Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Grib over grib i Vesthimmerland

26-06-2016
 
Søndag bød på en af de lidt anderledes og ganske imponerende oplevelser i den danske natur.

En flok gåsegribbe, som normalt holder til under sydligere himmelstrøg, har forvildet sig til Danmark, og søndag var de ganske nærværende i det vesthimmerlandske. Fruen nævnte, at den lokale naturvejleder havde skrevet, at de fra morgenstunden var at se i Vesterris ved Aalestrup.
 


Jeg tog et kamera og en god zoom med til lokaliteten, hvor der var en del flere fotogribbe end der var gåsegribbe. Et par hundrede mennesker med små og store objektiver på kameraer i prisklasse med en god mellemklassebil stod på en smal vej og spottede de store fugle hen over en mark. Jeg tog et par billeder af de mange mennesker, og et par stykker af gribbene, som dog var for langt væk til, at der kom noget seværdigt ud af det.
 


Jeg valgte at køre en anden vej hjem og fulgte så at sige gribbene, som trak østover i en stor gruppe. Ved Østrup samledes de ved en gård, hvor der var fest på møddingen. En enkelt bil var kommet før mig, men ellers var vi alene med de mange gåsegribbe - i en afstand af 5-10 meter. Der blev fotograferet på livet løs, og de bedste skud kan ses i forbindelse med denne blog.
 


Jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville have fuglene for mig selv hele dagen - kort efter kom de første biler, og allerede da jeg kørte hjemover, var der parkeret en 6-7 biler på Svoldrupvej. Jeg erfarede senere, at bondemanden smed yderligere et par grisekadavere ud til fuglene, og så var der fest!
 


Nu er det søndag aften, og hvorvidt fuglene stadig er i det vesthimmerlandske skal være usagt, men den forplejning i Østrup, har de jo ingen grund til at flyve andre steder hen.

Kategori: Juni-juli 2016

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby