Da jeg var en bette knægt i Farsø, havde vi blandt meget andet, som ikke er længere, en biograf midt i byen. Her kunne vi se film alle ugens dage, og der var rift om de tre forreste rækker, cowboyrækkerne, hvor man kunne sidde på lige den plads, man ville. Modsat de lidt mere mondæne, nummererede pladser oppe bagved.
I 1969 kom kultfilmen Easy Rider med Dennis Hopper og Peter Fonda i hovedrollerne - en film om motorcykler, frihed og musik. Ikke mindst Steppenwolfs “Born To Be Wild” er blevet det musikalske symbol på den film.
Selv om jeg har meget musik fra den periode, er det faktisk yderst begrænset, hvad jeg har med Steppenwolf på LP eller CD. For nylig købte jeg en brugt LP med nogle af gruppens største hits - Born To Be Wild, The Pusher, Magic Carpet Ride og Snowblind Friend var nogle af dem. Det satte gang i noget - det er jo fantastisk fed musik med John Kays karakteristiske stemme i forgrunden.
Siden da har jeg kigget forskellige steder i jagten på gamle vinyler med steppeulvene i den amerikanske version, forstås. Og det er da blevet til en 4-5 stykker, som spinner lystigt for tiden.
Ikke mindst nummeret “The Pusher” har ramt mig - her fra netop filmen Easy Rider:
I forbindelse med at jeg rundede et skarpt aldersmæssigt hjørne i februar, fik jeg af min gode ven Ib en dejlig gave: En koncertbillet til Musikkens Hus i Aalborg, hvor vi i april skulle høre CV Jørgensen, som på landevejen igen efter en pause på 8 år.
Faktisk har jeg aldrig hørt den danske rockpoet live. Jeg var faktisk ikke så hooked på ham der i sluthalvfjerdserne - det er jeg så blevet sidenhen, skal tilføjes - gennem de seneste år er der købt CV-skiver i en lind strøm såvel på CD som på vinyl. Dertil er det jo også muligt at streame de numre, man ikke har, via Spotify, så alle platforme er i brug, når der skal lyttes til god dansk rock med meningsfulde tekster.
Der er vel kun to danske sangskrivere, som kan tåle sammenligning med Bob Dylan, CV er den ene og Allan Olsen den anden. Førstnævnte ligner Dylan i de tekster, hvor der ikke altid er en direkte mening med teksterne - ordene og stemningen skaber numrene. Modsat er Olsen mere jordnær og fortællende, som man også kan opleve Dylan var på nogle af sine numre, f.eks. den fremragende Hurricane om en sort bokser, som blev uskyldig dømt for mord og røveri i USA.
Akkurat som Dylan er CV Jørgensen en sky musiker, som taler gennem sine tekster fremfor at komme med de store taler fra scenen - som regel er det bare korte bemærkninger: “Hvor er I søde”, “Hvor er vi mange” eller “Der skal også være plads til bøffer”, når en tekstlinje lige driller. Det bliver aldrig så påtrængende og prætentiøs som f.eks. Lars Lilholt godt kan være.
Lørdagens koncert i musikhuset blev en stor oplevelse. CV’s stemme har vel næppe lydt bedre, og det velspillende band spillede, som om de aldrig har lavet andet. Hvad de for fleres vedkommende heller ikke har. Og så var lyden aldeles fremragende, hver en tone og hvert et instrument stod knivskarpt og klart - akkurat som det imponerende lysshow, som blev brugt på scenen.
Hvis folk kommer til en CV Jørgensen koncert for at høre hittet “Costa Del Sol”, så skulle de nok være blevet hjemme. CV har det svært med hits, og han har siden succes’en “Tidens Tern” haft et noget anstrengt forhold til albummets producer og guitarist, Billy Cross, som pludselig gjorde den lidt sumpede CV-lyd klar og folkelig. Efter visse bøger at dømme, tog produceren også sin del af den økonomiske kage ved at blive krediteret som medkomponist på de fleste numre.
Vi fik dog et enkelt nummer fra det storsælgende album, nemlig “Sæsonen er forbi”, som vel var det nummer, som lød mest uklart og skramlende - måske bevidst?
Efter 5 kvarters nydelse på første række kunne vi drage hjem med store smil på læberne - en af de koncerter, man ikke lige glemmer. Præsenteret i de helt rigtige omgivelser - det skal blive spændende at se og høre, om den intime stemning kan overføres til festivalscenerne rundt om i landet, hvor man opleve CV Jørgensen og hans velspillende band i de kommende måneder.
Og jeg kan allerede høre ølsvingende festivalgæster skrige og skråle: “Costa Del Sol”.
Den får de næppe - selv om den gode Carsten Valentin Jørgensen er en uforudsigelig herre. Men, som han selv har sagt, der skulle jo nødig gå Holger Fællessanger i det hele….
Det kan måske være læren af oplevelser, jeg har haft indenfor de seneste par år, hvor der måske er samlet lidt rigeligt til retrokælderen.
Jeg har set, hvordan samlermani kan gå helt galt, så belært af det, har jeg også ind imellem med hård hånd sorteret ud og kasseret ting, som f.eks. ikke virkede eller som jeg ikke brugte til noget.
Jeg havde en gammel danskbygget pladespiller af mærket Toga, som faktisk virkede, men som ikke blev brugt til andet end at prøve at afspille et par gamle lakplader, jeg havde købt, fordi omslagene var med tryk fra gamle forretninger i Farsø. Den ene plade var med Louis Armstrong.
Først røg Toga’en ud, og jeg er bange for, at det samme skete for mine lakplader lidt senere. Desværre.
Da jeg har skrevet om begge dele på min blog, har folk med interesse for netop de ting, kunne finde dem ved hjælp af søgninger. Det gav først en henvendelse fra Nordisk Film, som gerne ville pladespilleren til nogle filmoptagelser, og forleden var der så en, som gerne ville købe min 78’er med Louis Armstrong.
I begge tilfælde måtte jeg svare negativt, da jeg havde ryddet op og smidt ud…..
Det er ved at være noget tid siden, at der har været nyt om Blackbirds.
I går tikkede et foto ind via Facebook, hvor Lars Peter Stubkjær, som tidligere har bidraget med et par oplysninger om gruppen, havde fundet et gammelt billede fra en af de sidste konstellationer af gruppen.
På billedet ses til venstre Knud Søndergaard, som spillede bas, Poul Rasmussen, keyboards, Ulrik Sterner Nordam, trommer og Lassen Stefansen, guitar og sang.
Der var vist ikke nogen i gruppen, som spillede trompet - til gengæld bærer de så tiden hotte trompetbukser, som bestemt ikke strammede om anklerne…
Trompet var dog en del af gruppens første single, “Hey Hey What A Wonderfull World”, men her var det et medlem af Steen Holkenows Orkester, som spillede, akkurat som strygerne også var leveret af dem.
Overskriften er frit gengivet efter en gammel revytekst med Dirch Passer fra 1960'erne. Men den passer under alle omstændigheder meget godt til marts 2018 - foråret lader i den grad vente på sig. Ja, måske går vi fra vinter direkte over til sommer...
Det er hundekoldt, så det er begrænset, hvor meget kameraet bliver luftet. Torsdag var jeg en tur i Løgstør, hvor 4 lokale fotografer er gået sammen om at lave et lille fotogalleri. det skulle naturligvis besøges, og det samme skulle området ved havnen og Frederik den 7.'s Kanal, som altid er et fotobesøg værd.
Her er lidt billeder fra en blæsende kold dag, suppleret med et foto af Nemo i haven for præcis et år siden - da var der noget mere forår i luften...
Sidste år kunne jeg desværre ikke få det passet ind, så jeg kunne se, opleve og høre det nordjyske musikprojekt Album, hvor en gruppe til lejligheden sammensatte musikere spillede Eagles-albummet Hotel California fra ende til anden.
Fredag aften fik jeg taget grundig revanche, da jeg sammen med fruen og en god kollega havde løst billet til 2018-udgaven af Album, som denne gang, modigt, bandt an med David Bowies “The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars”, som oprindeligt udkom i 1972. Dertil fik vi efter pausen en kronologisk gennemspilning af en række af Bowies største hits, helt frem til det sidste album Black Star, som udkom få dage før rockstjernens død i januar 2016.
Det sammensatte band bestod af en række dygtige nordjyske musikere med flere års erfaring - suppleret med et par lokale, unge talenter fra Skørping - et brødrepar, som med deres violiner fik lagt den rette strygerlyd på flere af numrene.
Helt bevidst havde man lagt sig tæt op af den originale stil i numrene, som dog også blev leveret med et drys personlig stil - sangeren, Henrik Fevre, sang således med en stemme, som lå tæt op af Bowies, uden på nogen måde at forfalde til totalt plagiat. Det var rigtig godt.
De to guitarister gjorde det godt, Thomas Vammen Jensen tog sig af de lidt pænere, tekniske soli, medens Rikke Noor tog sig af de mere rå passager, akkurat som hun leverede en bluespræget vokal på nummeret Lady Stardust. Bassen blev trakteret af Signe Wang Carlsen - støt, solidt og melodiøs, som også Trevor Bolder gjorde det på det originale album.
De to unge violinister Emil og Rasmus Balslev under ledelse af færøske Sigrid Rasmussen, som også selv spillede violin og sang, er normalt til klassisk musik, men lagde et fint lag på de numre, hvor Bowie selv havde lagt strygere ind.
Kapelmester Søren Keppler spillede selv trommer, og stod således for introdduktionen og de allerførste toner, da han trommede åbningsnummeret “Five Years” i gang. Keyboardsspilleren Johannes Aaen Jensen samlede trådene på sit røde Korg med en lækker Leslie bag sig. Endelig var der også blæs i form af saxofon, som blev fremragende trakteret af Jakob Skov Nørgaard, som emmede af spilleglæde hele vejen igennem koncerten - hans saxofonsolo helt fremme på scenekanten fremkaldte vist aftenens største bifald….
Andet sæt bød på en række potpurier med klassiske Bowie-numre, Heroes, China Girl, Let’s Dance, Absolute Beginners og afslutningsvis Black Star/Lazarus, som er Bowies selvskrevne dødsmesse. Effektfuld afsluttet ved at hver enkelt af musikerne efter tur forlod scenen, hvor kun saxofonisten stod tilbage og sendte de døende (!) toner ud i lokalet.
Efter den afslutning var det næsten umuligt at byde på et ekstranummer. Men nu var temaet jo Album, så meget passende fik vi endnu en gang titelnummeret Ziggy Stardust, inden koncerten var slut.
Normalt har jeg mit kamera med til koncerter - jeg elsker det udfordrende lys. Men denne aften nød jeg musikken og lod mobilen tage et par tvivlsomme fotos.
