Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Stubbe på sommerlejr

02-08-2012

De fleste af de vesthimmerlandske spejdere på Spejdernes lejr 2012 I Holstebro havde deres eget telt, hvor de kunne hvile ud mellem de mange aktiviteter. Men en enkelt af deltagerne i kvarteret Pløkhammeren levede en noget omtumlet tilværelse, hvor han blev udsat for kidnapninger, kommandoraids og andre luskede tiltag.

Lejrdeltagerens navn var “Stubbe”- en træstub forsynet med ansigt og hår. En lille halv meter i højden - og ganske fåmælt. Til gengæld var han centrum for de vesthimmerlandske spejdergruppers lille interne konkurrence, hvor man måtte stjæle ham fra det sted, hvor han end måtte opholde sig. Reglerne var forholdsvis enkle: Han måtte være i lejren, men ikke i spejdernes telte. Til gengæld måtte han gerne gemme sig bag en brændestabel, under en trækvogn eller bag end brandslukker. Man kunne f.eks. stjæle ham en dag, hvor værtsgruppen var ude på aktiviteter, eller man kunne erobre ham i et lille kommandoraid mod en anden spejdergruppe..

Første ophold for den lille Stubbe var hos KFUM’erne fra Farsø, som dog generøst sendte ham i pleje hos kollegerne fra Vestrup. Her tog han ophold bag en brændestabel - men kun ganske kort - for blot et kvarter senere havde han skiftet hjem, da de grønne fra Strandby havde sendt Marius og Lasse på erobringstogt.

- Stubbe havde det godt her hos os, vi var allesammen rigtig glade for ham, men kunne også mærke, at der blev kigget så søgende ind i vores lejr af de andre spejdere. Vi havde ham dog med til lejrbålet om aftenen, inden han gik til ro under vores trailer. Men en leder var vist ikke opmærksom, for om morgenen var Stubbe væk, fortalte Marius med en smule ærgerlse i stemmen.

Og her endte sporet så tirsdag aften, hvor man blev mødt med mistænkelige blikke og nogen kølighed, hvis man spurgte til den lille fyr rundt om i Pløkhammerens kvarter. Onsdag morgen gav Stubbe sig dog give sig til kende, da legen indebar, at han skulle sidde med ved morgenbordet hos den gruppe, hvor han opholdt sig. Det gav de andre en mulighed for at planlægge en aktion, hvor de kunne komme i besiddelse af den populære gæst.

Onsdag morgen dukkede Stubbe så op hos de grønne fra Vestrup. Her fik de blå fra Farsø fat i ham, men det var en stakket frist, da de blev overmandet af en stor gruppe fra Aalestrup, som hjemførte træstykket i triumf, medens de blå fra Farsø slukørede sad tilbage med sår på knæ og stolthed!

Senere fik Aars så fingrene i den populære gæst, som blev placeret højt oppe i en rafte ved Aarsspejdernes badeanlæg - så højt, at der måtte en stige til, da han skulle bindes fast.

Således utilgængelig for de øvrige spejdere hang Stubbe ud i sin mast og nød overblikket over lejren. De blå fra Farsø havde dog udtænkt en plan - sidst på eftermiddagen blev der røre i og omkring Pløkhammeren, da en gul byggelift rullede ind. En senior fra Farsø steg op i kurven og lod sig hejse op for at fuldføre befrielsen af Stubbe, medens Aarsspejderne panisk ledte efter stiger og andet, som kunne sikre deres dyrbare erobring. Det lykkedes ikke, og så havde Farsø endelig fået fat i ham.

Således skiftede Stubbe sove- og opholdssted med jævne mellemrum under lejren, hvor han også havde fornøjelsen af at komme med i lejrens interne radio, som sendte en reporter ud for at høre om den sjove gemmeleg.

Sidste spor af Stubbe blev set søndag eftermiddag under nedpakningen, da han vinkede farvel til spejderne og Holstebro fra de blå Farsøspejderes tætpakkede trailer - træt så han ud den lille fyr, som så ud til at have mistet en del af sit stålgrå hår og helt manglede sin kække korknæse....


Kategori: August 2012

Kommentarer

  • #1
  • Andreas
    02-08-2012 17:45
    Hej, kan du sende mig billedet, hvor en senior fra Farsø stjæler, ved hjælp af en lift, "stubbe" fra de to Aars spejdere (mig og min ven)

    Hilsen Andreas


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby