Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Underholdende kirkekunst

29-07-2013

I Farsø kirke installerede man for nogle år siden TV-skærme flere steder. Skærmene bruges bl.a. til at vise salmenumre, og præsten kan lade billeder ledsage hans ord. Endelig kan man via et kamera vise livebilleder fra døbefonten, således at man også på de bagerste række kan følge med under en barnedåb. Ganske smart og moderne.

I Fanefjord kirke på Møn har man ikke den slags moderne elektronik. Til gengæld har man noget meget ældre og meget mere imponerende: Kalkmalerier.

Personligt har jeg det sådan, når jeg er i kirke, at uanset hvor meget, jeg anstrenger mig, så “falder jeg af”, når præsten prædiker. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig og synes for det meste, at ordene går i ring og de samme ting bliver gentaget ufattelig mange gange.

Skulle jeg en dag opleve det i Fanefjord kirke, er det ikke noget problem. Man kan bare lægge nakken tilbage og se op på kirkens hvælvinger, hvor der “tegneserier” nok til en prædiken eller to. Og der er nok at se på i de meget detaljerede og flotte kalkmalerier, som for de fleste vedkommende hører til Elmelundmesterens hovedværk fra omkring år 1500. Man kender ikke navnet på kunstneren, som til gengæld er blev opkaldt efter en af de andre kirker, hvor man kan se hans værker.

Tidens tand har gennem årene sat sit præg på malerierne, som i en periode var kalket over, men som nu atter er fremme i dagens lys og senest er blevet restaureret i 2008, hvor man også har installeret klima-anlæg, som gerne skulle sikre dem mange år frem i tiden.

Til glæde for mønske kirkegængere, som måske også kan falde lidt hen ind imellem under en gudstjeneste - og så ikke mindst for de mange turister, som hvert år besøger den smukt beliggende kirke ved Fanefjord, som er en lille fjordmunding i sundet mellem Møn og Falster.

 


Kategori: Juli 2013

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby