|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- San Francisco og Alcatraz01-08-2014 Turen fra Watsonville til San Francisco gik bedre end man kunne have frygtet. De store udfletninger på motorvejene kan til tider godt være en prøvelse, og det kan være sin sag, når man skal skifte bane fra højre og 7 baner mod venstre!
Vi forsøgte at køre direkte til hotellet for at tjekke ind, inden vi skulle aflevere bilen. Men at finde en parkeringsplads er lidt af et lotteri, så efter at have forceret et par byens stejle gader et par gange, besluttede vi hurtigt, at det nok ville være lettere at aflevere bilen og så tage en taxa til hotellet. Som sagt, så gjort. Det blev en minderig taxatur op og ned af de stejle gader, som ofte ender i kryds med almindelig vigepligt. Chaufføren var ret så ofte oppe at stå på hornet, når der holdt en lidt for langsom bilist i krydset på bakken længere oppe, så vi fik en anderledes køretur i San Francisco. Efter at have fået vores værelse gik vi en tur gennem Chinatown, som lå lige om hjørnet i forhold til hotellet. En bydel, som vist aldrig sover og som formentlig er blandt de største kinesiske bosættelser udenfor Kina. Her kan købe stort set alt, men man skal se sig godt for og være på vagt, ellers kan man godt komme til at gøre en dårlig handel. Chinatown går over i North Beach, og forskellen fra så at sige den ene gade til den anden er påfaldende. Pludselig er det kinesiske afløst af italienske restauranter og cafeer og det kinesiske sprog er afløst af italienske gloser. En sjov oplevelse.
Vi gik ned mod havnen til Fishermans Wharf, som er en stor turistmagnet - ikke mindst på grund af søløverne ved Pier 39. Det er også i dette område, der er busture, færgeture og afgange til Alcatraz. Gadegøglerne og tiggerne sætter deres præg på bybilledet - også her!
Lørdag morgen tog vi selv turen til Alcatraz. Det er en meget populær tur, som man skal bestille uger i forvejen. Det havde vi også gjort, men da vi stod ved billetlugen fortalte de, at vores billetter var til dagen før, selv om den aktuelle dato stod på vores bekræftelse. Tingene løste sig dog, og vi slap med på færgen til fængselsøen, som engang var næsten umulig at flygte fra og som i dag er næsten umulig at få billet til - hvis man da ikke har forudbestilt!
På Alcatraz kan man selv gå rundt, eller man kan tage på guidede ture. Den mest populære er den audioguidede tur gennem celleafsnittet, hvor man via et headset får fortalt historier fra øens tid som fængsel. Tidligere ind- og ansatte fortæller om dagligdagen, flugtforsøgene og om de sidste fanger, som forlod øen. En rigtig godt og prisbelønnet audio, som bestemt kan anbefales, hvis man skal besøge Alcatraz.
Resten af lørdagen blev brugt på at få klaret reservationer af fly og et besøg i et af verdens største supermarkeder, inden vi via Union Squarre returnerede til hotellet og begyndte at pakke til hjemturen. Søndag eftermiddag gik det så atter mod Danmark, hvor vi landede mandag eftermiddag efter fire helt fantastiske uger i USA. Tak til alle, som har fulgt med her på rejsebloggen. The Sandcastle31-07-2014
Fra Sacramento gik turen mod sydvest mod Watsonville, hvor Nora bor i et fantastisk hus direkte ud til Stillehavet. Ikke sært, at hun har navngivet stedet "Sandcastle". Hun byggede huset sammen med sin mand, Steve, i 1970. Vi besøgte dem også for 7 år siden, hvor Steve stadig levede. Efter Steves død har Nora valgt at blive boende i det store hus - og det forstår man, når man indtager sin morgenmad med udsigt til sæler og delfiner, som boltrer sig ude på havet. Ind imellem kan man også være heldig at spotte en hval, som stikker halen op og sender en sky af vand i vejret. Fascinerende. Man kan ikke tage øjnene væk fra dette flotte panorama.
Vi benyttede lejligheden til at få et gensyn med redwood-træerne i en nærliggende naturpark, hvor det højeste træ strækker sig 87 meter op mod himlen.
Der blev også tid til at besøge havnen og den 100 år gamle "pier" i Santa Cruz, hvor vi også lagde vejen forbi et lille og meget interessant marinemuseum. Herfra var der også en smuk udsigt over Monterey-bugten, og vi fik et glimt af en hval. Hvalerne boltrede sig også foran vores vinduer, da vi havde fået aftensmad. Opvasken trak lidt ud, når vi hele tiden skulle hen og se, når en hval eller to brød overfladen, når de svømmede langs med kysten foran “The Sandcastle”. Sidste dag hos Nora blev brugt til en sejltur i en elektrisk båd op gennem en lille indsø, som ligger bag Moss Landing nord for Monterey. Med en særdeles naturkendt kaptajn ved roret kom vi tæt på sæler, søløver, fugle og ikke mindst de charmerende havoddere, som ligger på ryggen i vandet og slapper af eller slår på en østers med en sten for at få den åbnet. En fantastisk oplevelse at glide tyst gennem vandet og se naturen på tætteste hold.
Efter fire fantastiske dage i The Sandcastle drog vi fredag til San Francisco, hvor de to sidste dage af USA-turen skulle bruges på at se nærmere på den charmerende storby og ikke mindst den fængslende ø Alcatraz.
Sacramento31-07-2014 Fra Bridgeport gik turen over Sierra Nevada bjergene op til Like Tahoe, som er et meget besøgt område i ferier og weekender. Det mærkede vi tydeligt, da vi slog et slag ind forbi søen, hvor bilerne var parkeret tæt. På vores vej vestpå mod Sacramento mødte vi en lind strøm af biler - folk fra storbyerne på vej mod lidt rekreation i weekenden.
Vel fremme i Fair Oaks, som er en forstad til Sacramento, fik vi en hjertelig modtagelse af Ardis og Jerry, som lægger hus til os i 3-4 dage. Vi besøgte dem også for 7 år siden, og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. Gæstfriheden er stor, og Ardis elsker at genopfriske minder om rejser til Danmark, som hendes forældre udvandrede fra i 1920'erne.
På vores tur har vi haft deres barnebarn, Cody på 13 år, med i en uges tid fra Salt Lake City til Las Vegas, hvor han mor Colleen hentede ham.
Lørdagen blev brugt på det store dyrskue i Sacramento, som er kendt for at være et godt landbrugsområde.
Det store udstillings- og messeområde består af flere store haller, store udendørs arealer med tivoli og vandland samt en monorail, hvor man kan køre rundt og få et godt overblik.
Dyrskuet varer i tre uger og der er hele tiden udskiftning i, hvilke dyr, der udstilles. Her er heste, køer, får og lang række smådyr og fugle. Der er 4H-udstillinger og udstillinger fra de forskellige kommuner, som uddeler smagsprøver og materiale om, hvad de kan tilbyde. Spændende og sjovt at se. Efter dyrskuet tog vi hjem til Coleen, Ken og Cody, hvor pool'en var oppe omkring de 35 grader - lige til at holde til. Faktisk er det kun solen, som varmer poolen op, og processen gøres mere effektiv med et plastikdække hen over vandet. Vi spise allesammen aftensmads hjemme hos Coleen, inden vi sluttede af på en resturant, hvor vi fik is, som ikke bare var store - de var enorme. Morten fik vist sin største bananaspilt nogensinde, og Thomas troede, han bestilte en is med 2 kugler - han fik en med 2 plus diverse tilbehør....
Ardis og Jerry har et imponerende liv af fugle og egern i deres have - sidste gang var der også et stinkdyr, som dog glimrede ved sit fravær denne gang. Til gengæld har de kolibiren "Grumpy", som er ganske territorial og gør sit til at jage alle væk med sin lille krop - i sandhed "The Master of The Garden", som jeg døbte ham.
Mono Lake og Bodie30-07-2014 Efter et afslappende ophold i California City blev kursen sat mod nord på Higway 395. Målet var Mono Lake og den nærliggende by Bridgeport, hvorfra vi også kunne komme ud til spøgelsesbyen Bodie.
Vi ankom til Mono Lake nogenlunde samtidig med en thunderstorm, som trak ind over søen fra nordvest. De voldsomme lyn fik os til at beslutte ikke at gå ned til søen, som vi valgte at betragte og fotografere på afstand. Vi kørte videre til besøgscenteret, hvor vi opholdt os en halv times tid, medens uvejret rasede udenfor og bekræftede os i, at var et godt valg ikke at tage gåturen ned til søen. Vi fik dog et glimt af tufa'erne, som er klippeformationer, der stikker op af vandet som følge af afvanding af kilderne for at at skaffe vand til storbyen Los Angeles længere nede sydpå.
Fra Mono Lake kørte vi 25 kilometer til byen Bridgeport, hvor vi havde booket hotel for natten. Vi så en del brandfolk i området, da der havde været flere brande, som følge af lynnedslag i området nord for Bridgeport.
Fredag morgen kørte vi ud til spøgelsesbyen Bodie, som i slutningen af 1800-tallet skød op og blev Californiens næststørste by. Guld og sølv lokkede lykkejægere, svindlere og andet godtfolk til Bodie, hvor barer, butikker og hoteller lå side om side og dannede rammen om et helt sikkert livligt natteliv, når der skulle adspredelse til fra de hårde liv i minerne. Bedemandens butik står der stadig, og han har givetvist haft gyldne dage i sin tid. Bodies storhedstid døde hurtigt ud, minerne blev tømt og mange drog andre sted hen i jagten på rigdom. En brand tog en del af byen, som dog var beboet helt op til 1940'erne, hvor endnu en brand gjorde kål på flere huse. I dag står ca. 10 procent af byen tilbage, og man har valgt at lave den til en historisk park, hvor man lader tingene stå, som de stod, da byen blev forladt. Man har så at sige stoppet forfaldet men ikke gjort meget for at pynte på husene medmindre de er i fare for at styrte sammen.
Vi var tidligt på færde og nåede således at være de første i byen, hvor det var spændende at gå rundt mellem de gamle huse og forestille sig, hvilket leben, der måtte have været i de gyldne dage.
Fly like an eagle29-07-2014
Et af vores turs højdepunkter, bogstaveligt talt, fandt sted tirsdag. Vi blev afhentet i limousine ved hotellet og kørt til lufthavnen, hvor en helikopter stod klar til os.
Det var en herlig fornemmelse at stige op over Las Vegas og betragte de store hoteller og casinoer langs The Strip. Samtidig kunne vi se, hvor langt byen strækker sig ud omkring det pulserende centrum. Byen er enorm i sin udstrækning - det er kun i centrum, at der er høje bygninger, så de 2 millioner indbyggere i spillebyen breder sig virkelig ud.
Fra Vegas fløj vi mod Lake Mead, som er den sø, der er opstået efter anlæggelsen af Hoover Dam i 1930’erne. Et kæmpe areal, som i dag er rekreativt område med masser af vandsport. Hoover Dam ser imponerende ud i fugleperspektiv, og det samme må man sige om Grand Canyon, som vi fløj ind over lidt senere. Igen var det fantastisk at se tingene fra et nyt perspektiv.
Vores pilot landede på et plateau nede i bunden af Grand Canyon. Her kunne vi vandre en lille tur hen til kanten og nyde synet ud over Coloradofloden og de imponerende klippeformationer, som den har skåret sig ned igennem. Vi lagde en sten i en varde, som nogen har bygget op på stedet, inden vi gik tilbage til et lille picknickområde, hvor piloten havde anrettet en lille frokost, som også inkluderede champagne!
På hjemturen fløj vi hen over The Strip og fik et fint vue ud over de store hoteller, inden vi landede og blev fragtet tilbage med limousine.
Interessant i øvrigt, hvordan såvel pilot som chauffør gav hånd til alle - det skyldes ikke bare almindelig høflighed men lige så meget en forventning om, at der er drikkepenge i et af håndtrykkene…. Route 66 til Las Vegas28-07-2014 Der har været lidt bøvl med nye adgangskoder til min hjemmeside/blog, men nu kører det igen, så jeg fortsætter mine beretninger fra USA.
På turen fra Grand Canyon slog vi et smut ind på den gamle Route 66, som nærmest er blevet ikonisk for mange med USA i blodet. Motorcykelklubber og andre drager til USA for at køre den legendariske rute, som havde sin storhedstid i 1950’erne, da bilen var ved at blive hvermandseje i USA. De små byer langs ruten blomstrede op med tankstationer, moteller, værksteder og butikker, som kunne servicere de mange bilister. Senere kom de store Interstates, og dermed mistede den gamle vej sine biler, og dermed døde byerne ud. Pixarfilmen “Cars” har dog været med til at give fornyet interesse om Route 66, hvor de nuttede biler fra filmen nu er med til at præge souvenirbutikkerne i Williams og de øvrige små byer på den del af ruten, som stadig eksisterer parallelt med den nye motorvej.
På turen nordover mod Las Vegas gjorde vi holdt ved den imponerende Hoover Dam, som dæmmer op for Coloradoflodens løb og danner den kunstige sø Lake Mead. Ved dæmningen er der et kraftværk, som kan producere strøm til en by med mere end 1 million indbyggere. Bygningsværket er også med i flere actionfilm, hvor der udspiller sig dramatiske scener på den stejle dæmning eller inde i turbinerummene.
Straks efter dæmningen ændrede bebyggelsen karakter - pludselig var det imponerende millionærvillaer, som vi kørte forbi efter i flere dage at have kørt gennem landskaber med enkeltstående mobilhomes eller små klynger af huse, mobilhomes og et væld af udrangerede biler. Vi var åbenbart kommet til en rigere del af USA.
Og penge og rigdom - eller drømmen om det - var hvad, der mødte os i Las Vegas. Et mylder af biler og mennesker og et lyshav på The Strip, hvor kasinoer og forretning lokker om kundernes gunst. Alt sammen i en underlig blanding af kopier fra den store verden. I Las Vegas finder man frihedsgudinden, en ægyptisk pyramide, et mini Venedig, Eiffeltårnet og meget andet. Mange af efterligningerne er i det rene plast, kan man konstatere, hvis man banker lidt på overfladen.
Vores hotel har naturligvis et kasino, som man simpelthen ikke kan undgå at komme igennem, når man skal til sit værelse. Et kæmpe lokale fyldt med enarmede tyveknægte i alle afskygninger, pokerborde, black jack og meget mere. Drømmen om den store gevinst lever, og tiltrækker mange typer af mennesker. Også mig. Jeg brugte små 50 dollars i spillemaskinerne, vandt lidt, men sluttede som de fleste med at have tabt min indsats. Grand Canyon #116-07-2014
Efter en udmærket morgenmad på hotellet kørte vi i vores bil ind i nationalparken, som ligger nogle få kilometer fra den by, vi boede i.
Vi parkerede ved Visitors Center og hoppede på en af de mange shuttlebusser, som kører rundt i et forsøg på at begrænse trafikken - bl.a. er det ikke muligt at køre i egen bil af den 13 kilometer lange ruter mod vest. Her må man hoppe på den røde linie, som gør stop ved en lang række udsigtspunkter. Vi kørte helt ud til endestationen og tog en tur rundt for at nyde den smukke udsigt - og en is. På hjemturen steg vi af et par steder og nappede en ny bus, når vi var mættede af synsindtryk.
Efter et par timer hjemme på hotellet og i den dejlige svale pool, tog vi påny til canyon’en om aftenen for at se den i den smukke aftensol. Sol var der, men der var også optræk til tordenvejr, så vi fik set Grand Canyon i et helt specielt lys. Ikke mindst var det imponerende og lidt skræmmende at se de store siksaklyn ude over området. Det er ikke ufarligt, når man står på toppen af en klippeskrænt med høje træer omkring sig, men heldigvis var der et lille geologisk museum, vi kunne trække ind i, da uvejret trak hen over os.
En helt fantastisk dag i Grand Canyon, som vi vender tilbage til om et par dage - i helikopter!
Husk, at billederne kan klikkes op i større format.
Antelope Canyon15-07-2014
På opfordring fra min gamle gymnasiekammerat Ole Cæsar Jensen, som har fulgt vores færd på Facebook, slog vi et sving omkring Antelope Canyon på vej mod den store Grand Canyon.
Antelope Canyon ligger i Navajo-indianernes reservat udenfor byen Page. Man skal have en lokal guide med på turen ned i de smalle canyons - der er både en upper og en lower canyon. Vi valgte lower, hvor der er to udbydere af ture - vi tog den første den bedste!
Udenfor bilen mærkede vi straks, at vi var kommet ned i Arizonas varme, så der skulle masser af vand med på turen. Vi blev ført hen over et goldt landskab med sand og røde klipper, men snart efter åbnede et fantastisk underjordisk landskab sig for os. Via stejle trapper kom vi ned i Antelope Canyon, som byder på helt fantastiske former og farver, når man bevæger sig igennem den. Visse steder er den meget smal, så man må smyge sig igennem, medens den andre steder åbner sig op i små huler. Røde, orange og gule farver spiller i sandstenen, som er formet af vand, der er trængt ned i ørkensandet, der efterhånden er omdannet til sandsten i mange fantastiske former.
Hen mod slutningen af turen var der lidt ventetid, da gruppen foran os var lidt langsomme til at komme op. Vores guide udnyttede tiden til at give et lille smukt nummer på sin indianske fløjte. En fin afslutning på en god dag i Antelope Canyon, hvorfra turen gik til Grand Canyon, hvor vi fik et par kig ud over den fantastiske dal forud for morgendagens ekspeditioner i området.
Bryce Canyon1 Kommentarer 13-07-2014
Efter en køretur ned gennem Utah nåede vi frem til Bryce Canyon sidst på eftermiddagen.
Vi valgte at køre ind i parken for at få lidt af aftenlyset med - derfor satte vi kursen mod Sunset Point. Herfra gik jeg sammen med Thomas og Morten en tur ned i dalen, medens Hedvig og Cody valgte at blive oppe på kanten og nyde synet af de imponerende røde Hoodos, som man kalder de røde klippesøjler i Bryce.
Turen ned af Navajo Trail var imponerende. Man sik-sak’er ned gennem et surrealistisk landskab af klipper i et væld af former og farver. Nogle steder står en hoodo helt alene med en klippeblok balancerende på toppen - f.eks. på klippen, som har fået det sigende navn “Thors Hammer”. Turen ned til bunden og op på den anden side tog en times tid - og hvilken herlig time, hvor der blev knipset løs med kameraet. Også da et jordegern viste sig meget samarbejdsvillig og stillede op til fotografering midt på stien.
Efter den tur var det tid til at få noget at spise, og jeg proklamerede, at jeg var klar til at stå tidligt op næste dag for at opleve Bryce i det smukke morgenlys.
Morten og Hedvig stod tidligt op sammen med mig, medens Cody og Thomas snorkede videre på hotelværelset. Denne morgen kørte vi naturligvis til Sunrise Point, som bestemt ikke skuffede. Bryce var om muligt endnu smukkere i det varme morgenlys, som også gav nogle fantastiske skygger på klippevæggene. Vi gik et stykke ned af stien og nød det smukke syn. Andre havde fået samme ide, som os, men der var alligevel en fredfyldt stemning i forhold til midt på dagen, hvor der er mange flere mennesker i området.
Om eftermiddagen tog vi bilen og kørte ud til nogle af de forskellige viewpoints, hvorfra der er en flot udsigt over dalen. Senere kørte vi lidt ud af nationalparken for at finde en lille hule og et vandfald, som var ganske forfriskende, da der meget sjældent er vand i Bryce om sommeren.
Salt Lake City - mormonernes by3 Kommentarer 12-07-2014
Salt Lake City er mormonernes by. De grundlagde den ved den store Salt Lake, hvor ingen andre ville bo, da stedet var goldt og øde. Hårdt arbejde med bl.a. at lave vandingsanlæg førte til, at der opstod en by på stedet. En by som er vokset op omkring Tempel Square, som rummer en lang række vigtige bygninger for mormonerne, ikke mindst templet naturligvis men også det store tabernakkel, hvor det berømte mormonkor optræder i en sal med plads til 6500 mennesker og med et stort orgel med mere end 11.000 piber. Og det i et land, hvor rygning ellers er forbudt de fleste steder!
Vi tog en tur rundt i området, hvor man kan gå ind i de fleste bygninger. Her bliver man hurtigt antastet af et par guider, som byder velkommen og spørger, hvor man kommer fra. Guiderne er voluntører, missionærer, fra hele verden, som er ude i 18 måneder for pigernes vedkommende medens mændene er ude i 2 år. I den tid arbejder de som guider og har kun fri nogle timer en enkelt dag om ugen. Der er ikke skolegang eller friuger til at rejse rundt og se landet - man er der udelukkende i kirkens tjeneste. Vi så det store tabernakel og hørte en lille orgelkoncert på det imponerende orgel i salen, som er indrettet således, at der er en god akustik uanset om man sidder oppe foran eller oppe på bagerste række. I en anden bygning kunne vi se en lang række store malerier med motiver hentet fra Bibelen, og her var også en stor kristusstatue, som er lavet af den danske billedhugger Thorvaldsen. I en del af udstillingen var der en stor jordklode, som drejede ved et bord, hvor man kunne finde Bibelen i alle mulige oversættelser - også den danske.
I den store centrale kontorbygning kan man komme op på 26 etage, hvorfra der er en imponerende udsigt over Salt Lake City, som også vil være kendt for sit værtsskab for de olympiske vinterlege i 2002.
Den sidste bygning, vi besøgte, var Family History Center, hvor man kan søge efter sine afdøde forfædre i en kæmpemæssig database, som dækker hele verden. Mormonerne dyrker de døde, som alle har mulighed for at omvende sig og følge med ind i det nye rige, når den tid kommer. Derfor indsamler og arkiverer de kirkebøger og andre ting fra hele verden og gemmer det på mikrofilm eller i elektroniske databaser. Vi søgte på flere af vore afdøde slægtning men fandt ikke noget. Til gengæld lykkedes det at finde noget om den gren af Hedvigs familie, som i 1800-tallet udvandrede til USA.
Resten af dagen blev brugt i det store shoppingcenter City Creek, som ligge lige ved siden af Tempel Square. Det er et imponerende center med mere end 90 butikker en blok udelukkende med fastfoodrestauranter og masser af vand, som risler gennem bække eller ned gennem store og små vandfald.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage på hotellet for at tage imod Coleen og Cody, som fløj ind fra Sacramento for at aflevere 13-årige Cody, som skal rejse med os i en uges tid.
1
2
>
|
|
|
|
|