Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • På ferie i det gamle grænseland

    16-07-2022
    Den forløbne uge er brugt i omegnen af Kolding - det gamle grænseland ved Kongeåen, som udgjorde grænsen mellem Danmark og Tyskland fra 1864 til genforeningen i 1920.
     


    I den tyske del lå Christiansfeld, som i dag er på UNESCOS liste over verdensarv. Det er den, fordi det er en af de bedst bevarede brødremenighedsbyer i verden. Brødremenigheden blev efter tysk forbillede i byen Herrnhutt, etableret i Danmark i 1773. Tilladelsen blev givet af den danske konge, som var imponeret over brørdrenes flid og dygtighed.
     


    Byen er anlagt helt systematisk med centrum i kirkepladsen. På begge sider af pladsen går to hovedstrøg parallelt med hinanden og på disse blev der opført høje, karakteristiske gule huse med en meget høj taghældning. Alt er opbygget efter en hamborgsk alen, som er 57,3 centimeter.

    Enkelthed og funktionalitet gennemsyrer byen, også kirken, hvor det store salsrum er yderst simpelt indrettet med hvide bænke og et lille liturgibord, som kun er svagt hævet over det sandstrøede gulv. Alt sammen for at fremhæve og efterleve brødremenighedens princip om fællesskab og lighed.
     


    Det enkle og simple finder man også på kirkegården, Gudsageren, hvor alle gravsten er ens, og hvor der ikke findes familiegravsteder. Her er kvinderne begravet mod øst og mændene mod vest. Alle gravsten er nummererede, fra nummer 1 i 1773 til nummer 2052, som er lagt i 2021.
     


    Der har ikke været mange begravelser på gudsageren i de seneste år - måske fordi menigheden ikke er så stor som den var engang. Men
    Brødremenigheden i Christiansfeld findes den dag i dag, og der holdes hver søndag gudstjeneste i salsrummet, hvor alle i øvrigt er velkomne til at deltage.

    Tre af de ting, som brødremenigheden og Christiansfeld er kendt for den dag i dag er honningkager, ovne og adventsstjerner. Menigheden ejer mange af byens centrale huse, bl.a. hotellet og en honningkagecafe. Der drives desuden genbrugsbutikker, hvor man også sælger adventsstjerner, som er populære som aldrig før. Midlerne fra salget går til missionsarbejde i bl.a. Tanzania.
     


    Christiansfeld er med sin unikke historie og arkitektur bestemt et besøg værd.

  • Fra festival til Feddet

    08-07-2022
    Kontrasten er stor, når man tager fra tre dage med musikfestival, mennesker, musik og mylder til en uge på Feddet med fugle, fred og familiesamvær. Begge dele har store kvaliteter.
     


    Familiesommerhuset, som min bedstefar byggede omkring 1960, har altid været en oase for mennesker og hunde i vores familie. Her er fred og ro, 1 kilometer til nærmeste nabo og 100 meter til vandet. Hertil 270 graders fjordudsigt til Hvalpsund, Salling, Fur, Livø og Erterbølle.

    Fuglelivet består af bl.a. måger, ænder, gæs, skarver, strandskader og hejrer samt mange småfugle som svaler, lærker, engpibere, tornirisk og vipstjert. Her er også en lille koloni på 7-8 skestorke, som slet ikke er en stork men en ibis. Vi ser også musvåge, tårnfalk og rørhøg herude, medens dyrelivet især består af harer, ræve og råvildt.
     


    Alt dette passer meget godt med min bedstefars passion for at g på jagt og fiske. I fjorden nedenfor huset er der gennem årene glebet en del ål, som også er fanget i ruser og røgtet fra båd eller fra land, hvor man kunne gå langt ud i det lavvandede vand iført waders. Op gennem 80'erne forsvandt ålene, men det er som om fjorden er blevet renere, og selv om det ikke er noget folk går og skilter med, så tror jeg, at der igen fiske ål herude. Her er også godt fiskevand efter ørreder, hvis man går den lille kilometer ud til "Nakken", hvor vandet er dybere på strækningen op mod Ertebølle.

    Jeg har et par nevøer, som elsker at komme her på grund af naturen og jagten, og jeg er naturligvis også glad for et område, hvor jeg kan "jagte" dyr og fugle med mit kameraudstyr.

  • Nibe fredag og lørdag

    03-07-2022
    Det blev til små 3 dage på en Nibe Festival, som tydeligvis har været savnet hos mange. Ganske vist ikke udsolgt - dog kunne man lørdag aften melde, at nu var alle lørdagsbilletter solgt. Så forhåbentlig har festivalen og alle de mange frivillige fået det ud af anstrengelserne, som de fortjener.
     


    Fredagens program rummede 3 interessante navne, hørt med mine ører. Først Dizzy Mizz Lizzy, dernæst Gnags og til slut D-A-D. Dertil det, man nu kunne nå at høre og opleve mellem disse navne, som alle var på den store scene.

    Dizzys guitardominerede rock var som forventet, men der var ud over det musikalske ikke den store kommunikation med publikum fra bandets ubestridte frontmand, Tim Christensen. Han er i øvrigt stifter af en Facebook-gruppe, jeg er medlem af: Spinning Vinyl. Her skal man tage et billede af en plade, som spinner, med tilhørende cover, og så lægge det op i gruppen. Tusindvis af medlemmer lægger hver dag spændende ting om, noget man selv lytter til, og andet, som er ganske ukendt. Et inspirerende sted, hvor der også kan komme spændende dialoger mellem brugerne.

    Gnags er blevet til Gnags igen, efter at Per Christian Frost er kommet tilbage som wingman for Peter AG. Den alsidige guitarist er den musikalske lyd af gruppen, hvor AG er det vokale og visuelle udtryk. Bandet spiller alle de store hits, tilføjet et par nye numre. Dermed kommer det let til at ligne deres seneste optræden i Nibe, hvor scene set up’et i øvrigt var det samme. Der er numre, jeg ville ønske, de tog med, men de holder sig til det sikre. Her havde salig Kim Larsen en imponerende evne til altid lige at smutte et par halvglemte numre ind i den lange perlerække af hits, han og Gasolin har leveret.

    D-A-D gav den fuld skrue fra første sang, og de holdt en forrygende rockfest i skoven, hvor der blev skrålet med på alle de kendte omkvæd: “Won’t Cut My Hair”, “Bad Craziness, “Soft Dogs”, “Sleeping My Day Away” og afslutningsklassikeren “It’s After Dark Now (and Disneyland i closed)”. Trommeslager Laust Sonne var placeret i en tivolikarrussel, som kunne køre rundt, medens han spillede - effektfuldt - ikke mindst da hele bandet til slut stod på den kørende karrusel - bassisten har formentlig spillet en rundgang (!) på en af sine mange specialbyggede basguitarer med kun 2 strenge.

    En godkendt fredag, som en smule regn ikke kunne spolere - det fik såmænd bare støvet til at lægge sig.
     


    Lørdag skulle bare være en hyggedag, og så kan man næppe starte et bedre sted end med The Powls - et rablende sindsygt show- og partyband, som på et tidspunkt adopterede Shu-Bi-Duas kikekaste-gimmik. Når The Powls spiller, vælter det ind med tarteletskaller over scenen og musikerne. Sjovt, men måske er det ved at tage overhånd, ligesom det også gjorde ved Shubberne. Det kan bestemt ikke være rart at stå 75 minutter på en scene, hvor der i hver eneste nummer flyver tarteletter op mod dig, og hvor velplacerede træffere i ansigtet må gøre en smule ondt. Lad det nu blive ved et nummer eller to, så musikerne er forberedte! I øvrigt er The Powls en blanding af stand up og forrygende gode kopinumre, som de selv mener store danske og udenlandske navne har nappet fra netop The Powls! Tarteletter, jokes og en underspilning på egen formåen kan dog ikke skjule, at The Powls faktisk spiller ganske fremragende.
     


    Et par eksempler på kommentarer fra scenen under deres show:

    “Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, hvorfor?”

    “Vi elsker at spille for hørehæmmede!”

    Så er linjen ligesom lagt, og tonen er den samme gennem hele deres show, som også byder på fællessang og kædedans til Reimar-klassikeren “Sikke en fest vi har haft...".
     


    For mit vedkommende blev det Jonah Blacksmith, som rundede det musikalske af på Nibe. Thyboerne er vokset fra Den Lille Fede via Blå Scene til Stor Scene. Man kunne frygte at den til tider akustisk prægede musik ikke kunne bære det, men med 7 mand på scenen - to trommeslagere, to keyboards, to til tre guitarister og en bassist fik de leveret en god koncert og de var tydeligt bevægede over publikums modtagelse. Fedt at opleve.

    Eftermiddagen blev brugt på en gåtur ud til de unges lejr: Camp Øst, hvor jeg fik en lyserød Breezer i selskab med elever fra den første corona-årgang, 2019-20, som nu endelig havde fået muligheden for at komme på festival sammen. De hyggede og havde det godt - rart at snakke med dem.

    Fra ungelejren gik jeg gennem festivalpladsen og ud fra Nibe for at se slutningen af Tour De France hos en god ven i Nibe, og så blev kursen ellers sat hjemover, medens hard core festivalfolket fik lov til at lukke og slukke sent lørdag nat til det der hitter hos de unge og, som gamle jeg er helt uforstående overfor: Ude af Kontrol. Da sov jeg formentlig sødt.

    Velkommen tilbage Nibe Festival.
     

  • Nibe og bloggen er tilbage

    01-07-2022
    Efter to år uden festival under normale omstændigheder, er Nibe Festival i år tilbage for fuld skrue. Det samme kan måske ikke siges om min blog, som jeg dog prøver at puste nyt liv i efter stilstand i længere tid.

    I dag bliver de to ting så kombineret.
     


    Torsdag morgen bød jeg ind på en Nibe-billet, som jeg fik, og så gik turen ellers mod Sildebyen, hvor vi traditionen tro er nogle stykker, som samles hos gode venner, der bor i byen. Der blev hygget og snakket i haven, inden jeg satte kursen mod festivalpladsen. Lidt før de andre, de jeg af erfaring ved, at jeg skal stoppe mange gange for at snakke med elever fra mit 30 år lange liv som efterskolelærer.

    Således også i år, hvor jeg både mødte elever fra mit første HCI-hold og fra mit sidste, som sluttede i lørdags, hvor jeg også stoppede på skolen. Det er altid hyggeligt at hilse på, og de gamle elever er søde og glade. Ind imellem sætter jeg dog blikket på “uendeligt”, så jeg også har en mulighed for at nå frem til de aftaler, jeg har med mine venner…

    På torsdagens program havde jeg set frem til at høre Jung, som jeg længe har tænkt bliver det næste store danske band. Bevares de er allerede store og er brugt meget i medierne, men det var alligevel som om, at den store scene på Nibe ikke passede til dem. De nåede ikke for alvor ud over rampen og havde nok passet bedre på den Blå Scene i teltet under lidt mere intime former.

    Intet mindre end stor scene kunne naturligvis gøre det, da walisiske Tom Jones gik på lige efter aftensmaden. Det er ikke en mand, der står i min pladesamling, men når man er vokset op med musik op gennem 60’erne og 70’erne kender man naturligvis godt manden med de mange hits, ikke mindst Delilah. Mine umiddelbare tanker forud for koncerten var nok, om det var et smart managment, som havde sendt den 82 årige mand på turne for ussel mammons skyld.

    Mine tanker blev gjort til skamme fra første strofe. Stemmetøjet fejler bestemt ikke noget, medens bentøjet var lidt mere usikkert, hvilket vel ikke kan overraske. Ganske befriende startede Tom Jones ud med “I’m getting old” og Dylan-sangen “It ain’t dark yet”. Selverkendelse fra en herre, som har prøvet det meste i showbizz.

    Koncerten bød på alle de store hits - mange med et tvist i rytme og fortolkning, hvilket klædte Tom Jones og hans velspillende band. Der var stille ballader, store pophymner og rock’n roll. Altsammen leveret professionelt og med en stemme, som ikke svigtede.

    En positiv overraskelse…
     


    Mellemspillet inden Malurt gik på stor scene blev brugt i Reservatet, hvor de danske heavy helte fra slut 80’erne, Skagarack, gik på scenen. Koldingbandets tidstypiske og melodiske heavyrock var en positiv overraskelse, ikke mindst da lydmanden fik tilpasset tingene, så leadguitaren fik mere plads. Der var ikke mange foran scenen, og halvdelen af de 6, som stod helt fremme, var bandets gamle roadier. Flere kom dog til og en fin koncert sluttede med et begejstret publikum, som så kunne bevæge sig ud til den store scene.
     


    Malurt er gendannet og er ude på deres afskedsturne med den originale besætning, som i den grad leverede et skarptskåret og flot show med al den energi, som de unge knægte bragede igennem med i 1981, da de udgav debut’en “Kold krig”. Vi fik alle gruppes store hits uden de store dikkedarer og med en veloplagt Michael Falch, som ikke forfaldt til andet en det, han er bedst til, at synge og spille rockmusik.

    I dag er der mere festival, som vejrmæssigt byder på noget helt andet, end den hede sommerdag, vi havde i går. Vi kan godt gå hen og blive våde, når vi skal høre Dizzy Miss Lizzy, Gnags og D-A-D.

<   1   2   3  

 
 
Per Lyngby