Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Flyver-dag - og et minde om Orla fra Farsø

23-07-2015
På vores familieodysse til det vestjyske, stod onsdagen i flyvernes tegn.

Først gjaldt det et besøg på Ringkøbing Museum, som i år har en specialudstilling om de fly, som styrtede ned i egnene omkring Ringkøbing Fjord under anden verdenskrig. Op mod en halv snes flystyrt oplevede man, og en del af de ting, som blev fundet på nedstyrtningsstederne var udstillet sammen med en model i fuld størrelse af en Lancaster bombemaskine, som var blandt de hyppigste gæster i det danske luftrum, når de fra England skulle navigere ned over Jylland til de tyske bombemål i bl.a. Hamborg. En interessant lille udstilling, som også fortalte om den tragiske bombning på krigens sidste dag i Danmark, da to engelske jagere skød på et tog, som viste sig at være et tog fyldt med tyske flygtninge - heriblandt mange børn. Mere end 40 blev dræbt - i første omgang blev de begravet i Skjern, men senere flyttet til en flygtningekirkegård ved Karup.

Næste stop var ved Danmarks Flymuseum i Stauning. Et stort museum med flere udstillingshaller, hvor der er udstillet fly, som har været i civil dansk tjeneste eller i militæret. Her var kopier af brødrene Wrights fly og af Ellehammers, som vist var det første, som lettede over europæisk jord. Her var også moderne trafikfly af den lidt mindre slags, som har været brugt på små ruter, som f.eks. Cimbrer Airs rute mellem Stauning og Kastrup og en lille jet, som har været brugt af North Flying i Aalborg.

KZ-flyet findes i mange forskellige varianter, og det sted man i dag finder flest bevaret, må være i Stauning, hvor de næsten har en udstillingshal for sig selv. I denne hal finder man også en afdeling, som fortæller om flyene i den danske hærs skæbne den 9. april 1940, da tyskerne stort set udslettede alle de danske fly på jorden - et enkelt nåede at komme på vingerne men blev skudt ned og begge i flyet dræbt.
 


Hele historien vises med ganske fine fotos og dagbogsnotater af en O. Jensen, som gjorde tjeneste denne sorte dag. Da jeg på sidste billede i serien så og læste om O. Jensen i aktion med at dokumentere begivenhederne, gik der en prås op for mig. Det måtte da være fotograf Orla Jensen, som i mange år drev forretning i Farsø, og som var en aktiv og dygtig fodboldspiller i Farsø Idrætsklub. Jeg kom også i hjemmet hos deres søn Carsten, som var jævnaldrene med mig, og som havde arvet sin fars egenskaber som en fremragende fodboldspiller. Et nærmere studium af et billede af O. Jensen bekræftede mine antagelse, men jeg var ikke helt sikker. Det blev jeg dog, da jeg vendte mig om mod en montre, som fortalte historien om Orla Jensen, fra opvækst i Aalestrup, uddannelse til fotograf, militærtjeneste med senere funktion som Civil Betjent (føl) og senere karriere som fotograf og fodboldspiller i Farsø.
 


I forbindelse med redigeringen af fodboldklubbens 100 års jubilæumsbog i 2004 fik jeg en snak med Orla om hans tid i klubben, og han huskede bl.a. klart en kamp mod de engelske befrielsestropper. Ved den kamp blev der taget et billede, hvor Orla overrakte blomster til den engelske anfører. Det kunne Orla huske helt tydeligt - trods en på det tidspunkt fremskreden alder og et svigtende helbred.
 

Stor blev min begejstring derfor, da jeg på det lokalhistoriske arkiv fandt "Orlas protokol" - en bog med sirligt skrevne kamprapporter fra lokale fodboldkampe - og med en beretning om kampen mod de engelske soldater - endda med det foto, som Orla huskede. Det var stort, og den historie kom naturligvis med i jubilæumsbogen - måske vil jeg lægge den her på bloggen en dag, hvis jeg kan finde mine filer fra dengang i 2004.

Ellers bød udstillingen i Stauning på den sidste store hal med stort set alle de mest kendte fly, som det danske flyvevåben (oprettet 1950 - tidligere var flyene en del af hæren) har gjort brug af. Efter anden verdenskrig gælder på jagersiden fra den berømte Spitfire, over jetfly som Meteor og Hawker Hunter til Sabre, Starfighter, Draken og F16. Jeg manglede faktisk kun den noget ustabile Super Sabre mellem dem, jeg kunne huske. Men der er en på vej, fik jeg at vide.

Mest imponerende i den store hal er den store Catalina vandflyver, og her rejste sig straks det naturlige spørgsmål: Hvordan var den kommet derind? Det var den i mindre stykker, og så var den samlet derinde, fortalte de venlige, frivillige flynørder på stedet mig.

På vej ud kunne vi se et af museets fly i luften, da en KZ'er, som vi tidligere så bliver trukket ud af udstillingshallen, gik på vingerne og fløj rundt over os.

Inden vi kørte videre fik jeg også et par billeder af museets blikfang - en tro glasfibermodel af Supermarine Spitfire i dansk bemaling, som er opsat foran museet - naturligvis på en rørkonstruktion, som er leveret og skænket af den nærliggende vindmøllefabrik Vestas.

Er man blot en lille smule fly- og historieinteresseret, kan museet i Stauning varmt anbefales.
 
 

Kategori: Juli 2015

Kommentarer

  • #1
  • Jesper Hansen
    25-07-2015 15:50
    Fin historie med Orla. Jeg købte i sin tid mit første kamera - et kodak instamatic - hos ham...


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby