Den første hverdag i efterårsferien blev brugt i Aarhus, hvor vi stemplede tidligt ind hos niece/kusine Mie, som bor centralt i Frederiksgade. Heldigvis med to ledige p-pladser i gården.
Oprindeligt var det vores plan, at vi ville besøge såvel Aros som det nye Moesgaard, men vi valgte fornuftigvis at koncentrere os om, hvad der foregik inde i byen denne dag.
Vi har før besøgt Aros, men ikke efter at regnbuen er bygget ovenpå. Der skulle vi naturligvis op og nyde udsigten over byen i det specielle lys, som frembringes af det farvede glas i den runde bygning. Herfra bevægede vi os ned gennem museet - først med samlingen af danske malerier fra guldalder til Kirkeby. Her hænger mange klassikere, som bestemt er værd at studere i den originale størrelse og udførelse.
Lidt længere nede var der en specialudstilling om Monet og hans ligesindede fra den improsinistiske verden. Den franske maler blev i 1980'erne folkeeje og hang i snart sagt enhver stue rundt om - for ikke at tale om venteværelser og lignende, hvor de pastelfarvede åkander var her der og alle vegne. Udstillingen er ment som en mulighed for at revurdere Monet og hans kolleger, og der var mange rigtig spændende ting imellem. Og så er det som fotomand en nydelse at nyde lys og kompisition i de mange værker.
Vi rundede af med at kigge forbi Boy, som er en stor dreng, som han sidder der i sin kæmpeskikkelse og ser helt utroligt naturtro ud. Der er detaljer i huden, hvos man kan se de små blodårer, og man får helt lyst til lige at vaske hans fødder og ordne hans negle.
Her er der også en udstilling af den danske kunstner Claus Carstensens mangesidede og - i forhold til malerierne længere oppe i museet - noget anderledes og ganske provokkerende stil.
Efter Aros blev det tid til at shoppe lidt rundt. Her er det en god ide, at familien deler sig, da vi ikke har helt de samme interesser. De andre kiggede på sko og tøj, medens jeg fandt en lille forretning med genbrugsplader. Vinyl Rockcafeen i Mejlgade var en behagelig oplevelse, hvor man kunne finde lidt gammelt vinyl og nyde en kop kaffe, medens en Beatles-plade snurrede på pladetallerkenen.
Vi runde af med at spise på "Flammen" - mit første møde med denne kæderestaurant, som vist snart slår Jensens ud af markedet.
Inden vi sluttede, var vi lige omkring det hotel, hvor Mie arbejder - herfra er der en formidabel udsigt over Aarhus og med den nye Dock1 lige nedenfor.
Alt i alt en herlig dag i smilets by. Kameraet var med, men der var kun batteri nok til Aros, så det må I nøjes med.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg