En tåget mandag formiddag var det tid til tredje etape af hund og herres tur rundt i vesthimmerlandske byer. Denne gang gjaldt det Ullits, som har et indbyggertal omkring de 280.
Ullits, som ligger på landevejen mellem Farsø og Hvalpsund, er en by, som er opstået omkring jernbanen, som i 1910 blev åbnet på strækningen mellem Aars og Hvalpsund og dermed forlængede den bane, som i forvejen gik til Aars fra Aalborg.
Det oprindelige Ullits, som vi i dag kender som Gl. Ullits, lå for langt væk i forhold til banens forløb, og derfor blev der bygget en station ca. midt imellem Foulum Kirke og det gamle Ullits. Den nye by fik navnet Ullits Stationsby, men er efter banen blev nedlagt i 1969 bare gået under benævnelsen Ullits.
Midt i byen ligger den gamle station, som for mig at se, er en af de smukkest bevarede på strækningen mellem Aars og Hvalpsund. Den ligger der med hovedbygning, den gamle toiletbygning og en træbygning mod syd. Alle stationerne på den strækning blev tegnet af Aalborg-arkitekten Einar Packness - og de eksisterer stadig, med undtagelse af den i Farsø, som blev nedrevet sidst i 1970’erne. Desværre.
Ved siden af stationen kunne man i 2013 indvi et nyt sognehus, som vedkender sig tilknytningen til stationsbyen, da arkitekterne har ladet en aula mellem to bygninger ligge lige der, hvor jernbanesporet gik. Sporet er også markeret på gulvet i aulaen og på flisegangene på begge sider af huset. Godt tænkt!
En lille sjov anekdote om navnet Gl. Ullits. Vi var nogle gutter, som på et tidspunkt tilmeldte os til en indefodboldturnering i Farsø under navnet Gl. Ullits. Stævnespeaker Jens Røschmann introducerede holdet til første kamp som Glade Ullits..
I stationsbyen opstod der hurtigt et forretningsliv med handlende og håndværkere af forskellig slags. Den lokale sparekasse for Ullits-Foulum og Louns Alstrup blev i 1929 flyttet til Ullits, hidtil havde den haft til huse i Alstrup. I Ullits lejer man sig først ind i lokaler på missionshotellet, men i 1939 kan man indvi sparekassens egen bygning i hovedgaden. Sparekassen blev senere lagt sammen med Farsø Sparekasse, som bevarede afdelingen i Ullits som en filial. I dag er bygningen i privat eje og indrettet med lejligheder.
Der gik en del længere tid, inden skolen blev bygget. Det skete først i 1961 som en centralskole for de tidligere skoler i Foulum og Gl. Ullits. Senere kom også Svingelbjerg Skole ind under Ullits, og da Louns-Alstrup Skole i Hvalpsund lukkede i 2011 blev eleverne flyttet til Ullits. I dag er skolen en velfungerende landsbyskole med landsbyordning. Den er dog på grund af et forholdsvis lavt elevtal også er med i kommunens sparekatalog på skoleområdet sammen med skolerne i Gedsted, Vester Hornum, Vestrup og Ranum.
Ved skolen ligger også byens fodboldbane. I 60’erne huserede de lokale boldatleter her, indtil klubben i efteråret 1973 blev lagt sammen med Farsø IK - den nye klub fik navnet Farsø-Ullits IK - i daglig tale FUIK. I de første år blev spillere transporteret både fra Ullits til Farsø og den modsatte vej, da man både trænede og spillede kampe i begge byer. I dag foregår alle aktiviteter i klubben dog i Farsø.
Det var faktisk her på Ullits Stadion, at jeg var tæt på at få min eneste førsteholdskamp i min ydmyge fodboldkarriere. Jeg blev vist indkaldt som yderste reserve, da førsteholdet i serie 2 en lørdag i oktober 1977 skulle møde B52 på Ullits Stadion. Jeg stillede op sammen med de øvrige spillere, dommertrioen og de trofaste tilskuere - med modstanderne dukkede aldrig op. I B52 havde man taget fejl af datoerne og troede at kampen skulles spilles søndag. Kampen blev aldrig spillet og Farsø-Ullits IK vandt uden kamp.
Ved skolen og stadion ligger Ullits Minihal, hvor der bl.a. dyrkes gymnastik og spilles badminton.
Byens gamle missionshus fungerer ikke længere som sådant - det er i dag medborgerhus, hvor der bl.a. holdes fest o.l.
Vores tur rundt ad gader og stræder viste, at der ikke længere er industrivirksomheder i Ullits, som tidligere havde møbelfabrikker, snedkerier og mejeri. Azalievej vidner også om, at her en gang har været et gartneri. I dag er der en fiskehandel og en lokal købmandsbutik i Ullits.
Fiskehandelen ligger i øvrigt der, hvor der tidligere lå et afholdshotel, som senere blev et hotel med alkoholbevilling. Jeg har været til ungdomsbal på stedet, hvor det lokale band Bounty spillede. Hotellet brændte ned, og i de nye bygninger er der i dag fiskeforretning med fiskebiler, som kører rundt og sælger i byer i Nord- og Midtjylland.
På vores tur kom vi gennem det lokale lystanlæg, som er et typisk fænomen for mange af de stationsbyer, som opstod omkring århundredeskiftet mellem 1800- og 1900-tallet. Her kunne byens borgere mødes og lave forskellige aktiviteter - og ganske typisk er her også en mindesten for genforeningen i 1920.
Ved siden af anlægget er der et busstoppested med et meget karakteristisk og futuristisk læskur, “champignonskur”, som nok er fra 60’erne eller 70’erne. De er i øvrigt designet af Poul Cadovius, som også stod for de ikoniske Royal væg-reolsystemer, som blev introduceret i 1950’erne - dem med bøjlerne.
Tilbage ved bilen viste tælleren 6,2 kilometer, nu er vi spændte på, hvor mange kilometer, vi kan presse ud af Strandby på næste etape.
Anden etape på min og Nemos vesthimmerlandske vandretur i lokale bysamfund løb af stabelen en solbeskinnet sidste mandag i januar. Denne gang var målet Gedsted, som ligger tæt på Limfjorden, hvor Lerkendfeldt Å har sit udløb. Byen har ca 850 indbyggere.
Vi parkerede ved hallen, som er en af de ældste i Vesthimmerland, den blev indviet i maj 1963. Hallen rummer i dag idrætshal, mødelokaler fitnesscenter og cafeteria. Og så holder man her i Gedsted ved de gode gamle Bankospil - det sker hver søndag og er efter sigende et af største af slagsen i Danmark.
Ved siden af hallen ligger byens stadion, som også er en “Heliport”, altså en helikopterlandingsplads. Port’en blev indviet i 2017 og kan bruges af bl.a. private helikopterfirmaer, som har specialiseret sig i at flyve erhvervsfolk og andre interesserede mellem landsdelene. Hvor meget pladsen i Gedsted er blevet brugt, ved jeg ikke, men den er der!
På Gedsted Stadion indtraf et af min ydmyge fodboldkarrieres lavpunkter i slutningen af 1980’erne. Her løb jeg nemlig ind i det eneste kort, som jeg har fået i en fodboldkamp - og så var det endda direkte rødt! Min forseelse med at hægte en modstander bagfra var helt klart til den straf, så uanset omstændighederne i øvrigt, var der ikke noget at komme efter. Hvor meget fodbold, der spilles i Gedsted nu om dage, er jeg i tvivl om. Klubben er gået sammen med naboerne i Fjelsø, og et klik på DBU’s side fortæller, at det fælles hold sluttede sidst i deres pulje i serie 5 i efteråret 2022 med 0 point og en målscore på 6-20.
Vi gik forbi byens kirke - en romansk kirke fra 1100-tallet med et lille tårn, som nok er et par hundrede år yngre end selve kirken. Som noget usædvanligt for en landsbykirke har den et klokkespil, som hver dag klokken 12 spiller “Dagen går med raske fjed” - en fin kommentar til min og hundens daglige traveture..
I et af byens villakvarterer mødte vi en gammel nabo fra mine tidlige drengeår, Ernst Christensen, hvis lillebror Søren, jeg gik i klasse med. Ernst har kun boet 2 steder i sit liv, i Søndergade 32 i Farsø og så i 1973-villaen i Gedsted. Han kunne anvise os en fin tur bag om villakvarteret, hvorfra vi havde en fin udsigt ud over Louns Bredning, inden vi igen ramte byens gader.
I det centrale Gedsted finder man faktisk flere flotte murermestervillaer. Byen var startstedet for cykelfabrikken “Jyden”, som efter 3 års virke flyttede til nabo- og stationsbyen Aalestrup, som vi gik i sidste uge, hvor vi kom forbi den gamle fabrik, der i dag er indrettet til cykelmuseum.
Lige overfor, hvor Jyden startede, ligger Gedsted Mejeri, som stadig er i funktion og producerer blåskimmelost for Thise Mejeri. Ved siden af mejeriet ligger "Den gamle foderstof", som i dag er en populær cafe med god brunch, is og meget mere.
Cykelfabrikken Jyden startede i Gedsted, men flyttede senere til Aalestrup.
Til gengæld ligger den gamle madrasfabrik Getama stadig i Gedsted. Her lavede man i sin tid madrasser med fyld af tang fra den nærliggende Limfjord. I dag produceres der kvalitetsmøbler designet af bla. Hans J. Wegner på fabrikken, som dog er flyttet lidt uden for byen.
Midt i Gedsted finder man et stort og imponerende bevis på netop tilknytningen til Getama. På torvet er der opsat en kæmpemæssig Wegner-stol, hvorunder man kan sidde i læ ved borde og bænke. Et gavlmaleri ved siden af henviser til geden i bynavnet.
På byens torv er man ikke i tvivl om, at Getama laver møbler.
På vejen ud af byen mod Aalestrup er der en 26 meter høj silo med et par imponerende kunstværker udført af hollandske Joram Roukes, som med sine spraydåser har frembragt en flot isfugl og en ged på den førhen så kedelige silo.
Sidste etape gik via villakvarteret bag skolen forbi Gedsted Skole, som er en lille landsbyskole med musikprofil. Måske er det derfor, at der er opstået flere bands i byen, bl.a. senpunkerne Freshly Riots, som i 80’erne udgav bånd og plader på eget selskab, Bondeskiver. Gruppen optrådte i 1985 på Roskilde Festival, og de er også med i mit lille lokale rockleksikon.
Skolen er også rammen om “Vennepunktets” aktiviteter - en lokal paraplyorganisation, som arrangerer koncerter, teater og fællesspisning i skolens aula.
Fra skolen, som i øvrigt er med i Vesthimmerlands Kommunes sparekatalog og derfor truet af lukning, gik det over vejen og til hallen, hvor herre og hund igen satte kursen hjemover med 7,5 kilometer i fødder og poter.
Billederne fra dagens tur er taget med et af mine første digitale kameraer, et Konica-Minolta A2 fra 2003-04. Det holder ikke batteri så længe, så mobilen måtte også i brug i dag.
Næste uge forventer vi at smutte en tur til Ullits.
Sammen med den 13 og et halvårige Springer Spaniel Nemo har jeg sat gang i et forårsprojekt: Vi vil hver uge vælge en ny vesthimmerlandsk by, som vi gennemtraver på kryds og tværs, så vi kommer på mindst de 6 kilometer, vi har som mål for vores daglige gåture. De øvrige dage gennemtraver vi Farsø eller naturen i omegnen.
Forleden tyvstartede vi sammen med fruen i Hvalpsund, hvor vi har gået mange ture, men som regel ved havnen og ude i naturen. Nu gjaldt det byen med stier og villaveje. På den måde fik vi set sider af havnebyen, som vi ikke har set før: Mosevangen, Solitudevej, Teglvænget, Skrænten, Solbakken, og Højvangen. Nye og gamle kvarterer med hver deres særpræg og arkitektur - mange af de ældste huse er overgået til nye generationer og har fået en kærlig modernisering.
Tirsdag gjaldt det så Aalestrup, som ligger yderst i den sydøstlige del af Vesthimmerlands Kommune, som er opstået af de tidligere Løgstør, Farsø, Aars og Aalestrup Kommuner. Med den lille tvist, at en del af Aalestrup Kommune blev en del af henholdsvis Viborg Kommune og Mariagerfjord Kommune ved kommunalreformen i 2007 - der var vist noget med en skolelukning, som satte sindene i kog dengang.
Byen ligger ved Simested Å med den største bebyggede del på nordsiden af åen, og der bor i dag ca. 2800 mennesker.
Danmarks Cykelmuseum har til huse i den gamle direktørbolig for Cykelfabrikken Jyden.
Aalestrup er en typisk stationsby, som er opstået omkring slutningen af 1800-tallet. Den blev et centralt jernbaneknudepunkt for banerne fra Hobro–Aalestrup-Løgstør og Viborg-Aalestrup-Løgstør. Placeringen tæt ved Simested Å gjorde stedet oplagt, da der skulle laves en passage over åen. Den gamle jernbanebro over åen er der stadig.
Som så mange andre byer har Aalestrup gennemgået en forvandling, hvor det gamle hovedstrøg med de mange forretninger langsomt er blevet decimeret, så der i dag står flere lokaler tomme, hvis bygningerne da ikke er brugt til andre formål.
Byens kreaturslagteri har dog klaret sig, og klarer sig fortsat godt og er i dag et stort brand under navnet Himmerlandskød. Man rykkede sidste år ud fra centrum af byen til et nyt og moderne kæmpeslagteri ude ved ringvejen. En stor arbejdsplads, som også har en afdeling på det gamle mejeri i Farsø.
Aalestrup Kirke er opført i 1908 men måtte ombygges allerede i 1923, da fundamentet var fejlkonstrueret.
På vores vej gennem Aalestrup kom vi naturligvis forbi det gamle slagteri, ja vi parkerede faktisk lige ved siden af det. Herfra gik vi til villakvartererne syd for hovedgaden, hvor man også finder byens gamle vandtårn. Videre mod vest ud mod folkeskolen og idrætsanlægget, som vi også gik syd om for at ende ude i noget af det nyere boligbyggeri. Vi krydsede hovedgaden ved Falckstationen og gik gennem de nyeste villakvarterer, hvor der var gang i flere nybyggerier. Via stier ramte vi den gamle jernbane, som i dag er vandre- og cykelsti fra Viborg til Løgstør. Ved den gamle station trak vi ind i en lille skov, hvor der er en fin lille hundeskov, som var godt besøgt denne formiddag. Videre til et villakvarter, som formentlig er fra slut 50’erne og 60’erne. Her er bl.a. karakteristiske rækkehuse, som boligforeningen vist står for. De ser ganske charmerende ud, men trænger vist til en gennemgribende renovering indenfor.
Gravplads og mindesmærke for allierede flyvere.
På vores vej traf vi et ægtepar, hvis 3 døtre jeg har haft som elever på efterskolen, og de kunne guide mig til en sti ud til Aalestrups østlige udkant, hvor der ligger en naturefterskole med flere gamle kolleger blandt medarbejderne. Vi rundede skolen og gik igen syd for hovedgaden, hen forbi Aalestrup Private Realskole, som blev stiftet i 1904, forbi kirken med mindesmærket og gravpladsen for 14 allierede flyvere, der var besætninger på maskiner som styrtede ned på egnen under besættelsen. Til slut forbi Danmarks Cykelmuseum og Knabergården, som er bibliotek og kulturhus med teater og biograf og tilbage til udgangspunktet ved det gamle slagteri.
Aalestrup Realskole er fra 1904.
Skridttælleren havde rundet de 10 kilometer, så det var en træt hund og herre som satte snuderne hjemover til en lille forfriskning og lidt afslapning.
Jeg kunne snildt bruge min telefon til fotos, men i dag tog jeg for nostalgiens skyld et gammel Nikon Coolpix 5600 med - ikke at det tager bedre billeder, men det er lidt sjovere...
I 1980 blev MF Hvalpsund, som sejlede mellem Hvalpsund og Sundsøre taget ud af drift og erstattet med en anden færge efter mere end 50 års tjeneste på sundet mellem Himmerland og Salling.
Den gamle og udtjente færge skulle dog få et nyt liv i Caribien, hvor den kom til at sejle mellem øerne i 10 år, før den til slut endte på bunden af havet. I dag er den et yndet mål for dykkere, som tager ud fra øen St. Martin.
Turen til Caribien blev indledt på et værft i Aabenraa, hvor der blev monteret bovporte på færgen, så den var rustet til den udfordrende tur over Atlanten. Herfra gik turen til Dover, hvor færgen blev lastet med gamle lastbiler og kakaomælk, som skulle med til de caribiske øer. Der findes ingen beretninger om turen over Atlanten, men museet Sundsøre Pakhus har været i kontakt med sejlere, som kunne berette om Hvalpsunds skæbne under varmere himmelstrøg.
MF Hvalpsund en vinterdag omkring 1970, foto Orla Jensen, Farsø.
Det kan i øvrigt undre, at der ikke er skrevet om turen over Atlanten, for et af besætningsmedlemmerne skulle angiveligt være Birgitte Støttrup, som havde taget orlov fra Skive Folkeblad for at sejle færgen sammen med to andre danskere: Holger Birk Jensen, Skive og Tom Jakobsen fra Thyholm, efter at den oprindelige besætning havde afmønstret og nægtet at deltage i sejladsen.
Om det var disse tre, som kom til at sejle færgen til Caribien er derfor lidt usikkert, men det er sikkert og vist, at færgen ændrede navn til “HVALP”, det var let bare at male de sidste bogstaver i det oprindelige navn over!
I Sundsøre er der et lille pakhus, som rummer et museum om færgefarten og den lille jernbane, som kun bestod af få hundrede meter spor på Sallingsiden. Det er museet, som har gravet historien om Hvalpsunds skæbne frem, og den er senere beskrevet i artikler Skive Folkeblad, senest i 2017, hvor man endelig kunne fastslå færgens skæbne.
Artiklens forfatter skriver bl.a. i en artikel, at et dykkerfirma benævner vraget som Lucy’s Barge. Få dage senere skriver samme journalist en nogenlunde enslydende artikel formentlig i et tillæg af en slags, men her bliver hun nok påvirket af nutiden, idet hun nu skriver, at vraget kaldes Mary’s Barge…Her har den nuværende færges navn vist spillet journalistens hjerne et puds...I øvrigt blev Hvalpsund erstattet af en ny Limfjorsfærge, der fik forgængerens navn efter at have heddet Sallingsund og været indsat på ruten mellem Salling og Mors. I 2006 blev denne færge erstattet af den nuværende færge, Mary, som til forskel fra sine forgængere selv har broklapperne med, når hun går i havn.
Man kan læse artiklerne om færgen på Farsø Lokalhistoriske Arkiv, som har fået kopier fra det Lokalhistoriske Arkiv i Sundsøre. Man skal klikke på pilen ved “Kilder”, så dukker der et link op til en pdf med artiklerne. Se dem HER
Dykkerfirmaet Dive Buddy på St. Martin har delt en lille video, hvor man kan se de sørgelige rester af den gamle træfærge, som der ikke er meget genkendeligt tilbage af.
