I vinter måtte man i hast aflyse indvielsen af den nyrenoverede Farsø Skole, da en frostskade medførte omfattende vandskader på en større del af den nyrenoverede fløj ud mod Brix Vej.
Men her forleden kunne man så endlig fejre, at den tiltrængte og længe ventede renovering stod færdig. Faktisk føles det som en helt ny skole, man kommer til. Den gamle fløj med lærerværelser og kontorer øverst og sløjd, hjemkundskab og bibliotek nedenunder er totalt ændret. Det er nu skolens hovedindgang med stort mediatek og to store trapper, som leder op til klassefløjen ovenpå. I klasseværelserne finder man ny teknologi i form af smartboards, hvor lærerne kan skrive på tavlen med en finger. Det mener jeg også, at de ældste lærere kunne allerede i min skoletid.....
Indvielsen blev fejret med musik og sang - to af skolens tidligere elever Lonnie Jørgensen og Thomas "Den syngende bager" Pedersen spillede og sang i skolegården, hvor der var en ganske fin akustik. Senere var der kagemand til alle - og der skulle en stor kagemand til, som man kan se på billedet herunder.
Nu mangler man reelt kun at få gjort noget ved området omkring fællessalen og de tilstødende lokaler -så er man stort set igennem samtlige bygningsafsnit på skolen, som gennem årene er bygget, så man har haft 6-7 forskellige planer, hvilket ikke har gjort den særligt velegnet til handicappede.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg