Bryce Canyon

 

Efter en køretur ned gennem Utah nåede vi frem til Bryce Canyon sidst på eftermiddagen.

Vi valgte at køre ind i parken for at få lidt af aftenlyset med - derfor satte vi kursen mod Sunset Point. Herfra gik jeg sammen med Thomas og Morten en tur ned i dalen, medens Hedvig og Cody valgte at blive oppe på kanten og nyde synet af de imponerende røde Hoodos, som man kalder de røde klippesøjler i Bryce.

 

Turen ned af Navajo Trail var imponerende. Man sik-sak’er ned gennem et surrealistisk landskab af klipper i et væld af former og farver. Nogle steder står en hoodo helt alene med en klippeblok balancerende på toppen - f.eks. på klippen, som har fået det sigende navn “Thors Hammer”. Turen ned til bunden og op på den anden side tog en times tid - og hvilken herlig time, hvor der blev knipset løs med kameraet. Også da et jordegern viste sig meget samarbejdsvillig og stillede op til fotografering midt på stien.

 

Efter den tur var det tid til at få noget at spise, og jeg proklamerede, at jeg var klar til at stå tidligt op næste dag for at opleve Bryce i det smukke morgenlys.

 

Morten og Hedvig stod tidligt op sammen med mig, medens Cody og Thomas snorkede videre på hotelværelset.

Denne morgen kørte vi naturligvis til Sunrise Point, som bestemt ikke skuffede. Bryce var om muligt endnu smukkere i det varme morgenlys, som også gav nogle fantastiske skygger på klippevæggene. Vi gik et stykke ned af stien og nød det smukke syn. Andre havde fået samme ide, som os, men der var alligevel en fredfyldt stemning i forhold til midt på dagen, hvor der er mange flere mennesker i området.

 

Om eftermiddagen tog vi bilen og kørte ud til nogle af de forskellige viewpoints, hvorfra der er en flot udsigt over dalen. Senere kørte vi lidt ud af nationalparken for at finde en lille hule og et vandfald, som var ganske forfriskende, da der meget sjældent er vand i Bryce om sommeren.