Nibe 2016

I år blev det til 2 dage på den lille, hyggelige Nibe Festival. En hel festival er simpelthen for meget til mig. Desværre fik jeg ikke billet til den forrygende onsdag med både Magtens Korridorer og Volbeat. Det blev i stedet til torsdag og fredag, som da også havde gode ting at byde på.

Torsdag eftermiddag spillede Mads Langer på den store scene- han havde nok passet bedre på Blå Scene, hvor teltets intime rammer kunne gøre hans musik større fyldest. Jeg hæftede mig mest ved bandet, som helt sikkert bestod af dygtige musikere, men også musikere uden den store udstråling.

Udstråling var der til gengæld masser af, da kopibandet Queen Machine entrede den Blå Scene. Hold da op for en fest! Et sandt orgie af kendte Queen-klassikere blev fyret af med en spilleglæde og begejstring fra et særdeles velspillende band, som blev belønnet af et begejstret publikum bestående af alle aldersgruppe med det til fælles, at de vist alle kunne Queens tekster udenad. Der blev sunget med, så det var en lyst. Og så kan man jo mene om kopiband, hvad man vil, men jeg tror ikke, der findes et Mads Langer tribute band om 20-25 år….

Kim Larsen har sit eget store bagkatalog at tage af, og det serverede han med håndværksmæssig soliditet på den store scene. Han formår altid at tage et par numre med, som man ikke lige havde ventet, uden at undlade de store hits, som folk er kommet for at høre.

Torsdag aften lukker og slukker med dansk rock i den gode ende - Dizzy Mizz Lizzy og en veloplagt Tim Christensen fyrede den af, så der næppe var mange folk, fugle eller andre dyr i Skal Skoven som kunne undgå at høre det.

Fredag blev der lyttet til en lille smule Lars Lilholt, som stadig kan give en god koncert men nu er henvist til at optræde sidst på eftermiddagen, så de store navne kan komme på scenen senere. Den gamle Dalton-ven Johnny Madsen gav senere koncert i teltet på Blå Scene lidt senere - og det gjorde han med en forrygende koncert, hvor fedtet hår, tørre bemærkning og spillelyst indgik som naturlige elementer. Naturligvis gav vi ikke slip, før vi havde fået Johnny B Goode med to af verdens bedste guitarister i samme band….lærlingen Møller og mesteren Johnny. Dagen bød også på Gnags, som overraskede positivt ved sidste års festival og fortsatte i samme spor i år, hvor de fejrer 50 års jubilæum som band. Man kunne måske ønske sig, at de turde gå helt tilbage i bagkataloget og spille et enkelt nummer fra deres fremragende hippiedebutskive “På Vej”. Men gruppen og AG er gået nye veje - og valgte de sikre stier gennem Skal Skoven denne aften, hvor vi heller ikke - modsat sidste år - fik den herlige “Rockband på landevejen”. Og det var ærgerligt.

Fredagens store positive overraskelse blev leveret af den københavnske gruppe Baal, som med deres storladne og nærmest symfoniske rock kalder minder frem om Genesis, Marillion - ja selv de gale brødre fra Sparks lod til at have inspireret gruppen. Forsanger Bjørn Fjæstad fortalte om, hvordan han som dreng købte en single med David Bowie - og var solgt. Senere mødte en lidt ældre dreng så Bowie i Tivoli, hvor der blev til en autograf. Og så mødtes de også senere, da Bjørn og Baal var på samme plademærke som Bowie og derfor kom tæt på ham i forbindelse med en koncert i København. Som en hyldest til den musikalske kamæleon, som døde tidligere på året, spillede Baal så en flot udgave af “Life On Mars”.

Jeg havde for en gang skyld ikke noget kamera med mig - et enkelt billede med mobilen blev dog til, da Queen Machine væltede den Blå Scene.