskuere nød nu en god kamp og alle forlod hallen i god ro og orden - man kan dog godt forestille sig, hvordan stemningen er, når det er ærkerivalerne og hadeklubben fra Frederikshavn, som gæster Gigantium. Sidst det skete, blev borgmester Henning G. Jensen sendt i gulvet af en tilskuer.
Jo, der er gang i den, når der spilles hockey. Måske går der ikke helt så lang tid, inden jeg igen finder vej til en kamp i Aalborg.
Billedkvaliteten på billederne her er bestemt ikke i top - selv om lyset i skøjtehallen er rigtig godt, så er en lille mobiltelefon bare ikke god nok til at fange en hurtig sport som ishockey. Men de giver da en OK fornemmelse af den flotte isarena.
Lørdag aften så jeg sammen med min ældste søn Thomas en DVD med The Who-filmen Quadrophinia - en film fra 1979, som bygger på gruppens anden “rock-opera” med samme titel fra 1973. Dobbeltalbummet var en opfølger på deres store succes med “Tommy”, som også blev filmatiseret.
Filmen fik mig til at mindes en episode, hvor gruppen optrådte med numrene fra Quadrophinia i USA. Ved en koncert på Cow Palace i San Francisco bliver der traditionen tro givet gas af alle gruppens medlemmer - ikke mindst vildmanden bag trommerne, Keith Moon, som var notorisk kendt for et liv, hvor sprut og stoffer gjorde ham utilregnelig både på og udenfor scenen. En god time inde i koncerten kollapser han simpelthen bag trommerne, hvorefter han bliver båret ud og smidt under den kolde bruser og behandlet med en indsprøjtning. Med en halv times forsinkelse kommer han igen på scenen, men kun for kort efter igen at falde sammen bag trommesættet. denne gang kommer han under behandling og kommer ikke tilbage til scenen.
I første omgang spiller bandet et nummer uden trommer, men guitarist Pete Townshend spørger så publikum, om der er nogen, som kan spille trommer - og gøre det godt. På en af de forreste rækker sidder 19-årige Scott Halpin, som med tilskyndelse af venner melder sig - og kort efter sidder han på scenen bag Keith Moons trommer!
Bandet vælger at spille “Smokestack Lightning”, som ikke er så kompliceret, så den unge trommeslager har en chance for at falde ind (i rytmen :-)...). I alt bliver det til tre numre med Scott Halpin som trommeslager i et af verdens største rockbands. Unægtelig en historie at tage med hjem og fortælle venner og familie. Og mindre historisk bliver det ikke af, at det hele faktisk blev optaget på film, hvilken man kan opleve flere steder på You Tube.
Keith Moons livsførelse endte tragisk men forudsigeligt, da han døde af en overdosis af piller den 6. september 1978.
Scott Halpin døde som følge af en svulst i hjernen den 9. februar 2008.
Videoen herunder fortæller i komprimeret form om hændelsen i Cow Palace denne aften i 1973.
Da min gamle stationære PC brød ned for et par år siden, røg der også et par programmer til at optage og redigere lyd på computeren. Nu har jeg fået geninstalleret det på en gammel PC, som var kasseret på efterskolen.
Med dette set-up kan jeg igen kaste mig over en hyggelig hobby, hvor jeg digitaliserer nogle af mine gamle LP’er. Ikke fordi, jeg ikke kan spille dem på anlægget herhjemme - det kan jeg fint, da jeg altid har en pladespiller koblet til anlægget, men mere fordi jeg så kan lægge dem på CD’er og lytte til dem i bilen. Og bilen er jo ret beset et af de bedste lytterum, man har. Ikke mindst når man kører alene på arbejde og ikke rigtig gider høre de kedelige radioprogrammer.
Rent teknisk foregår overspilningen ved, at jeg på en opstilling nede i kælderen fører musikken fra pladespilleren via en gammel forstærker til en PC, som er forsynet med et program, som kan optage lyd. Når indspilningen er færdig, gemmes den som én stor fil på en USB-nøgle. Oppe i stuen kan jeg så redigere og finpudse indspilningen på min bærbare computer. Det foregår altsammen let og smertefrit i programmet Audio Cleaning Lab. Man kan gå ind og foretage justeringer, hvor skrat og støj reduceres, men det er nu sjældent en teknik, jeg bruger. Jeg opdeler til gengæld den lange fil i forhold til det antal numre, som er på den originale LP. Til slut brænder jeg musikken på en CD, så jeg får stort set den samme lyd, som fra pladespilleren. Ikke noget med at komprimere til MP3 eller andre formater, som reducerer filstørrelsen men også fjerner noget af musikkens originale dynamik. Det er ikke mindst hørbart, hvis man lytter til musikken på det store anlæg, hvor jeg aldrig hører MP3-musik, hvorimod det er knap så kritisk på den bærbare computer, hvor højttalerne alligevel ikke yder musikken og lyden retfærdighed.
Et af de albums, som jeg netop har overført fra LP til CD er det flotte "Mott" med gruppen Mott The Hoople. Blandt numrene er denne flotte hymne:
Gennem de seneste par år har jeg assisteret den lokalhistoriske forening her i Farsø med at indscanne fotos, ligesom jeg har oprettet en hjemmeside for foreningen.
Heldigvis er der flere med interesse for det lokalhistoriske, og det er stille og roligt lykkedes at oprette et lille korps af folk, som scanner og registrerer med henblik på at lægge billederne i arkivprogrammet Arkibas.
Arbejdet skrider godt frem, og vi er nu oppe på mere end 2000 registreringer i Arkibas. Man kan selv gå ind og se, hvad vi har og evt. søge efter bestemte personer eller emner via søgefunktionen på arkivets hjemmeside.
Via Facebook har jeg haft kontakt til en tidligere Farsø-pige, Ulla Bach, som lige skulle bekræfte navnene på et motiv. Hun blev glad for at se billedet af sig selv og en model af Tordenkalven, som hun lavede sammen med nogle klassekammerater - fra venstre ses Jette Havemose, Mette Jensen, Tordenkalven, Ulla Bach og Birthe Dalsgård Nielsen.
Tag et kik, men vær advaret, man kan godt falde hen og komme til at bruge en del tid, når først tankerne vandrer på mindernes boulevard!
I min LP-samling har jeg en del skiver stående med den amerikanske gruppe Love, som kom frem i slutningen af 60’erne og lavede en række albums op gennem 70’erne. Gruppen hittede, men blev aldrig rigtig store.
Frontmanden i Love var guitarist og sanger Arthur Lee, som sammen med gruppen formåede at skabe en ganske unik sound og stil, som er svær at sætte i bås - ikke mindst på gruppens tre første albums, som blander rock, pop, psykedelisk musik, folk og garage-rock med lidt spansk-mexikansk stemning. Hovedværket for mange er det smukke album “Forever Changes”, som af flere rockkritikere er fremhævet som et af alle tiders bedste rockalbums - en westcoast udgave af Sgt. Peppers!
På de senere albums blev stilen mere rock’et, hvilket ikke faldt i alles smag - dog synes jeg, at disse plader rummer god energi og gode sange, bl.a. Everlasting First fra False Start-albummet, hvor Lee får assistance af Jimmi Hendrix på guitar. Rygter ville vide, at de to indspillede et helt album sammen, men det blev vist til det ene plus lidt løs jam.
I midten af 90’erne blev Arthur Lee idømt 12 års fængsel for ulovlig omgang med våben. Dommen var en følge af "3-strikes" politikken i Californien, hvor tredje dom udløser en fængselsstraf. Da Lee havde forskelligt i bagagen vedrørende bl.a. stoffer, måtte han i fængsel. Efter godt 5 år blev dommen omstødt og Lee slap igen ud i friheden. Han gendannede Love under navnet Arthur Lee & Love, og spillede bl.a. på et ydmygt sted i Randes - Tante Olga. Desværre opdagede jeg det først, efter at koncerten havde fundet sted!!
Nu er der desværre ikke længere mulighed for at genhøre den originale kunstner, da Lee døde i 1996 efter en længerevarende periode, hvor han kæmpede mod en kræftsygdom.
Musikken lever dog stadig - denne sjældne video rummer interviews, musik og en live-optræden fra København i 1970:
Jeg har i mange år haft en lille drøm om at få mig en rigtig Juke Box til singleplader. Sådanne gamle retroklenodier er dog ikke til at komme i nærheden for penge, så jeg holder mig til at drømme.
Men i dag fik jeg mulighed for at erhverve en discount Juke Box. Den lokale genbrugsforretning havde en fin gammel Eltra-pladespiller stående. Et nærmere kig afslørede, at den var forsynet med en pladeskifter, således at man kan lægge en singleplader i en stak, og så sørger mekanikken for, at de bliver spillet én efter én - dog kun den side, som vender opad!!
Jeg prøvede at få apparatet til at køre i forretningen, men der var ikke meget liv i drevet, som skal drive pladetallerken og øvrig mekanik. Jeg lod dog hønen hoppe - lagde 40 kr. for klenodiet ud fra den betragtning, at virkede den ikke, havde jeg i det mindste støttet en god sag.
Hjemme på køkkenbordet var der fortsat ikke meget, som snurrede, men jeg løsnede tre skruer og rensede lidt med en klud - satte stikket i igen, og vupti, plattenslageren var kørende. Herefter blev der fundet en stak af de mest slidte og knap så kostbare singleplader, som blev lagt på skifteren, og det virkede. Når tonearmen kommer til udløbsrillen, returnerer den til udgangspositionen, en ny plade falder ned, og armen kører tilbage og starter afspilningen. Fantastisk - nyd det selv på denne lille håndholdte optagelse:
I dag, lørdag, blev en god tradition hold i hævd, da jeg arrangerede gensynsvolley for de gamle elever på efterskolen. Eleverne kan tilmelde hold årgangsvis, og så bliver der ellers spillet volley på livet løs lørdag eftermiddag.
Facebook er i sandhed et fantastisk medie, når man skal have annonceret sådan et arrangement. Alle hold er tilmeldt via Facebook og har også fået tilbagemeldinger om spilletidspunkt og kampprogram via dette medie. Lettere bliver det næsten ikke!
Med 15 tilmeldte hold tangerede vi den hidtidige deltagerrekord, og dette antal er faktisk det perfekte, hvis ikke vi skal sprænge tidsrammen. Alle mødte op med godt humør og den rette HCI-ånd til at få tingene til at fungere i en konkurrencepræget men fair stemning. Sådan skal det bare være.
Ældste årgang var endnu en gang drengene fra 2000-01, som møder op hver år og spiller en god gang volley - så god, at de har vundet stævnet de seneste to år og nu gerne vil skænke en vandrepokal, som man kan indgravere vindernes navne i. Det lyder som en god ide, og vi glæder os allerede til at se "pokalen med de store ører"!
Hos såvel drengene som pigerne er der masser af gengangere fra år til år, og jeg hører hvert år meldinger om, at det er alletiders arrangement, som eleverne gerne møder op til og støtter op om. Med sådanne meldinger har man jo bare lyst til at arrangere gensynsvolley igen i 2014.
