Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses
HER
-0-
Tips og chips til god lyd
30-10-2014
Torsdag var jeg til reception i Musikkens Hus i Aalborg. Anledningen var, at Karl Pedersen markerede udgivelsen af sin nyeste bog “Lydstudie-håndbogen. Karl er tilknyttet Aalborg Universitet, hvor han med jævne mellemrum underviser de studerende på Populærmusik og Lydproduktion - altså de folk, som om få år skal ud og fungere som lydteknikere og producere.
Mit kendskab til Karl P. har jeg gennem Lassen Stefansen, den gamle Blackbird, som efter at have forlade denne gruppe kom til at spille sammen med Karl i Randers-bandet Ozon. I dag hygger de sig stadig sammen med deres fritidsprojekt Pocobell, som for nogle år siden udsendte den fine men noget oversete CD “1969”.
Karl har tidligere udsendt en bog om The Who, som bl.a. er blevet brugt i undervisningen på gymnasier. Bogen er udsolgt fra forlaget, men jeg var torsdag så heldig at få et af de få eksemplarer, som Karl havde liggende.
Receptionen var besøgt af nogle af Karls kolleger fra universitetet og så naturligvis en flok af de studerende, som ikke var sene til at investere i den nye bog, som helt sikkert vil være et godt redskab i deres studier og i deres praktiske virke. Bogen er nemlig ikke blot fyldt med teori men også masser af praktiske tips til, hvordan man indspiller, mixer og masterer lyd fra såvel elektriske som akustiske instrumenter. Og således fik de studerende ikke blot chips og drikkevarer men også tips og åndeligt føde denne torsdag eftermiddag i det smukke musikhus på Aalborgs havnefront.
Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at tage mit kamera med, så denne blog er ledsaget af et par fotos fra dagens uformelle og ganske hyggelige reception.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg