Solsortens stemme er forstummet

Forleden tikkede der en trist besked ind i min mailbox: Forsangeren i hedengangne Blackbirds, Ole Høgh, døde den 3. marts. Han blev 64 år.

Ole kom med i Blackbirds i slutningen af 1960’erne og satte med sin karakteristiske lyse stemme et stærkt vokal præg på solsortene fra Vesthimmerland. Man kan heldigvis nyde hans flotte vokal på de singleplader, som gruppen nåede at indspille - debutsinglen “Hey Hey What A Wonderful World” viser ham fra den bløde side. Men han kunne også synge rock, som man kan høre på deres anden single “Going Home”, akkurat som han kunne gøre sig i country, som man kan høre på B-siden til den tredje single: “Clap My Hands”/”Country Girl”.

Som ung teenager snakkede jeg af og til med Ole og de andre i bandet, som vi naturligt nok så vildt meget op til. Efter at jeg gennem de senere år har gravet i gruppens fortid og fundet masser af fotos, har jeg også forsøgt at få kontakt til Ole. Han svarede dog ikke, hvilket jeg tog som et udtryk for, at han havde lagt den del af sit liv bag sig. Og det respekterede jeg naturligvis.

Jeg ved, at hunde gennem mange år var en store passion for Ole, som sammen sin ægtefælle drev en lille kennel i et naturskønt område ved Simested: “Kennel Culpeper” - måske med inspiration fra den danske beatgruppe Culpepers Orchard.

Med mine mange blogs og skriverier om Blackbirds, synes jeg, det er på sin plads at mindes Ole her på siden.

Mine tanker går til hans familie. Æret være hans minde - og tak for musikken!

 

Solsortens smukke stemme er forstummet - men heldigvis fortsat på vinyl og i cyberspace.