Denne "underblog" er dedikeret til bandet Blackbirds, som huserede på de lokale spille- og balsteder, da jeg var teenager i 70'erne. Disse blogs ligger spredt på mine normale blogsider, men er her samlet under fælles blogoverskrift. Nyeste blog ligger altid øverst, men ellers kommer alle efterfølgende blogs i kronolgisk orden med ældste blog øverst.
-
29. december
Strøm på guitaren...
I forbindelse med mine skriverier om The Blackbirds har jeg over nettet været i kontakt med Niels Poulsen (foto herunder), som var guitarist i den første udgave af gruppen.
Niels kunne bidrage med en sjov lille anekdote fra Blackbirdstiden:
- Farsø havde jo haft jævnstrømsværk, så mange radioer og diverse maskiner var beregnet både til jævnstrøm og vekselstrøm. Det var såkaldte "universal-apparater". Det betød bl.a., at Lassen Stefansens radio, som han brugte til forstærker (det var muligvis hans farfaders), også var sådan en. Den havde så den svaghed, at når stikket blev sat i "omvendt", så gav den stød, så det var ubehageligt at stå og spille ved siden af ham. Især en tid, hvor han yndede at lade en del strenge rage ud fra forskruningen på guitaren. Så blev vi både stukket og fik stød på samme tid! Men forsigtige var vi jo! Så Lassen blev anbragt oppe på en gummimåtte, og der kunnen han få lov at stå i fred! Sådan vedblev det indtil "PopRasmussen fra Silkeborg" (en vikar som boede på Hotel Farsø), forskrækket forlangte, at vi dels fik sat jordledning på de radioer, og dels begyndte at bruge "sikkerhedsledninger, som kunne brænde over, hvis strømmen blev for stor".
Fra Blackbirdstiden erindrer Niels også, at han havde en rørforstærker, som bestemt ikke kunne lide kulde. Så gav den sig til at pibe. Dens klanganlæg var ægte japansk med en lille mikrofon nede i en aflang kasse og en grammonfon-pickup. Undertiden blev den rystet for meget under transport og så slog fjedrene i den sammen, så den måtte åbnes.
Niels kunne i øvrigt fortælle, at han lærte at spille af lærer Sejr, som han havde til engelsk- og fru Sejr til tysk. Deres søn Peter har jeg skrevet om i en blog den 15. november.
13. december
Blackbirds Mark I
Det er ganske sjovt, som min Blackbirds-blog fortsat bliver ved med at kaste reaktioner af sig. Senest har jeg fået mail fra Tage Dalby Andersen (foto th), som i sin tid var med til at danne gruppen. Han skrev bl.a.: "Jeg var sammen med min fætter, Niels Poulsen, med i Farsøbandet "The Blackbirds". Det blev startet i 1963/64 af Lassen Stefansen, lead-guitar, Claus Lilholt, trommer, Niels Poulsen, Rhytm-guitar og jeg selv på bas-guitar. Vi spillede indtil 1967, hvor Lassen og Claus gik sammen med nye medlemmer fra et andet band."
I sin mail skrev Tage også, at jeg var velkommen til at ringe til ham, hvis jeg havde interesse i at høre mere om den første udgave af The Blackbirds.
Sådan en opfordring sidder jeg naturligvis ikke overhørig, og umiddelbart før jeg ringede, fik jeg en ny mail fra Tage, hvor der var vedhæftet en række herlige fotos fra gruppens første år, bl.a. dette fra søanlægget med det karakteristiske møllehus i baggrunden.
Tage Dalby boede i Øster Hornum, men havde tæt kontakt med sin fætter Niels Poulsen i Farsø. Derfor kom Tage med i gruppen, selv om det til tider kunne byde på lidt problemeer med transport til og fra Farsø. Det foregik som regel når der var familiebesøg, eller med tog fra Nibe til Farsø. Transport rundt til spillestederne blev også klaret i forældrenes biler: betjentens Volvo eller uddelerens Opel Kaptajn (foto herover). Man spillede i Østrup, Farsø, Nørager, Hvalpsund, Strandby o.l men også en enkelt gang i Nibe, bl.a. sammen med The Bongoes, ligesom det blev til optrædender i Øster Hornum og Godthåb (ved Svenstrup).
I starten blev der brugt gamle radioer til at forstærke guitarerne - senere købte medlemmerne rigtige rørforstærkere af mærker som Teisco, Vox og Dynacord. Skulle der rigtig blæs på, lånte man et par kraftige højttalere af Lassens fætter, Otto.
På et tidspunkt blev der holdt et arrangement på Hotel Farsø, hvor lokale kræfter optrådte i anledning af noget, som havde med forfatteren Johannes V. Jensen at gøre. Radioen sendte fra dette arrangement, så Tage Dalby havde taget fri fra skole og brugt hele dagen på lydprøver. Resultatet blev 9 sekunders (!) airplay - lidt lidt mente Tages skolekammerater i Nibe, som naturligvis havde lyttet spændt ved radioen. Men lidt havde også ret, og det var ganske prestigefyldt at spille i The Blackbirds. I øvrigt er Tage Dalby overbevist om, at han har de 9 sekunders radiooptagelse til at ligge på et spolebånd. Finder han det, vil det sikkert også blive præsenteret for læserne af denne blog, som derfor kan håbe på at lytte til "High Heal Sneakers" på et eller andet tidspunkt.
Navnet The Blackbird blev valgt blandt flere andre, men at gruppenavnet skulle starte med "The", var der aldrig tvivl om. Repetoiret bestod af kopinumre med Rolling Stones (A long long while), Searchers (Walk in The Room) , Defenders og Elvis. Sidste optræden med Mark ! var ifølge Niels Poulsen den 19. september 1967. Herefter gik Lassen og Claus sammen med Ole Høgh og Knud Søndergård fra et andet band.
Tage Dalby Andersen bor fortsat i Øster Hornum, hvor han er stærkt optaget af lokalhistorie, medens fætteren, Niels Poulsen, er lærer på teknisk gymnasium i Frederikshavn. Jeg har i øvrigt også været i kontakt med Niels - mere om det i næste Blackbirds-blog.
Indtil dag kan man lytte til dette Stonesnummer, som de tidlige The Blackbirds havde på deres repetoire,
--0--
2. august
Blackbirds #1
Da jeg var teenager i 70'erne havde vi her i Farsø et lokalt band, Blackbirds. I lokalområdet havde gruppen idolstatus, når de spillede til ungdomsballer i forsamlingshuse eller på gymnasier og kroer. Gruppen spillede rock i den mere hårde stil, bl.a. med numre af Uriah Heep og Deep Purple.
Gruppen bestod fra start af Claus Lilholt (trommer), Lassen Stefansen (guitar), Knud Søndergaard (bas) og Ole Høgh (guitar og sang). Det var denne besætning, som udgav gruppens første single. Senere kom Poul Rasmussen med på keyboard, og han spiller med på gruppens to sidste singler.
I 1973 indspillede Blackbirds deres første single, Hey Hey What A Wonderfull World. Medlemmerne i gruppen havde selv skrevet nummeret, akkurat som det var tilfældet med B-siden, Sunny Days, som i mine ører var et bedre nummer end A-siden! Begge numre lå dog milevidt fra den hårde del af gruppens repertoire og gik mere i retning af engelske The Hollies med de flotte vokalharmonier.
Dengang stod Jørgen Mylius (det var før det blev deMylius) for den ugentlige Top 10 (Tipparaden), hvor man kunne sende postkort ind og stemme på sine favoritter. Listen rummede selvfølgelig de 10 sange, som flik flest stemmer, og desuden var der hver uge 5 boblere, som så skulle forsøge at trænge sig ind på selve listen. Blackbirds fik også chancen, og strøg så vidt jeg husker direkte ind på tredjepladsen. Vist nok godt hjulpet på vej af forfrankerede postkort, som gruppens medlemmer gavmildt spredte om sig på de lokale værtshuse og spillesteder. Jeg stemte da også, og var som alle andre i byen og på egnen vældig stolt over vore lokale helte. Det blev også til omtale i de førende popblade på den tid. Ugen efter var singlen nede som nummer 7 for derefter at ryge helt ud igen.
Fra den oprindelige besætning forlod Claus Lilholt og Knud Søndergaard gruppen, hvor de blev erstattet af folk fra Haverslev-bandet Grus (Så vidt jeg husker). Det blev til yderligere to singler fra gruppen: Going Home/Make Me Feel Much Better og Clap My Hands/Country Life, men ingen af disse nåede hitlisteplaceringer og snart røg gruppen ud i glemslen.
Jeg har dog ikke glemt Blackbirds - i dag bor jeg faktisk i det hus, hvor gruppen i sin tid havde øvelokale i Farsø, og jeg har fortsat sporadisk kontakt til Poul Rasmussen, som i dag bor i Aalborg og gør sig i bluesmusik i Beggars Blues På Facebook har jeg desuden været i kontakt med Claus Lilholt, som er bosiddende i København og vist arbejder indenfor den grafiske branche. Guitarist Lassen Stefansen blev uddannet arkitekt og spillede i nogle år med i det Randersbaserede band Ozon. Efter bl.a. at have arbejdet på Bermuda er Lassen tilbage i Danmark, hvor han i dag laver musik med sin gamle Ozon-kollega Karl Pedersen i gruppen Pocobell.
Den opmærksomme bloglæser (og de læsere jeg kender, er kendt som opmærksomme) vil bemærke, at overskriften har nummer. Jeg håber og forventer, at der kommer en opfølgende 2'er inden længe, hvor jeg kan supplere med lidt mere billedmateriale og måske også lidt mere udførlige oplysninger om besætningen på de to sidste plader. Nu er det meste af dette skrevet i bagklogskabens meget tågede og diffuse lys - så er der bloglæsere, som kan korrigere evt. fejl og mangler, er man velkommen til at sende en mail via gæstebogen.
Lad solsortene synge!
Der er åbenbart også andre, som husker Blackbirds, hvilket denne video på YouTube viser:
--0--
4. august
Blackbirds #2
Min første blog om Blackbirds kastede flere reaktioner af sig. Jeg sendte et link til Lassen Stefansen, som var hurtig til at svare. Han kunne korrigere med hensyn til indgangsplaceringen på Tipparaden, hvor det "kun" blev til en 3. plads. Til gengæld var gruppen med på salgslisten, Top 20, i tre uger, så den lille vinylskive fra Vesthimmerland solgte skam også! At der ikke kun var lokal interesse om gruppen vidner en lille epsiode om: Jeg lavede en pop-quiz på bånd til en tidligere kollega, som stammer fra det vestjyske. Mellem numre med Kinks, Neil Young, Strawbs og Deep Purple placerede jeg lidt drillende "Hey Hey..." med Blackbirds i den tro, at staklen ville være helt rundt på gulvet. Men det viste sig, at det
var et glædeligt genhør for ham -
han havde nemlig selv været ganske vild med det nummer, da det i sin tid udkom!!
Og apropos den engelske gruppe Strawbs, så var det deres frontfigur, David Cousins, som skrev nummeret "Going Home", der var anden single med Blackbirds. Det originale nummer findes på Cousins fremragende solo-LP "Two Weeks Last Summer".
Med hensyn til besætningen kunne Lassen, som i dag bor i Lyngby, oplyse, at Knud Søndergaard er død for flere år siden, og at forsanger Ole Høgh formentlig bor på Simested-kanten, som han også gjorde i de glade Blackbirdsdage.
Fra min gode ven Ib Thor, som bor i Nibe, har jeg modtaget kopi af en Blackbirdsplakat (tegnet af Claus Lilholt) og et foto af gruppens røde tourbus (logo angiveligt malet af malermester Rasmussen - se blog den 29. juni). Dem deler jeg selvfølgelig med mine bloglæsere.
Og på nettet er det lykkedes mig at finde to alternative covers til første single: En portugisisk udgivelse med føromtalte plakat som udgangspunkt og en tysk udgivelse, hvor det er et farvefoto af den nye besætning, altså ikke den samme som indspillede nummeret!
Lassen oplyste også, at der blev lavet en plakat med fire fotos og billedet fra coveret på "Hey, Hey.." i midten. Den kan både jeg og han godt tænke os at se igen.
Skulle der være læsere af disse linier,
som er i besiddelse af gammel Blackbirdsmateriale i form af fotos, plader, avisudklip, plakater o.l. er jeg meget interesseret i at købe eller evt få kopier, da jeg påtænker at indrette mit kontor som et lille lokalt Hall Of Rock'n Roll Fame! Send en brevdue, et postkort, en mail eller giv mig et ring.
Blackbird singing in the dead of night (Beatles)
--0--
1. september
Blackbirds - reaktioner
I begyndelsen af august skrev jeg her på bloggen om Blackbirds. Det har givet en del reaktioner fra det ganske danske - og norske - land. Nedenfor kan du se et udpluk af, hvad folk har skrevet om deres oplevelser med Blackbirds:
Lassen Stefansen, guitarist i gruppen:
Din erindring om Blackbirds, som du beskriver i din blog er nu forbavsende god, og din beskrivelse af vores musikalske udfoldelser mht repertoire og musikstil er ret præcis fanget. Vi havde vel det uafklarede forhold til musikken, at vi både gerne ville spille hård rock og synge 4-stemmig!
--0--
Claus Lilholt, trommeslager i Blackbirds:
Jeg flyttede til København (Den Grafiske Højskole) mens pladen lå på Top 30, og fløj flere gange om ugen til i nærheden af den by, hvor vi skulle spille, og tog så nattoget tilbage til København, hvor jeg så sad og sov i timen om dagen.
-
Poul Rasmussen, keyboardspiller i Blackbirds:
Det blev en lang aften for mig i går efter jeg var gået ind på din thitind-side. Det er sgu flot det du har lavet, og jeg er ikke færdig med at læse den endnu, jeg røg ud på så mange sideveje, bla. Lassens web. Det er jo utrolig spændende læsning, så bliv endelig ved. Jeg har en masse billeder liggende fra Blackbirds-tiden, og jeg tror faktisk også jeg har den plakat som du og Lassen efterlyser.
--
Jesper Hansen, min gamle skole- og legekammerat:
Du rykker virkelig - det er et par fede indlæg, du har lavet om Blackbirds. Jeg må indrømme, at jeg helt havde glemt, at Poul Rasmussen kom med til sidst.
Og så findes Hey Hey... nu på YouTube. Mens jeg sad i Grønland, prøvede jeg i de lange vinterdepressioner flere gange at google sangen uden at finde den. Jeg vil sådan forsigtigt gætte på, at jeg ikke har hørt den siden 1976... Fedt!
--
Kirsten, tidligere efterskolekollega:
Jo, jeg var også en af dem, der sendte et postkort ind, men havde dog selv frankeret det... og spændt sad og ventede på placeringen. Men jeg kan også huske skuffelsen over og konstateringen af, at jeg nok var nødt til at investere flere frimærker, hvis de skulle holde placeringen. Hvilket jeg så ikke gjorde, som de fleste andre. Jeg husker dem, men jeg kan faktisk ikke huske nogen af deres numre. Ikke engang det de røg på hitlisten med.
--
Sam, gammel klasse- og fodboldkammerat. Fin fyr, selv om han var tilflytter fra Aars...:
Ja det er godt nok mange år siden man sad ved vinduet uden for Blackbirds øvelokale og lyttede på god musik, men billedet står helt klar for mig, selv om det er mange år siden.
--
Ulla Rosengreen Bak, født og opvokset i Farsø, hvor forældrene drev bagerforretning i Nørregade:
Husker den godt - Erling (Ullas storebror, red) vil elske det! Også jeg altså!
--0--
16. oktober
Fra Blackbirds til Lucky Lips
(Lettere korrigeret 17. oktober efter oplysninger fra Lassen. Per)
Mine bloggerier om den lokale gruppe Blackbirds har ført til endnu en henvendelse.
Forleden ringede telefonen, og i den anden ende var Lars Peter Stubkjær fra Struer. Han havde fundet min side og med stor interesse læst mine musikblogs - ikke mindst dem, der handlede om Blackbirds.
Lars Peter Stubkjær var selv aktiv musiker i 70'erne i forskellige bands. På et tidspunkt omdannede han sin gruppe Lucky Lips, som foruden ham selv kom til at bestå af Jan Kristensen (ex Nippy) samt de to tidligere Blackbirds Jens Richard Pedersen og Ulrik Nordam. De to sidstnævnte kom i sin tid med i Blackbirds. Jens Richard afløste Knud Søndergård på bassen, og Ulrik Nordam på trommer afløste "Buster", som tidligere havde afløst Claus Lilholt i det oprindelige Blackbirds.
- Vi spillede hård rock i stil med Blackbirds, så jeg kan godt se, at popnavnet Lucky Lips måske var lidt malplaceret. Med vores musikstil og med Jens Richard og Ulrik Nordam i gruppen kom jeg på den ide, at vi da bare kunne gendanne Blackbirds. Jeg ringede også til Ole Høgh (tidligere forsanger i Blackbirds) og foreslog det, men desværre kom der ikke mere ud af de planer, fortæller Lars Peter Stubkjær.
På billedet ses gruppen, som den så ud i 1978. Fra venstre mod højre er det: Lars Peter Stubkjær: Hammond B3. Yamha Cp 70. Hohner C7. Arp Syntz. lead vokal, Jens Richard Pedersen: bas sang, Jan Kristesen: guitar sang og Ulrik Nordam:trommer sang.
Tak til Lars Peter Stubkjær for oplysningerne. Jeg hører gerne fra alle, som har historier om Blackbirds.
Tidligere blogs om Blackbirds: 2. august, 4. august, 5. august og 1. september. Se menuerne ude til venstre og rul ned på siden til den ønskede dato.
--0--
28. november
Pocobell ude med ny CD
I forbindelse med mine skriverier om Blackbirds er jeg kommet i kontakt med gruppens gamle guitarist, Lassen Stefansen (foto), som er "still going strong" med musikken. Han arbejder i dag som arkitekt i København, men sammen med den gamle Ozon-makker, Karl Pedersen, spiller han i bandetPocobell.
Pocobell er netop nu aktuelle med en ny CD "1969" - måske med hint til Bryan Adams og vel også med hint til de to rockveteraners opvækst med denne musikform op gennem 60'erne kulminerende med deres medvirken i Blackbirds og Ozon i 70'erne.
Ethvert rockband med respekt for sig selv, og sine lyttere, skal naturligvis være at finde på YouTube. Således også Pocobell, som med et begrænset budget har formået at finde en elegant løsning, som sender musikken og dens udøvere ud i cyberspace. "Fool for Your Love" hedder det første udspil, som er et stramt skåret nummer med en herlig guitarlyd. Et par andre numre har ligget til aflytning på gruppens Myspace-side, bl.a. min personlige favorit "Cats in Berlin" med Byrdsklingende guitarer.
Foruden de to guitarister medvirker bassisten Martin Arnoldi og Søren Wikke på trommer.
Se Pocobell på YouTube her:
--0--
6. december
Early Blackbirds
Jeg er kommet i besiddelse af et par gamle fotos af Blackbirds i en meget tidlig udgave.
De to fotos tilhører gruppens trommeslager, Claus Lilholt, som dog her spiller guitar (fyren til venstre) på det ene billede - i øvrigt samen med Niels Poulsen, søn af den lokale brugsuddeler her i Farsø. Om gruppen har noget navn på dette tidspunkt vides ikke. At dømme efter billedet er det en gammel radio, der fungerer som forstærker.
På det andet billede er Claus kommet i sit rette element - bag trommerne - og som man kan se, står der nu The Blackbirds på stortrommen. Alle grupper skulle naturligvis hedde "The" til "fornavn" akkurat som de store idoler fra The Beatles. Denne gruppe har vist også inspireret til håret og fisuren på denne ungdommelige udgave af trommeslageren i The Blackbirds.
Den opmærksomme bloglæser vil måske have bemærket, ar Blackbirds har fået deres egen menu i oversigten ude til venstre. Her samler jeg denne og andre blogs med relation til gruppen, som på sin vis var med til at slå dette blogprojekt i gang for alvor i begyndelsen af august.
--0--
11. december
De første solsorte
Dagens blog bliver ikke så lang, men den bliver fulgt op af en lidt længere i løbet af weekenden.
Forleden fik jeg nemlig en mail fra Tage Dalby Andersen i Øster Hornum. Han havde fundet vej til min blog og med interesse læst om The Blackbirds, som han faktisk selv var medlem af fra 1963 til 1967. Tages fætter, Niels Poulsen, var også med i gruppen, sammen med Lassen Stefansen og Claus Lilholt.
Tage og Niels har flere fotos fra den tid - her et par stykker som en lille "teaser" - mere følger, som skrevet, i løbet af weekenden. På billedet herover gøres der reklame for Blackbirds, som spiller til dans i teltet på dyrskuepladsen i Farsø og herunder ses gruppen ved soluret på den store plæne foran spejderhuset i søanlægget. Fra venstre mod højre er det Lassen Stefansen, Tage Dalby Andersen, Claus Lilholt og Niels Poulsen.
I forbindelse med mine skriverier om The Blackbirds har jeg over nettet været i kontakt med Niels Poulsen (foto herunder), som var guitarist i den første udgave af gruppen.
Sådan en opfordring sidder jeg naturligvis ikke overhørig, og umiddelbart før jeg ringede, fik jeg en ny mail fra Tage, hvor der var vedhæftet en række herlige fotos fra gruppens første år, bl.a. dette fra søanlægget med det karakteristiske møllehus i baggrunden.
Tage Dalby boede i Øster Hornum, men havde tæt kontakt med sin fætter Niels Poulsen i Farsø. Derfor kom Tage med i gruppen, selv om det til tider kunne byde på lidt problemeer med transport til og fra Farsø. Det foregik som regel når der var familiebesøg, eller med tog fra Nibe til Farsø. Transport rundt til spillestederne blev også klaret i forældrenes biler: betjentens Volvo eller uddelerens Opel Kaptajn (foto herover). Man spillede i Østrup, Farsø, Nørager, Hvalpsund, Strandby o.l men også en enkelt gang i Nibe, bl.a. sammen med The Bongoes, ligesom det blev til optrædender i Øster Hornum og Godthåb (ved Svenstrup).
I starten blev der brugt gamle radioer til at forstærke guitarerne - senere købte medlemmerne rigtige rørforstærkere af mærker som Teisco, Vox og Dynacord. Skulle der rigtig blæs på, lånte man et par kraftige højttalere af Lassens fætter, Otto.
Navnet The Blackbird blev valgt blandt flere andre, men at gruppenavnet skulle starte med "The", var der aldrig tvivl om. Repetoiret bestod af kopinumre med Rolling Stones (A long long while), Searchers (Walk in The Room) , Defenders og Elvis. Sidste optræden med Mark ! var ifølge Niels Poulsen den 19. september 1967. Herefter gik Lassen og Claus sammen med Ole Høgh og Knud Søndergård fra et andet band.
Da jeg var teenager i 70'erne havde vi her i Farsø et lokalt band, Blackbirds. I lokalområdet havde gruppen idolstatus, når de spillede til ungdomsballer i forsamlingshuse eller på gymnasier og kroer. Gruppen spillede rock i den mere hårde stil, bl.a. med numre af Uriah Heep og Deep Purple.
som udgav gruppens første single. Senere kom Poul Rasmussen med på keyboard, og han spiller med på gruppens to sidste singler.
Min første blog om Blackbirds kastede flere reaktioner af sig. Jeg sendte et link til Lassen Stefansen, som var hurtig til at svare. Han kunne korrigere med hensyn til indgangsplaceringen på Tipparaden, hvor det "kun" blev til en 3. plads. Til gengæld var gruppen med på salgslisten, Top 20, i tre uger, så den lille vinylskive fra Vesthimmerland solgte skam også! At der ikke kun var lokal interesse om gruppen vidner en lille epsiode om: Jeg lavede en pop-quiz på bånd til en tidligere kollega, som stammer fra det vestjyske. Mellem numre med Kinks, Neil Young, Strawbs og Deep Purple placerede jeg lidt drillende "Hey Hey..." med Blackbirds i den tro, at staklen ville være helt rundt på gulvet. Men det viste sig, at det 
I begyndelsen af august skrev jeg her på bloggen om Blackbirds. Det har givet en del reaktioner fra det ganske danske - og norske - land. Nedenfor kan du se et udpluk af, hvad folk har skrevet om deres oplevelser med Blackbirds:
(Lettere korrigeret 17. oktober efter oplysninger fra Lassen. Per)
I forbindelse med mine skriverier om Blackbirds er jeg kommet i kontakt med gruppens gamle guitarist, Lassen Stefansen (foto), som er "still going strong" med musikken. Han arbejder i dag som arkitekt i København, men sammen med den gamle Ozon-makker, Karl Pedersen, spiller han i bandet
Jeg er kommet i besiddelse af et par gamle fotos af Blackbirds i en meget tidlig udgave.
På det andet billede er Claus kommet i sit rette element - bag trommerne - og som man kan se, står der nu The Blackbirds på stortrommen. Alle grupper skulle naturligvis hedde "The" til "fornavn" akkurat som de store idoler fra The Beatles. Denne gruppe har vist også inspireret til håret og fisuren på denne ungdommelige udgave af trommeslageren i The Blackbirds.
