VESTHIMMERLAND / Løgstør / Frederik den VII's kanal

Frederik den VII's kanal

Frederik den VII's kanal strækker sig fra Løgstør til Lendrup med cykel og vandresti på begge sider, hvor tidligere pramdragerne havde deres gang. På kanalens stille vand kan man sejle i småbåde og joller, eller man kan
tage med på en af de guidede kanalture, som arrangeres af Limfjordsmuseet. Et smukt lille museum, som er indrettet i et af de karakteristiske hvide kanalhuse med en vis arkitektonisk inspiration fra det nærliggende Vitskøl Kloster.
 
Kanalen er 4,4 kilometer lang, 22-28 meter bred og 3 meter dyb. Den blev i sin tid anlagt for at føre skibene udenom de sandede grunde ved Løgstør. 400 mand brugte 5 år på at grave kanalen - med håndkraft! Den blev indviet i
1861 og fungerede som vandtransportvej frem til 1913, hvor sejladsen stoppede. Med ny teknologi var det blevet muligt at grave en rende direkte gennem grundene ud for Løgstør.
 
I dag ligger den smukke kanal som et smukt kulturarvsminde og som et bynært rekreativt område til muslingebyen Løgstør. Kanalen blev i 2007 kåret som et af Nordjyllands 7 vidundere.
 
 
Per Lyngby