Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Plejehjemmet Øksedalen

11-04-2011

For anden weekend i træk havde jeg vagt på efterskolen. Denne gang gjaldt det en hyttetur med små 50 elever, idet skolen blev brugt til fest for tidligere elever. En festlig aften med mange glade HCI’ere, men hvor de nuværende ikke kan være med, da der bliver udskænket alkohol.

Sammen med min gode kollega Dorte, havde jeg planlagt en lille tematur, hvor eleverne skulle på “plejehjem”. Det betød, at hytteturens aktiviteter blev tilrettelagt ud fra dette tema.

Den medbragte boomblaster udspyede ikke technorytme denne weekend, næh den stod på god gammel dansktop, som man kender den fra Giro 413. Gustav Winckler, Rachel Rastenni, Keld & The Donkeys og Peter Belli drønede ud af højtallerne konstant, medens der lå ugeblade og motorblade fremme, så de “gamle” havde lidt at fornøje sig med. De kunne også kaste sig over to puslespil, hver med 1000 brikker... Det var der faktisk en del, som gjorde, og det lykkedes at få det ene samlet (der manglede naturligvis de obligatoriske 4-5 brikker).

En gang stolegymnastik blev eleverne heller ikke snydt for, og aftenens store hit var bankospil efterfulgt af bål og fællessang i den smukke forårsnat.

De medbragte sukkerknalder gav anledning til en lille “knaldtår”, inden der skulle gøres rent og turen gik hjem til efterskolen.

En rigtig god tur med en masse gode og sjove elever, som gør arbejdet til en fornøjelse.


Kategori: April 2011

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby