Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Gensyn med Ranum

26-06-2013

Tirsdag aften brugte jeg på at køre en tur til Ranum. Her var der arrangeret rundvisning på det gamle seminarium, hvor jeg blev uddannet lærer i årene 1980-84. Rundviseren var Hans Støttrup Jensen, tidligere lærer på stedet og senere rektor, da der blev pædagogseminarium. Jeg havde fornøjelsen af at være på studietur til Polen med Hans og så spillede vi også lidt fodbold sammen i den lokale klub: IK Vest.

Rundvisningen startede på plænen udenfor seminariet, hvor vi bl.a. fik fortalt historien om, hvordan Ranum Seminarium opstod, da man i 1848 flyttede præstegårdsseminariet fra Snedsted i Thy og til Ranum. Man lagde bevidst den slags seminarier ude på landet, således at de kommende lærere ikke faldt for storbyernes eller købstædernes fristelser men i stedet blev oplært til at fungere som undervisere for den simple bondes børn.

Gennem årene blev der udbygget med nye og større bygninger - og kvaliteten blev også gradvist bedre. På et tidspunkt var seminariet blevet så stort, at man ikke længere kunne have den lokale præst til at være forstander, så der blev ansat en decideret forstander/rektor med egen bolig. Han kom til at bo i en nyopført forstanderbolig tegnet af kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann. Den var bolig for seminariets forstandere og rektorer fra 1896 til 1987, hvor lærerseminariet lukkede. Arkitekten kom senere til at stå for kendte bygningsværker som Viborg Katedralskole og politigården i København. Lokalt var han også manden bag posthuset i Løgstør.

Den flotte hovedbygning fra 1934 er tegnet af Einar Packness, som bl.a. også har tegnet stationerne mellem Aars og Farsø, Aalborgs gamle rådhus og Svinkløv Badehotel. Herinde kunne vi se en gammel buste med seminariets første forstander Ludwig Chr. Müller. Hans Støttrup Jensen er fortaler for, at denne buste skal stå mere centralt i byen, men har også forståelse for dem, der har betænkeligheder ved det. Busten har nemlig tidligere stået i det fri, hvilket i den mere glade og løsslupne semiarieperiode i Ranum har betydet, at den gode Müller har været med på diverse værtshuse og sågar hjemme på pigeværelser i byen! Men altid for til slut at ende på sin blivende plads på stensøjlen, som nu står i den gamle hovedbygnings aula. På billedet herover kan man således se stedets første og sidste forstander/rektor sammen...

På førstesalen i bygningen hænger en unik og ubrudt samling af billeder, med alle de hold, som er dimmiteret fra stedet fra omkring 1895 og frem til sidste lærer forlod stedet i 1987. Her kunne jeg, ud over mig selv, finde mange kendte ansigter - både fra lokalsamfundet i Vesthimmerland og fra det politiske og åndelig liv i Danmark. Det har vist altid været sådan, at lærere har haft en hang til at involvere sig i politik, så her hænger flere, som siden blev borgmestre eller folketingsmedlemmer. Fra min egen årgang gælder det Mogens Gade, som i dag er borgmester i Jammerbugt Kommune. På billedet herover kan man se et maleri af den lokale digter og forfatter Johan Skjoldborg - "husmandsdigteren".

Vi sluttede rundvisningen i den gamle fællessal, hvor Hans viste gamle billeder fra seminariet, medens jeg kunne sidde og tænke tilbage på en januardag i 1984, hvor jeg i netop det lokale var oppe i sidste fag på læreruddannelsen.

I dag rummer bygningskomplekset en efterskole, Ranum Efterskole, som med mere end 300 elever er blandt landets største.

 


Kategori: Juni 2013

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby