Forud for dagens medarbejdermøde her på efterskolen blev der lige snakket lidt musik med min gode kollega, Stig.
Snakken kom til at dreje sig om Supertramp - et godt band, som havde deres storhedstid i 1970’erne og lidt ind i 80’erne. Flotte melodiøse numre, som blev båret af en god lyd med akustiske guitarer og keyboards godt fremme i lydbilledet.
Den ene af gruppens to sangere, Rodger Hodgson, har lavet denne flotte version af et af gruppens bedste numre. Titlen er meget passende, når man nu sidder her på skolen:
Søndag fik rockhimlen endnu en guitarist til sit store jamband. Den nordirske blues- og rockguitarist Gary Moore døde på et hotel i Spanien. Han blev 58 år.
Det var vel med hittet "Still Got The Blues" fra 1990, at Gary Moore opnåede sit største hit - og kom ud til de bredeste publikum. Han var dog i forvejen kendt som en bundsolid guitarist - ikke mindst for sin medvirken i Thin Lizzy. Her var det bærende element sangeren og bassisten Phil Lynott, som Moore nu genforenes med på den anden side. Lynott døde i 1986.
Moore fylder ikke meget på mine plade- og CD-hylder, men jeg har ham dog på en liveudgivelse med Thin Lizzy. Så lad os mindes ham med denne legendariske gruppe, som slet ikke havde noget dårligt omdømme...
I dag forlod vi den lokale matrikel, da vores nye hund skulle luftes. I stedet gik vi på stadion, hvor der er god plads til at træne og lege. Og lege, det skal den, den lille Nemo, som har masser af energi i kroppen.
Fordelen ved at overtage en næsten voksen hund er bl.a. at den allerede er trænet i grundlæggende færdigheder, så som “sit”, “dæk”, “plads” o.l. Til gengæld skal han trænes lidt i at gå i snor - han er ivrig og vil gerne frem. Det skal han også, men ikke med os hængende bagefter...
Stadion var næsten oversvømmet, men det forhindrede os ikke i at lege med bolden, som blev hentet og afleveret med stor glæde af Nemo. Vandet stod om ørerne på ham, når han spurtede rundt. Sjovt og herligt.
Efter en halv times sjov på fodboldbanen gik vi atter hjemover, hvor en ret beskidt hund lige skulle tørres i pelsen, før den kunne komme op i kurven.
Kameraet var med på turen, så her følger et par skud, hvor autofokussen er sat på prøve, når rakethunden skal fanges.
I forbindelse med indscanning af en stak billeder fra det lokalhistoriske arkiv her i Farsø, fik jeg i aften lejlighed til at vandre en tur i barndommens gade. Søndergade i Farsø.
De brune kuverter åbenbarede en række herlige billeder, som bragte mange minder frem.
Her var Studstrups lille bladkiosk helt oppe ved baneoverskæringen. Der var ikke meget plads blandt aviser, blade, tobak og slik. Det ændrede sig dog, da kiosken blev renoveret og udvidet og derefter fremstod som en af de største og mest moderne kiosker, om ikke i Danmark, så i Vesthimmerland!
Lidt længere nede ad gaden fandt man Torvet med administrationsbygningen, og lige ved siden af Kino Teateret - byens biograf og et sandt mekka for os børn op gennem 60’erne. Jeg fik senere selv job i biografen, hvor jeg i flere år var filmoperatør.
Rundt om hjørnet lå banken med sin buede facade, og lige ved siden af fandt man en af byens herrefrisører, barber Bloch. Det var nu ikke her, jeg fik studset håret, det klarede frisør Marcussen lidt længere nede ad gaden, næsten ved siden af hvor vi boede.
På hjørnet af Søndergade og Skolegade lå to vigtige forretninger, en bagerforretning og en elinstalltør. I den første købte jeg i barndomsårene slik, kager og is. I den anden købte jeg i de spirende ungdomsår mine første grammofonplader: Præiens Skrappe Drenge, Black Sabbath og Bladbirds på single. Og når det gik vild for sig, bestilte man en LP hjem, min første var Willy And The Poor Boys med Creedence Clearwater Revival.
Lidt syd for købmandsgården, hvor jeg boede i flere år, ligger dyrlægegården. Her kom jeg meget i den store børneflok, som bl.a. talte Axel, Lars, Karen og Ole. Den flotte bygning ligger der stadig, som en af de få arkitektoniske perler, der er tilbage i byen.
Nede ved mejeriet var der et lille mejeriudsalg, hvor man også kunne købe mange lækre sager - en overgang var lakridsrod det helt store hit...
Endelig er der lidt længere nede Lago Tar - et spøjst navn til et hus i Vesthimmerland. Navnet skulle vist stamme fra en ejer, som havde hentet inspiration til navnet i Argentina.
Der var mange flere billeder i stakken, men jeg tror, vi stopper den lille vandring på Memory Lane her. Tak fordi du gik med!
De politiske uroligheder i Egypten har fået oliepriserne på yderligere himmeflugt. Oliekrise er der ikke, men det kan måske ende med en sådan, hvis tingene eskalerer i regionen.
I vinteren 1973-74 var Danmark ramt af den første store oliekrise. De olieproducerende lande i Mellemøsten fandt ud af, at oliehanerne var et perfekt våben i kampen mod Israel og den vestlige verden.
Pludselig blev benzin og olie til dyre og eftertragtede varer, som ikke blot steg i pris men som også kom til at strømme i reduceret mængde. De glade 60’ere var forbi, og mange steder blev der indført restriktioner for at undgår hamstring og sikre, at forsyningerne slog til..
Statsminister Anker Jørgensen holdt en tale i Middelfart, hvor han tilkendegav dansk støtte til Israel i den aktuelle konflikt. Noget som betød, at Danmark - sammen med Holland - blev hårdest ramt af den arabiske verdens vrede.
Der blev indført “bilfrie” søndage, hvor det ikke var tilladt at køre for menigmand. Den første bilfrie søndag i Danmark var den 25. november 1973. Første søndag, hvor man igen frit kunne køre sig en tur var den 17. februar 1974.
Kun hvis man havde et særligt formål, kunne man få lov at køre ud i den periode. Det gjaldt naturligvis ambulancekørsel, lægekørsel og lignende. Havde man brug for at køre, skulle man være i besiddelse af en køretilladelse, som skulle placeres i forruden på bilen.
En sådan tilladelse havde Falckredder Niels Orla Jensen her i Farsø. Han har gemt den, og jeg har lånt hans scrapbog og scannet tilladelsen ind. Her kan man se, hvordan den så ud med borgmester B. Nielsen Mans underskrift (kan klikkes op i stort).
Jeg husker de bilfrie søndage, hvor det var tilladt at køre på knallert - så det gjorde vil selvfølgelig - og havde vejene for os selv.
Mange ting gik i stå, når man ikke kunne komme rundt. Det satte skub i forskellige initiativer, f.eks. husker jeg en søndag eftermiddag, hvor lokale unge her i Farsø lejede hallen og brugte den til forskellige aktiviteter. Ganske sjovt!
Siden 1973 har der været flere oliekriser, men dog ikke så drastiske, som den første, og ingen af dem med bilfrie søndage til følge. Til gengæld har prisskruen fået et gevaldigt drej nogle gange. Det får mig til at tænke på følgende bemærkning, som faldt på tankstationen forleden:
En bilist nævner de stigende priser, som gør det dyrere og dyrere at tanke. Den anden bilist på tanken svarer tilbage: “Det har jeg nu aldrig mærket noget til - jeg tanker altid for 200 kr.!!
Januar har været lidt af en testperiode med det blogsystem, som er indbygget i min hjemmeside. Alt i alt er de positive ting i overtal, så jeg agter at fortsætte med at blogge på denne måde.
I øvrigt blev januar lidt af en rekordmåned på bloggen, som satte rekord for såvel månedligt antal besøgende som for antal besøgende på én dag.
Den 12. januar havde siden 98 unikke besøgende - måske som følge af, at jeg skrev om en musical på Naturefterskolen i Aalestrup. Det er det hidtil højeste antal på en enkelt dag!
I januar var der 1862 besøg på siden, og dermed blev den hidtidige rekord fra november 2010 slået godt og grundigt, da den bød på 1464 månedlige gæster.
Det nye blogsystem giver mulighed for at skrive kommentarer direkte til det enkelte blogindlæg, det er der allerede flere, som har benyttet sig af. Jeg har også fået et par mails fra gamle Farsøfolk, som udtrykker glæde over at kunne genopfriske gamle minder her på siden.
Så også fremover vil man kunne finde historier fra Farsø før og nu, dog uden at jeg glemmer sidens to andre kerneomåder: musik og foto, som bestemt også vil få deres del af blogkagen.
Tak til alle for kommentarer og mails - og fortsat god læselyst her på thitind.dk.