Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Gospel i kirken

14-03-2012

Farsø Kirke stod på den anden ende onsdag aften, hvor der var lagt op til en lidt anderledes konfirmandgudstjeneste med indlagt gospelkoncert. Og det var bestemt ikke kedeligt.

De lokale kirkers præster var gået i samarbejde om at lave et arrangement med Rune Herholdt & The Gospel Brothers, som brugte en eftermiddag sammen med i alt 85 konfirmander.

Efter en lang eftermiddag, hvor der blev øvet og snakket, var man klar til aftenens koncert, som fyldte kirken til sidste plads. Rune Herholdt tog hurtigt kommandoen over såvel konfirmander, orkester og menighed - og så blev der ellers givet fuld gas. Dygtige musikere og en engageret og dygtig sanger formåede at få alle med - folk var oppe at stå, der blev sunget og klappet, ja sågar danset! Bestemt ikke et hverdagssyn i Farsø Kirke, men forhåbentlig et tegn på, hvor kirken bevæger sig henad, hvis man stadig vil have “kunder” i butikken.

Forarbejdet med konfirmanderne havde været godt, så de fleste af de kommende konfirmander gav los og sang med af fuld hals og dannede dermed en rigtig fin baggrund til Herholdt og hans dygtige band. “Down By The Riverside” kendte vi allesammen - og vi fik naturligvis lov at synge med - ja, vi fik nærmest ikke lov til at lade være. Og så fik vi “Mary Dont You Weep”, som jo så er originalen til “Åh Marie A vil hjem til dæ”, som blev udødeliggjort på dansk af Four Jacks.

Efter en god time med sang og musik af bedste skuffe drog folk hjem - de fleste et lille smil på læben og en glad melodi i baghovedet, som man gik og smånynnede i den mørke martsaften.

Måske skulle kirken tage ved lære af dette arrangement og lade det smitte lidt af på konfirmationsdagen, som naturligvis skal være højtidelig - men også gerne lidt festlig. Det er jo i bund og grund de unges dag, som den kvindelige præst også pointerede i sin fine prædiken denne aften.

Vi kunne godt lokkes i kirke, hvis der bliver et gospelarrangement på et senere tidspunkt - også selv om sønnike måske ikke lige er med i koret.
 

Kategori: Marts 2012

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby