Torsdag aften smuttede vi en tur til Hvalpsund, hvor man tog hul på fire dage med by- og havnefest. Samme aften indledte Hvalpsund Færgekro de traditionelle jazz-aftener, hvor der fire torsdage i træk bydes på glad jazz i et telt ved færgehavnen.
På denne smukke sommeraften var der virkelig liv i den lille og hyggelige færgeby - ikke mindst fordi man også havde gang i et motionsløb med næsten 200 deltagere. Ved færgekiosken var der lange køer ved alle lugerne, hvor folk skulle have pølser, sodavand og ikke mindst is.
Efter at have nydt vores soft ice lagde vi vejen forbi marinaen, hvor der hver aften samles mange mennesker, som kommer for at nyde stemningsfulde toner, når den lokale musiker og tidligere skoleinspektør Samuel Frederiksen lader sin cornets sprøde toner ledsage solen ned med Limfjorden som smuk kulisse. En tradition, som Samuel Frederiksen selv har skabt, og som han gør ganske gratis og for sin fornøjelses skyld de fleste aftener i perioden mellem maj og august. Repertoriet består af smukke aftensange og danske sommersange, men Samuel er nu heller ikke bleg for at lade nationalhymnen lyde ud over fjorden.
Det bliver til mere end 90 af den slags små koncerter på en sommer, og den helt store finale finder sted i august, hvor Samuel Frederiksen spiller solen ned fra dækket på færgen Mary. Da han gjorde det i fjor var færgen stuvende fuld, og hvis solen ellers vil lege med, kan man forvente et lignende tilløbsstykke i år.
Med de smukke toner i ørerne og flotte billeder af solen på vej ned, satte vi atter kursen mod Farsø efter en hyggelig aften i Hvalpsund.
Den forløbne weekend blev bl.a. brugt på Nibe Festival, som jeg gæstede fredag og lørdag. Mest for hyggens skyld, da der ret beset ikke var nogen af de musikalske navne, der om sådan kunne trække mig til Nibe. Det er klassisk sommerfestival med stort set alle de danske bands og solister, man kan støve op - i år dog uden et par af veteranerne DAD og Johnny Madsen.
På den store scene fik jeg hørt Kashmir, som med Kasper Eistrup i front forstår at sende noget god rock ud over scenekanten, omend det i dele af koncerten bliver lidt indadvendt og ligegyldigt. Men overordnet en rigtig god koncert, hvor ikke mindst “Rocket Brothers” gik rent ind. Dúné med rødder i Skive formåede at sparke gang i tingene lørdag eftermiddag, hvor de med energi og spilleglæde kom helt ud over scenekanten - U2 har bestemt ikke levet forgæves, kan man konstatere, når man ser forsanger Matt Kolstrup i fuld vigør på scenen med sit meget fotogene viltre hår.
De to store udenlandske navne, som sikkert var tænkt skulle trække folk til Nibe, skuffede i mine ører - og ikke mindst mine øjne: Show og ligegyldig performance kommer totalt til at overskygge musikken. Ce Loo Green bød såmænd ind med funky soulagtig musik med et stænk af blues, men mandens optræden på scenen var da til at græmmes over. Og at han så skal medbringe 4 kvindelige dansere, som bestemt ikke sprænger truppens tøjbudget, gjorde bare det hele en smule grinagtigt. Som vi med en stænk af mandehørm konstaterede: Det er den bedste koncert, vi har set... Men nej, det var det bestemt ikke.
Skulle man tro, det ikke kunne blive værre, så kunne man møde op foran stor scene lørdag, hvor en sangerinde ved navn Kesha optrådte (vist nok med dollartegn midt i navnet!!). Lolittapop af værste skuffe og med et sceneshow med oppustelig dyr og dansere i dyrekostumer - tåkrummende pinligt - men desværre nok til en alt for høj hyre til en dame med et ego større end Eiffeltårnet. Fotografer blev smidt ud af fotograven og en enkelt blev hevet backstage for at slette billeder af divaen, som ellers ikke holder sig tilbage for at eksponere sig selv på alverdens medier.
Som en modvægt til denne visuelle tortur og musikalske fallit må jeg erkende, at jeg fredag nat overværede noget, som var meget mere ægte og ærligt, da Frede Fup spillede på den lille scene i Reservatet. Ikke at den gode Frede Fup nogensinde har været min kop te med sin lidt lalleglade poprock. Men denne fredag leverede han simpelthen varen, og han burde have haft den store scene, medens Ce Loo og Kesha kunne strippe om kamp om, hvem der kunne få den lille scene....
Nu er det jo sådan med festivaler, at der er masser af tilbud - et musikalsk kræmmermarked, hvor man bare kan gå derhen, hvor der er musik, som falder i ens smag. Det gjorde vi også, så mit opstød mod hovednavnene går mere på, at man må formode, at en stor del af billetprisen går til dem - og det var de bestemt ikke værd i år. Efter min, og at dømmes efter festivalens Facebookside, heller ikke publikums mening.
Det er bestemt ikke utænkeligt, at jeg også gæster Nibe næste år. Ikke mindst fordi der er en hyggelig stemning og fordi man jo møder gamle elever konstant - og det er bestemt også hyggeligt, selv om turen fra indgangen til skoven godt kan tage lang tid, når man skal stoppe for hver 20-30 meter for lige at hilse på. Men det gør jeg nu gerne.
Dette er anden del af beretningen om min lille rundtur i København.
Fra Slotskirken bevægede jeg mig tilbage mod Rådhuspladsen, hvor jeg lige nåede at få et glimt af en efterskole, som varmede op til Landsstævnet i Esbjerg med en gymnastikopvisning midt i København. God reklame for efterskolerne.
Jeg har aldrig besøgt Nationalmuseet, men nu var chancen der. Der er meget at se, så man må vælge, hvor man vil lægge sit fokus. Jeg valgte at tage de vesthimmerlandske briller på og fik således set skaller fra Ertebøllekulturen, det smukke kar fra Skarpsalling ved Løgstør og den mystiske og gådefulde Gundestrupkedel, som er fundet i Rævemosen øst for Aars - en mose, som jeg hver dag passerer på vej til arbejde.
Da man i sin tid skulle afsløre en mindesten i mosen, havde man fået den berømte himmerlænding Johannes V. Jensen til at stå for inskriptionen, som sikkert til stor skuffelse for mange ganske lakonisk kom til at lyde: “Her udgravedes Gundestrupkedlen”. Her var ikke meget poesi, myter eller historisk vingesus, som nogle måske havde forventet.
Lidt skuffende var der meget lidt information om kedlen/karret på Nationalmuseet, bl.a. nævnes det ikke, at der kun er fundet 13 af de oprindelige 14 sølvplader, som man mener at karret bestod af. Gennem årene har der været mange rygter og historier om, at den sidste faktisk blev fundet og måske den dag i dag ligger et eller andet sted i Himmerland....
Fra gammel dansk historie gik det direkte over til moderne kulturhistorie, da jeg kom ud i den store forhal, hvor Grand Prix vinderen Emmilie De Forest var til stede for at åbne en lille udstilling med genstande fra årets internationale melodi grand prix, bl.a. hendes kjole og selve trofæet. Og da hun jo optræder i bedste Annisette-stil i bare tæer havde man valgt at lave en gipsafstøbning af sangerindens fødder. Afstøbningen blev lavet netop denne dag, hvor jeg sammen med mange andre overværede denne lille kulturhistoriske happening. Fra galleriet på anden sal havde jeg et godt overblik over begivenheden.
Og så sluttede det hele med lidt musikalsk kulturhistorie, da jeg lagde vejen forbi Accord, som sælger brugte LP’er og CD’er. Jeg investerede bl.a.i tung blues i form af Free’s første album, som er en lille perle med musik, som ligger milevidt fra den mere strømlinede pop, som frøken Forest erobrede Europa med.
Dagens sidste billeder blev taget i den ganske flotte bygnings, som forbinder indenrigsterminalen med udenrigsterminalen i Københavns Lufthavn - som Thomas sagde, da vi gik der: Det er godt nok flottere indefra end den er udefra.
Onsdag var jeg en tur i København for at aflevere Thomas, som skal på sprogskole i England i tre uger. Efter at der var krammet farvel til sønnike, havde jeg nogle timer i København, inden jeg skulle flyve retur.
Jeg havde ingen konkrete planer for mine lille Københavnertur men valgte at lade tilfældighederne råde på en gåtur rundt i byen - det eneste jeg på forhånd vidste var, at jeg ville holde mig væk fra Strøget. Så hellere de små gader som løber parallelt med dette helvede af mennesker og kædebutikker.
I Nyhavn indtog jeg min medbragte sandwich og Cola siddende på en pullert, hvorfra jeg kunne følge cafélivet på den modsatte side og betragte turbådene, som lagde fra kaj til deres populære ture rundt i Københavns Havn - jeg har tidligere været på sådanne ture og synes faktisk de er ganske afslappende og spændende. I dag valgte jeg dog blot at se byen fra landsiden. Videre gik det langs havnen forbi den gamle toldbygning i Havnegade - en særpræget bygning, som i folkemunde fik tilnavnet Penalhuset (se mere om topografisk Københavnerslang HER).
Ved siden af toldbygningen er der i år sandskulpturfestival, hvor mere end 3000 tons sand er kørt ind, så en række sandkunstnere har kunnet forme og skabe nogle særdeles imponerende og flotte værker - man bør smide den halvtredser, det koster, og se disse i sandhed forgængelige men i forhold til det danske vejr dog robuste værker, som forsvinder, når sommeren går på hæld. Jeg gjorde det, og fortrød ikke. Det er flot, og så kan man nyde sin kaffe i fred og ro på havnekanten med smukke skulpturer i baggrunden og det pulserende havneliv foran sig.
Videre gik turen hen mod Knippelsbro, hvor jeg i forbifarten nåede at undre mig over det paradoksale i, at Vejdirektoratet har adresse på Havnegade.
Ved Christiansborg kiggede jeg indenfor i Slotskirken, som i 1992 blev ramt af en ødelæggende brand, da en raket fra pinsekarnevallet satte ild i tagkonstruktionen. Den flotte kuppel styrtede ned i kirkerummet men blev siden genopbygget bl.a. ved hjælp af en tysk stukatør. Et imponerende arbejde, hvor man ikke havde nogen originale tegninger at gå ud fra men nærmest måtte starte forfra med at rekonstruere på baggrund af de nedstyrtede bygningsgenstande. Kirken blev genindviet i 1997 i forbindelse med dronningens 25 års regeringsjubilæum.
Og her slutter så første del af min lille rundtur - anden del følger i næste blog.
I sidste uge fik retrokælderen en lille ny beboer: En Philips pladespiller fra omkring 1972 - transportabel og med mulighed for at køre på såvel elnet som på batterier. Desværre kører motoren ikke på det lille vidunder, som dog alligevel pynter i samlingen. Så må vi se, om jeg kan finde en, som kan reparere den. Det kunne være sjovt.
Den lille tingest, som både kan ligne en UFO og et toastjern, har jeg fået foræret af Bente fra Aarhus. Hun købte selv pladespilleren for sine konfirmationspenge, og den er blevet brugt flittigt, fortalte hun mig. Senere blev den pakket væk og dukkede frem under oprydning. Bente søgte lidt på nettet og fandt min side - skrev til mig, da hun mente, at min retrokælder kunne være et bedre sted fremfor genbrugspladsen. Og sådan havnede den lille Philips her hos mig. Stor tak til Bente for at være så betænksom.
På nettet har jeg fundet denne lille video af en tilsvarerende pladespiller i aktion:
